Sommeren 1992 erklærede daværende undervisningsminister Bertel Haarder, at der skulle 'mere åndsliv' ind i skolen, det vil sige 'danskernes fælles kulturelle erfaringer'. I samme åndedræt nedsatte han det såkaldte kanon-udvalg, som skulle finde frem til, hvilke forfattere der skulle læses i folkeskole og gymnasium, og hvordan det skulle gøres.

Protesterne mod udarbejdelsen af sådanne lister over værker og forfattere var stor, og der blev talt om både 'dødslister', 'tvangslister' og 'litterær nationalisme'.

Da udvalgets rapport forelå i 1994, indeholdt den nok lister over forfattere og værker til brug i gymnasiet, men det blev samtidig understreget, at det var den enkelte lærer, som måtte udforme sin egen kanon. For folkeskolens vedkommende blev det blot til en opfordring om at læse god litteratur, ogsåældre litteratur.

Samme år blev det i det nye formål og de centrale kundskabs- og færdighedsområder for faget dansk præciseret, at den ældre litteratur skulle spille en vigtig rolle og i øvrigt ses i en litteraturhistorisk sammenhæng. Men heller ikke her eller i den efterfølgende undervisningsvejledning blev forfattere nævnt ved navn. Der var i læseplansudvalget betydelig modstand mod at medvirke til en kanonisering.

Hvor står vi nu?

Hvor står vi så nu? Hvad læses der i skolen, og hvilken rolle spiller den ældre litteratur?

Går vi et øjeblik tilbage til 1970, så ved vi, at de oftest forekommende forfatterskaber i de ældste klassers læsebøger - nævnt i rækkefølge - var: Johs. V. Jensen, St. St. Blicher, H.C. Andersen, Martin A. Hansen, folkeviserne, Tom Kristensen, Henrik Pontoppidan, Frank Jæger, Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, Holger Drachmann og N.F.S. Grundtvig.

Interessant ved denne liste er, at den - når man ser bort fra nogle få dengang nyere forfatterskaber - er næsten identisk med listen over de mest læste forfattere i første halvdel af århundredet. Selvom der heller ikke dengang var nogen officiel kanon, så var der en uofficiel - og meget levedygtig!

Siden da har anden litteratur indtaget en mere og mere fremtrædende plads i dansktimerne, ikke mindst børne- og ungdomslitteraturen, og især i form af bøger læst i klassesæt. Men også læsebøgernes tekstudvalg har ændret sig. Nyere litteratur er kommet til, ofte ordnet i emner og temaer, og den ældre litteratur er blevet integreret i tekstmassen gennem netop emne- og temamæssig tilknytning til nyere litteratur.

Interessant er det at se, hvilke forfattere der så dominerer de i dag mest udbredte læsebogssystemer, som - i parantes bemærket - de fleste dansklærere stadig bruger, om end mere varieret end tidligere.

Ses der på de i dag mest udbredte læsebogssystemer på 8.-9. klassetrin viser det sig, at nok ser hitlisten i dag noget anderledes ud end i 1970 og første halvdel af århundredet, men de store klassikere er der endnu. St. St. Blicher, H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan, folkeviserne, N.F.S. Grundtvig, J.P. Jacobsen og Adam Oehlenschläger optræder således blandt de 20 oftest forekommende.

Det fælles gods

Vi kommer med andre ord ikke uden om den forkætrede kanon; den er der som 'fælles gods' for nu at bruge af Bertel Haarders ord fra 1992. Der er forfatterskaber og enkeltværker, som vi mener, eleverne bør have mødt, også i folkeskolen, og også selvom en stor del af eleverne senere vil møde dem i de gymnasiale uddannelser.

En ny undersøgelse af læreres holdning til brug af ældre litteratur i skolen - gennemført af Lars Handesten på Danmarks Lærerhøjskole og netop offentliggjort i 'Litteraturens byrde' (Roskilde Universitetsforlag) - viser, at de fleste er enige med læsebogsredaktørerne og forfatterne til læseplanerne. Der skal læses ældre litteratur og også en ganske bestemt ældre litteratur.

Over for denne udbredte velvilje står imidlertid en lige så udbredt modvilje, viser samme undersøgelse. Det er en modvilje, som udspringer af, at arbejdet med denne ældre litteratur, især når den ses i en litteraturhistorisk sammenhæng, langt fra altid kan karakteriseres som nogen succespædagogik. Teksterne opleves af eleverne som svære og fremmedartede, hvad de indimellem faktisk også er. Ikke alene optræder der helt ukendte ord; selv velkendte ord har andre betydninger og indgår i en helt anden forestillingsverden.

