Børn skal også have unyttig viden (kommentar)

Viceskoleleder fra Hellerup Skole deler ikke Alexander von Oettingens frygt for kompetencebegrebet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En kompetence er at kunne anvende viden og færdigheder til at leve livet. Derfor har Dorthe Junge ikke noget imod at beskrive elevernes udbytte af undervisningen som kompetencer. Tværtimod.

»For mig er det vigtigt at have viden, færdigheder og kundskaber. Og når man kan anvende dem, har man en kompetence, så man for eksempel kan bruge sin hovedregning, når man står i kiosken og skal købe ind, så man kan dele retfærdigt med vennerne«.

Nogle kompetencer dannes ved at bearbejde formelle færdigheder på en uformel måde. I den forstand er hun ikke uenig med Alexander von Oettingen i, at skolen skal give eleverne det, han kalder unyttig viden. Altså viden, man ikke ved, om man får brug for. Og til hvad. Men hun mener absolut, at der er fornuft i, at skolen arbejder hen imod, at eleverne opnår kompetencer. Begrebet dækker nemlig ikke kun over facts, færdigheder og paratviden, men omfatter også de såkaldte bløde værdier.

»Det er dem, der sætter eleverne i stand til at kunne leve livet, være i netværk, danne sociale relationer, begå sig, holde venskaber ved lige, tage initiativ, være selvstændige. Det er evnen til at agere med den viden og baggrund, man har. Hvis man skal være stærk i de valgsituationer i livet, som Kierkegaard talte om, kræver det kompetencer på forskellige niveauer«, mener Dorthe Junge, der godt kan følge Alexander von Oettingen i hans bekymring over, at samfundet risikerer at lægge så stor vægt på test og prøver, så det kan knibe med at få lært at anvende sin viden og færdigheder i praksis. Men det må skolen tage højde for på andre måder.

»Jeg mener, at det også er vigtigt at definere de bløde kompetencer. Det ligger ikke først fremme i den politiske diskurs lige nu, men det må lærerne og skolen så selv sørge for at få med«, mener Dorthe Junge.

»På Hellerup Skole bruger vi rigtig megen tid på at sætte kompetencerne i spil. De skal bruges i praksis, derfor arbejder de store børn meget projektorienteret. Det er en kompetence, vi lægger vægt på at oparbejde«, siger hun.

Hun vedkender sig gerne inspirationen fra Howard Gardners teori om mange intelligenser samt Rita Dunn og hendes arbejde med læringsstile. De er ligefrem skrevet ind i skolens pædagogiske grundlag, og det forventes, at skolens lærere og pædagoger kender disse teorier, tager stilling til dem og bruger dem.

»Men på den anden side forventer vi ikke, at man er religiøs omkring det. Forholdet mellem teoretiske platforme og lærerpersonligheden er noget, vi nøje diskuterer«.

»Vi skal passe meget på med, hvordan vi overtager amerikanske teorier, for i dem ligger en opfattelse af, at hvis vi bare gør tingene på deres bestemte måde, så er alle problemer løst. Men de nævnte forskere kan inspirere os til at se, at alle børn er forskellige, og at de kan have gavn af at arbejde på forskellig måde, når vi skal lære noget, der er nyt og svært. Lytte til musik, sidde i en sofa. Eller ved et almindeligt bord med stærkt lys. Igennem de sidste 200 år har vi - ikke mindst inspireret af Grundtvig - holdt skole på samme måde, nemlig ved at tilbyde ens undervisning til alle børn i klassen i 25-30 timer om ugen. Det giver de nyere teorier os inspiration til at lave om på. I begyndelsen var vi lidt bekymrede for, om undervisningen på den måde ville blive helt individualiseret. Men det skete ikke, for undervisningen består jo ikke kun af disse elementer. Til gengæld har vi fået en god sidegevinst: eleverne er blevet meget bedre til at acceptere, hvad de andre får lov til, når de skal lære noget. For de får jo også selv lov til at lære på en måde, der passer dem«.

Dorthe Junge gør dog opmærksom på arbejdsmetodernes begrænsning: »Oprindelig mente vi, at skolen med denne undervisningsform ville kunne rumme alle børn, så der ikke var brug for traditionel specialundervisning. Men selv om de fleste trives med at blive undervist på denne måde, gør alle det ikke. Her må vi indse, at metoderne har deres begrænsning«.

I modsætning til Alexander von Oettingen mener hun ikke, at det afprofessionaliserer lærerne, at de lader sig inspirere af læringsstile og mange intelligenser.

»Tværtimod. Vi bruger teorierne til helt konkrete diskussioner om, hvordan vi organiserer undervisningen og børnenes øvrige dag. Hvordan man kan få det enkelte barn til at komme op i den nærmeste udviklingszone, hvordan det næste emne skal gribes an. Disse diskussioner gør lærerne på skolen langt mere professionelle til at begrunde over for forældrene, hvorfor de arbejder med et barn eller en gruppe på en bestemt måde. Man bliver professionel af at have nogle pædagogiske platforme«, siger Dorthe Junge.

Dorthe Junge hæfter sig ved, at Alexander von Oettingen arbejder med filosoffer og pædagoger, der havde deres storhedstid i 1920'erne og 30'erne. Hun underkender ikke værdien af deres tænkning, men de levede i en anden tid, hvor skolen havde en anden funktion, og der var andre politiske interesser i samfundet.

»Vi har lavet et samfund, hvor autoritet er noget andet end dengang, og hvor ingen i virkeligheden ved, præcis hvad eleverne får brug for at kunne. Det giver nogle andre udfordringer, og det giver nogle andre unge mennesker, der skal navigere i alle valgmulighederne. Som moderne lærer er man nødt til at forholde sig til mangfoldigheden, omskifteligheden og kompleksiteten. For det er også det, der præger børnene. De er jo også usikre på, hvordan de skal forholde sig, og hvor de skal gå hen. De må have et selvværd og en viden, der sætter dem i stand til at træffe valg. Livskompetence, om man vil«. |

»På Hellerup Skole bruger vi rigtig megen tid på at sætte kompetencerne i spil« Dorthe Junge»Som moderne lærer er man nødt til at forholde sig til mangfoldigheden, omskifteligheden og kompleksiteten«