Når man skal anmelde disse bøger, kan man starte med lidt statistik. Tre af fire forfattere er meningsdannere med basis i Folketinget, Familiejournalen og Jyllands-Posten. Den fjerde er en smal digter med en humanistisk baggrund, som har boet og arbejdet i Tyrkiet, så han tilhører den lille flok danskere, der faktisk ved noget om muslimer.

Det er svært at anmelde Karen Jespersen og Ralf Pittelkows debatbog. Man skal forholde sig til bogens form og indhold, men være forsigtig med at debattere med den. Især når forfatterne starter med at kalde flertallet af os for naive pladderhumanister.

De gennemgår den islamiske trussel fra 1980'erne og frem og påpeger, at det var islamisterne, der startede (det er som at være gårdvagt i gamle dage). Det er sært, at en historiker kan mene, at historien startede i 1980. Der har været religionskrige så længe der har været religioner, så det er svært at sige, hvem der egentlig smed den første sten.

Bogens pointe er, at vi alle sammen skal lære at diskutere ud fra kristne, danske principper og lade være med at gå på kompromis, fordi "det er synd for de små muslimer".

Som debatbog er det fint nok. Alle kan få pisset i kog og deltage i skænderiet. Hvis det var det, der var meningen, er bogen lykkedes. Vi skal bare være med på, at en god muslim er én, der er konverteret til både kristendommen og Dansk Folkeparti.

Nogle siger, at rigtige socialdemokrater stemmer Dansk Folkeparti. Det passer fint her. I Sverige kan det tilsvarende parti være i en minibus, men her lykkes integrationen også, fordi svenskerne vil den. I Danmark puster Pia Kjærsgaard til volden, for det gavner hendes stemmetal, men næppe verdensfreden.

I den anden bog debatterer Henrik Nordbrandt og Pia Kjærsgaard, og de har meget på hjerte: Henrik er den bløde humanist, der eftertænksomt roder i sin fortid i København og Tyrkiet, og Pia kæfter partipolitisk op, som hun plejer, men til tider må de begge bøje af. De kan faktisk blive enige om noget, og det sker nok, fordi de begge lytter. Sådan burde mere offentlig debat forløbe. Henrik kommer blandt andet frem til, at kunsten egentlig bliver bedre uden menneskerettigheder, for så er der mere at slås for, mens frie kunstnere kun har folk som hr. Rindal at slås imod, og det giver ikke samme styrke i udtrykket. På samme måde har Pia ikke noget mod kongehus og kirke, bare det er dansk, og præsterne ikke taler mod hendes politik, men gør som Krarup og Langballe.Samlet konklusion kunne være: Danskerne styres i dag af en lille gruppe højreradikale, som er ved at overbevise os alle sammen om, at en endnu mindre gruppe (muslimske terrorister) vil os alle sammen til livs, og at vi derfor må tage stadig skrappere midler i brug for at overleve. Vold avler vold?

Anmeldelse rettet 12 februar 2007