Når det langtfra altid fungerer, og når den ældre litteratur indimellem ender som pligtstof, så er der mange forklaringer på det.

Én forklaring er, at vi starter for sent; der skal læses ældre litteratur fra 1. klassetrin - vel at mærke med en bevidsthed om, at det er ældre litteratur, der nu arbejdes med. For den ældre litteratur er der jo, blandt andet H.C. Andersens eventyr og Ingemanns morgensange.

En anden forklaring er, at vi i alt for høj grad læser en ældre voksenlitteratur, som blot gør det endnu sværere. Sagen er, at der findes en del ældre børne- og ungdomslitteratur, som er meget lettere at læse, fordi den er skrevet for et yngre publikum, og som kan medvirke til at gøre eleverne fortrolige med det uvante sprog. Tilmed er teksterne tit ganske korte: eventyr, digte, moralske fortællinger.

En tredje forklaring er, at vi langtfra altid gør os klart, hvad det egentlig er, vi vil, når vi arbejder med ældre litteratur. Hvad er det egentlig, eleverne skal møde? En fremmed forestillingsverden? Det danske sprog, når det er bedst? Eller en kulturarv, som vi er nødt til at kende for at forstå os selv som historiske væsener - og for at kunne opleve og samtale med andre?

De udødelige

Hvordan kan det for eksempel være, at en teenager, som netop har været inde og se filmen 'Romeo og Julie', kan samtale herom med en voksen, som aldrig har set den? Og hvordan kan det være, at eleverne kan digte videre på visse typer af historier, når blot de får begyndelsen, for eksempel den om manden, som forliser med sit skib og alene redder sig ind på land? Vi kan putte ord herpå og tale om intertekstualitet og kulturel integration. Men først og fremmest handler det om at kunne føre en samtale med andre end en snæver gruppe af jævnaldrende.

Og lige præcis derfor behøver vi måske ikke altid møde de store litterære klassikere gennem selvlæsning. Måske kan vi få dem læst højt eller blot genfortalt? Og måske kan også filmatiseringer og endog tegneserieudgaver bruges - der udkom engang i Danmark ikke mindre end 227 'Illustrerede Klassikere', som mødtes med foragt. Jeg vedkender mig gerne, at der er en del af de store klassikere, jeg kun kender herfra, og at jeg er glad for, at jeg dog kender dem.

Det er nemlig ikke kun originalværkerne selv i deres originalitet, som er pointen i arbejdet med klassikerne; det er også handlingen, temaet og motivet og - ikke mindst - personerne.

Forfatteren Soya havde allerede i 1952, tre år før 'Illustrerede Klassikere' nummer 1 udkom, fat i denne særlige pointe. I sin fortælling 'De udødelige' lader han læseren opleve en generalforsamling i foreningen Organisationen af Litteraturens Udødelige Figurer. Her siger en af personerne:

'Historier er forgængelige. Forgængelige fordi fortællemåder foældes; fordi ord slides, skifter betydning; fordi opfattelsen af hvad der er morsomt, sørgeligt, spændende ændrer sig. Det eneste der består i litteraturen, det er nogle ganske få figurer - skabt i et lykkeligt øjeblik af en digterisk fantasi.'

Det er nok begge dele, vi skal. Det vil sige læse den ældre litteratur blandt andet for at møde sproget og forestillingsverdenen og for at stå over for det originale, selve værket. Men også- det gælder nok især de større romanværker og den store dramatik - blot møde de kendte litterære figurer, bedst måske gennem lærerens genfortælling krydret med markante citater.

Torben Weinreich er forfatter, ph.d. og lektor ved Danmarks Lærerhøjskole. Han skriver fast for Folkeskolen

Nedenstående forfattere er de oftest forekommende i de mest udbredte læsebøger for 8.-9. klassetrin, opstillet i rækkefølge:

Benny Andersen

St. St. Blicher

H.C. Andersen

Tove Ditlevsen

Jeppe Aakjær

Gustav Munch-Petersen

Karen Blixen

B.S. Ingemann

Klaus Rifbjerg

Henrik Pontoppidan

Halfdan Rasmussen

folkeviserne

N.F.S. Grundtvig

Johs. V. Jensen

Martin Andersen Nexø

Jens August Schade

Anders Bodelsen

Cecil Bødker

folkeeventyr

Piet Hein

J.P. Jacobsen

Adam Oehlenschläger

Vagn Steen

fra Lars Handesten, 'Litteraturens byrde' (Roskilde Universitetsforlag)