I København har lærerne efterhånden vænnet sig til det. Når deres formand, Jan Trojaborg, kommer ind ad døren, så går han hen og tænder lamper, så lærerværelset ikke er halvmørkt. Han retter på billeder, der sidder skævt, og så interesserer han sig for påklædning. Da Danmarks Lærerforening fik ny formand, blev han budt velkommen af sin københavnske kollega med et smart mørkt jakkesæt til brug på de bonede gulve. Men det med tøjet er mere end blot en personlig interesse for den knap 54-årige Jan Trojaborg. Han opfordrer alle landets lærere til at kigge i spejlet, kigge ned ad sig selv og på kollegerne:

»Vi vil gerne have, at eleverne oplever skolen som et særligt sted et videnstempel, et sted, hvor det er et privilegium at være. Skolen er ikke et diskotek, og den er ikke en badestrand, og til de forskellige steder hører forskellige påklædninger. Skolen er et sted, hvor man opfører sig ordentligt, kommer til tiden og husker sit idrætstøj. Derfor skal lærerne som rollemodeller også møde til tiden og være velforberedte, men påklædningen er også én af de ting, man kan tænke på, hvis man ønsker, at skolen skal være noget særligt«, siger Jan Trojaborg. Inden interviewet har han været til frokost i Lærernes Pension, og i den anledning er hans brune læderbukser og sorte skjorte suppleret med sort brokadeslips og jakke:

»Jeg syntes, at det kunne være sjovt at matche pensionsfolkene, der sidder på den anden side af bordet, derfor tog jeg slips på«, siger han og understreger, at han på ingen måde er ude på at indføre skoleuniform eller slipsetvang for mandlige lærere, som man kender det fra England.

»Men børn lægger meget mærke til, hvordan deres lærer er klædt, og det kan indgå i et positivt billede af en person. Selvfølgelig skal vi heller ikke være klædt som eleverne i 8. klasse, men man kan godt vise, at man har tænkt over at se pæn ud«.

Hul i cowboybukserøven

Der er blevet mere fokus på tøj og mode i Danmark de senere år og specielt blandt børn og unge, mener Jan Trojaborg:

»Men det er, som om lærerne ikke rigtig har fulgt med«.

En habit passer ikke til lærerjobbet, men Jan Trojaborg tror på, at et velklædt udseende betyder noget for selvrespekten. Men det er ikke kun et spørgsmål om æstetik og fremtoning, der har fået ham til at tage spørgsmålet om påklædning op, da man diskuterede personalepolitik i Københavns Lærerforenings sekretariat, og som nu får ham til at lægge op til debat i de pædagogiske råd.

»Når vi er bekymrede over helt unge piger, der viser bart maveskind, så kan det ikke nytte noget, at den kvindelige lærer er nedringet til navlen. Vi kan ikke diskutere den slags med eleverne, hvis vi ikke selv har overvejet det. Nedringet tøj sender et forkert signal og gør andre mennesker forlegne. Det virker anmassende på eleverne, som jo er tvunget til at være der«.

»Det handler ikke om, at jeg vil stille op som smagsdommer. Men jeg har været til en første skoledag, hvor læreren stod og dirigerede koret med ryggen til publikum og hul i cowboybukserøven, så man kunne se underbukserne«.

»De ydre ting skulle gerne reflektere de indre. Og hvis man pynter op, sætter friske blomster frem og tager noget pænt tøj på, når man har gæster, så viser man, at man har tænkt sig om. Gud er i detaljen«, citerer han arkitekt Mies van der Rohe.

kravn@dlf.org