Kevin, nu vil jeg lave noget helt specielt sammen med dig og kun for dig.

Sådan sagde lærer Jens Ove Dalby sidste år til en af sine elever. Det var nyt for niårige Kevin, der er vokset op hos en mor, der meget ofte havde det skidt med misbrugsproblemer og voldelige episoder i hjemmet. Kevin havde også altid været den, der startede slagsmålene hjemme i kvarteret og i folkeskolen, den, de andre var bange for at lege med.

Kevin er elev på Skolehjemmet ved Vejle Fjord, en selvejende døgninstitution med tilknytning til Indre Mission. Skolehjemmet har både dag- og døgnelever og familiebehandling. Eleverne er børn mellem otte og 14 år med sociale og adfærdsmæssige problemer og hver især en længere historie bag sig med diverse foranstaltninger i folkeskolen og i det sociale system. Lærerne på hjemmets skole har været tilfredse med at give børnene en god og kvalificeret undervisning. Men sidste år besluttede de alligevel, at der skulle ske noget nyt.

Skældud

- I lærergruppen havde vi nogle dårlige perioder, hvor vi syntes, det gik skidt. Vi fik snakket om det på lærerværelset, og alle syntes, det hele var fyldt op med at skælde ud og skælde ud hele tiden, og det var en negativ spiral, fortæller Jens Ove Dalby.

Skolen kontaktede psykolog Jørn Nielsen, som gav en række teoretiske oplæg blandt andet om mønsterbrydning, det vil sige muligheden for at bryde sociale arv. Jørn Nielsen udarbejdede også et nyt analyseredskab til at observere og reflektere over det enkelte barns forudsætninger og handlemønstre i forskellige sammenhænge.

- Det, vi besluttede, var at arbejde med en positiv fokusering på det enkelte barn. For Kevins vedkommende handlede det om, at han havde brug for den tætte involvering for at opleve et voksent menneske, han kunne stole på, opleve, at voksne kan ville én det godt, fortæller undervisningsleder på Skolehjemmet Jens Dall-Hansen.

Mønsterbrydning

Lærerne hørte om forskning i mønsterbrydning og om, hvor lidt der somme tider skal til - en nabo, der byder indenfor på kaffe og kage, kan betyde, at et barns syn på voksne bliver grundlæggende forandret.

- Vi har nok været bange for, hvor dybt vi skulle involvere os, fortæller Jens Ove Dalby. Han var i folkeskolen i 14 år, før han kom til Skolehjemmet, og han følte ikke selv, at han tog børnenes problemer med hjem. Men hans kone kunne mærke, at han blev mere irritabel. Blandt andet for at undgå, at lærerne gør børnenes problemer til deres egne, superviserer de hinanden og hjælper med at få ord på, hvorfor en god udvikling hos et barn måske pludselig går i stå.

- Det handler om at være såægte som overhovedet muligt, men stadig være professionel, mener Jens Ove Dalby. Han forsøger altid at være personen Jens Ove i sit samvær med skolehjemseleverne, men det er ikke altid lige let at finde grænserne. Et andet af de tre børn, som blev valgt særligt ud i det projekt, skolen gennemførte sammen med Jørn Nielsen, blomstrede utroligt op, når han var sammen med yngre piger. Derfor tog lærerne ham med hjem, hvor han straks gik ind i en storebrorrolle over for lærernes børn - til stor gavn for ham og børnene.

Men det blev svært for læreren, for hvordan skulle det stoppe igen? Det blev vigtigt, at han kun måtte komme på de aftalte dage i det aftalte tidsrum, og til alt held stoppede drengen det selv på et tidspunkt ved at sige, at han hellere ville med de andre elever i Bilka. Der blev holdt en lille afskedsfest i lærerens hjem, som sluttede det godt af for begge parter. Men balancen er svær.

Det virker

Når skolehjemmet alligevel efter forsøgsperioden med særlig kontakt til tre børn holder fast ved at bruge personlig evaluering som værktøj, er det, fordi det virker. Skolens lærere er vant til at vurdere, hvilke behov det enkelte barn har, men denne gang forsøgte de at trænge et lag dybere ned - hvad var baggrunden for de forskellige behov? For Kevins vedkommende var det behovet for tillid til voksne, for et andet et behov for tro på eget værd. Og det viste sig, at efterhånden som de behov blev dækket og det mål nået, så skete der helt automatisk en udvikling på alle de andre punkter.

- Vi kan ikke komme i dybden på den måde med alle børn, men vi er blevet klogere på processen. Tidligere måtte vi ofte fastholde Kevin, fordi han var til fare for sig selv og især for andre. Det er vi næsten aldrig nødt til mere, fortæller Jens Dall-Hansen og Jens Ove Dalby.

Det kan med andre ord betale sig at involvere sig personligt, at ofre ekstra tid på kontakt med det enkelte barn, splitte grupperne op - for det giver så grundlæggende forbedringer, at barnet udvikler sig på en række forskellige punkter. Og der var ikke nævneværdige problemer med jalousi fra de andre elevers side, den særlige fokusering på tre elever blev derimod anledning til mange samtaler om forskelle og fællesskab.