Ministeren, der afskaffede test

Undervisningsminister Jane Davidson stoppede som lærer, da Thatcher-regeringen indførte test. Nu går hun den modsatte vej

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jane Davidson var en ung, engageret, nyuddannet lærer dengang i 1988, da Thatcher-regeringen besluttede at reformere den britiske grundskole. Fra et system helt uden nationale planer for, hvad eleverne skulle lære, fik Storbritannien en landsdækkende læseplan, der detailregulerede, hvad eleverne skulle lære og hvornår. Den unge Jane Davidson kunne se, at den undervisning, hun brændte for, ville forsvinde for at give plads til den nye læseplan. Hun sagde op og har ikke arbejdet som lærer siden.

»Thatcher-regeringen ødelagde masser af velegnede unge lærere. Regeringens budskab var klart: Lærere kan ikke undervise, og derfor må vi foreskrive, hvad de skal foretage sig hvert eneste minut af deres arbejdsdag, så vi kan garantere, at børnene lærer, hvad de skal, til trods for lærerne. Vi følte ikke, at politikerne ikke stolede på os, vi vidste, at de ikke gjorde det«.

I dag er Jane Davidson selv politiker for partiet Labour. Hun er undervisningsminister i den walisiske nationalforsamling.

Er der ikke nogle, der beskylder dig for at have for stor tillid til lærere, fordi du selv oprindeligt er lærer?

»Hvis jeg for eksempel i mit første år som minister havde fjernet de nationale test, så ville jeg sikkert være blevet mødt med den slags beskyldninger. Så ville folk have sagt, at jeg bare lyttede til lærer-lobbyen og ikke kiggede ordentligt og objektivt på, hvad vi forsøgte at opnå. Men jeg tog mig tid til at undersøge tingene«, siger Jane Davidson og fremviser det dokument, »The learning country«, hvori hun første gang foreslog, at man afskaffede de nationale eksaminer for syvårige børn ved afslutningen af det første trin i det britiske skolesystem.

»Argumenterne var velunderbyggede, for elevresultaterne efter første trin i de nationale test og lærernes egne bedømmelser var praktisk taget identiske. Og jeg vidste, som en, der har været lærer, som tidligere skolebestyrelsesformand, som mor og som minister, at der var en stor gruppe unge mennesker, hvis skolefremtid blev tilintetgjort, fordi de blev bedømt som fiaskoer i en alder af syv år. Så når der var objektive beviser for, at der ikke var nogen forskel på udfaldet af testning og lærernes egne vurderinger, så var jeg meget glad for hurtigt at kunne sige ja til at fjerne de nationale test af de syvårige børn«, fortæller Jane Davidson og skynder sig at tilføje, at de walisiske syvårige børns karakterer generelt er bedre end nogensinde.

Test, når det er relevant

For de to næste sæt af nationale prøver, som gennemføres af britiske børn, når de er 11 og skal skifte fra primary til secondary school, og når de er 14 og skal til at vælge sig ind på fag, der har relation til deres fremtidige karrierevalg, var det ikke så enkelt. Der var årskarakterer og test-scorer ikke ens, og den utilfredshed, der murrede blandt elever, lærere og forældre, var ikke den samme for de forskellige testniveauer.

»Jeg ønsker et bedømmelsessystem her i Wales, hvor man bruger test, hvor det er relevant«, understreger minister Davidson.

Hun nedsatte en arbejdsgruppe under ledelse af den internationalt anerkendte professor og ekspert i netop læseplaner og evaluering, Richard Daugherty. I gruppen sad også repræsentanter for »systemet« lederen for inspektionskorpset og direktøren for læseplans- og bedømmelsesmyndigheden ACCAC.

»ACCAC var samtidig i gang med en revision af den walisiske læseplan, og jeg modtog ensartede råd fra begge grupper. Disse test har haft deres tid. De har gjort Wales gavn, i den forstand at de har påvirket lærerne til at tænke på objektive måder at bedømme læring på. Men de er for stive, de får elever til at føle sig som en fiasko, at de bliver mistolket af forældrene. Og allervigtigst ved slutningen af primary school, hvor Wales har bedre resultater end resten af Storbritannien der stolede secondary-skolerne ikke på test-resultaterne og turde derfor ikke gøre brug af de informationer, de fik fra elevernes testscorer«.

»Det er et meget imponerende stykke arbejde, professor Richard Daughertys gruppe har udført, og det viser, at vi nu skal ind i en ny æra i Wales, hvor vi når frem til bedømmelse for læring i stedet for bedømmelse af læring. Testenes formål skal være at hjælpe barnets fremtidige læring og lærerens arbejde med at støtte barnets læring, i modsætning til i dag hvor testene bare giver et sæt karakterer, som ingen anvender. I dag går secondary-skolerne ud og køber kommercielle test ude i byen. Det, jeg nu vil sikre, er, at den information, secondary-skolerne har brug for, kan leveres i det offentlige system. Det tror jeg på kan ske med Daugherty-gruppens forslag om færdighedstest i det næstsidste år af primary school i, hvad vi indtil videre bredt har kaldt talforståelse, læse/skrivefærdigheder og problemløsning. Ved slutningen af primary school har vi så lærerens bedømmelser af eleverne i alle fag, som vi skal sikre udføres på en sådan måde, at bedømmelserne kan bruges af praktikerne i secondary school«, fortæller Jane Davidson og tilføjer, at Wales også i modsætning til England har gennemført lovgivning for handlingsplaner for samarbejdet mellem secondary-skolerne og de primary-skoler, de modtager elever fra.

»Det er alt sammen en del af den samme politiske dagsorden. Vores skoler skal sikre en læseplanmæssig brobygning mellem primary- og secondary-skolerne, og dermed kan vi være sikre på, at lærerne bedømmer ud fra en fælles læseplansforståelse.

Nej til ranglister

I England bliver skolernes resultater offentliggjort. Det sker i form af ranglister, de såkaldte league tables, som havner i aviserne på linje med tabellerne over fodboldholdenes placering i Premier League. Det sker ikke i Wales.

»Vi har ikke ranglister i Wales, fordi 96 procent af alle børn i Wales går i den lokale skole. Så hvis man offentliggjorde sådan en liste, ville du hænge et lokalområde ud, ikke skolen. Og vores dagsorden er, at alle skoler skal levere undervisning af høj kvalitet«, siger Jane Davidson.

kravn@dlf.org

Disse test har haft deres tid