Bevidning i børnehøjde

Af Lisbeth Ravn Friis, skolelærer siden 2003, narrativ terapeut

Eksamensbeviset er for de fleste elever noget, der virkelig betyder noget. Det røber, hvor flittigt man har studeret, og det afslører sort på hvidt, hvor meget man var i stand til at præstere. I medierne taler man om 12-talspiger. En karakterrytter er et alment begreb. Som lærer er det svært at undgå at bemærke presset i klasselokalet, som eleverne mere eller mindre bevidst pålægger hinanden. Måske er vi som lærere selv med til at øge dette pres?

Kunne det ikke være befriende med en opmærksomhed på noget, som vores elever også indeholder. For hvor er det papir fra skolen, der fortæller noget om, hvordan man har udviklet sig som menneske og som klassekammerat? Som minder vores unge om, hvordan man var en ven? Hvordan man bidrog til klassens gode stemning og hvordan man havde betydning for andre?

Vores karakterblade og eksamensbeviser fortæller vores elever, hvad de fagligt har opnået. Men det siger ikke noget om, hvad der gør dem særlige som individer.

Hvad med at lægge et bevidningsbrev med ned i konvolutten?

------------------------------------------------------

Sommerferien nærmede sig i 6.a og tiden med min klasse lakkede mod enden. Efter sommerferien ville eleverne ikke længere være klassekammerater. I skolens overbygning skulle de starte i nye klasser. Det vakte bekymring hos flere af eleverne: Hvordan bliver min nye rolle i min nye klasse? Kommer de andre til at gide at være sammen med mig, ligesom mine gamle klassekammerater gjorde? Bliver jeg en del af et fællesskab, ligesom jeg er i 6.a – og hvad har jeg overhovedet at byde ind med?

Når jeg som klasselærer har afrundet mine tidligere klasser, gav jeg gerne eleverne nogle velvalgte ord med på vejen. Det var jeg i hvert fald helt overbevist om, at de var. Velvalgte. Jeg beskrev deres forcer og udfordringer, som jeg så dem. Stort set i en enetale fra min side. Spækket med ros og med konstruktive anbefalinger ud fra skolens værdibegreber. Jeg sad med alle svarene. Guidede eleverne mod den helt rigtige vej. Sådan som vi så den som skole.

Nu var der i mellemtiden sket dét, at jeg var startet på mit studie til narrativ psykoterapeut. Jeg havde lært begrebet ”bevidning” at kende. Det forstyrrede mig pludselig i min idé om, hvordan jeg skulle sende mine elever bedst videre.

”Vores identitet skabes ad omvejen om den anden”

Vi formes af det, der er omkring os. Vi har brug for vidner i vores liv. Bevidning handler om at se sig selv gennem den andens blik.

Michael White var en af den narrative metodes grundlæggere. Han var inspireret af kulturantropologen Barbara Meyerhoffs studier af en gruppe ældre jøder i Venice i Los Angeles, som var efterkommere af slægtninge, som for en stor dels vedkommende var omkommet under 2. verdenskrig. En af Meyerhoffs pointer var, at disse mennesker kæmpede imod usynlighed. Michael White udviklede metoden Bevidning med inspiration fra Meyerhoffs identitetsprojekt. Han så det som en praksis, hvor vi kan gøre andre mennesker synlige i fællesskabet. Vi har som mennesker brug for bekræftelse for at leve et liv. At blive overset og isoleret er ødelæggende for enhver. Meyerhoff sagde: ”Hvis ikke der er personer i vores omgivelser, der reagerer på os – hører os og responderer på vores bestræbelser, så risikerer vi at visne – og ikke bare blive usynlige for andre men også for os selv.”

Emnet optog mig. På godt og ondt. Det gjorde mig bevidst om den rolle, jeg som lærer spiller i forhold til mine elevers identitetsdannelse. Jeg er en medspiller, når jeg fortæller mine elever, hvad jeg oplever, de siger og gør som vigtige klassekammerater.  Men det har konsekvenser for dem, når vi på et lærerværelse bekræfter hinanden i, hvor langt ”uden for pædagogisk rækkevidde” vores elever kan være.

I 6.a gik Lukas eksempelvis. Da Lukas startede på skolen i 2. klasse blev han ofte vred på sine klassekammerater. Han havde et voldsomt sprogbrug og truede med at ville ”splitte skolen ad”. Som ny klasselærer, blev jeg sat godt ind i Lukas’ typiske adfærd. Fortællingen levede videre i årene, der fulgte. Lukas’ vrede og trodsighed var et dominerende tema på møder med hans forældre. Forældrene var frustrerede og vendte problematikken indad. De supplerede med eksempler på raseriudbrud hjemme.

Når Lukas’ nye faglærere henvendte sig med spørgsmål om, hvorfor de mon havde det svært i deres relation til Lukas, blev de samme historier gentaget. ”Lukas har altid haft det svært med nye relationer”. ”Lukas var meget vred som yngre og har haft svært ved at slippe sin vrede og komme videre. Det kan stadig vi stadig mærke en gang imellem”. ”Det skal du ikke tage personligt – sådan har Lukas altid haft det med matematiklærere. Han kan simpelthen ikke fordrage matematik!” Det var primært de udsagn, der blev videregivet. Det var eksempler, der understøttede fortællingens plot om, at Lukas var svær for læreren at omgås. At trodsigheden var Lukas’ typiske adfærd. Og den trodsighed gav vi lærere meget lys.

Men vi kunne have talt om hans pragtfulde sans for humor, som også var en del af hans personlighed. Og vi kunne have haft blik for hans dybde og intellekt i denne kontekst også. Jeg kunne også have fortalt om den umiddelbare tillid, han viste, i relationer hvor han var tryg. Men det lå ikke lige for.

Og det store spørgsmål, jeg nu er efterladt med: Hvordan kunne Lukas blive i stand til at se sig selv anderledes? Hvordan kunne det være muligt for ham at bryde med vreden og trodsigheden i skolen, når hans lærere ikke italesatte endsige forventede andet af ham og hans adfærd end netop dét?

Mine 6. klasses elever, var nu på vej i hver deres retning. Fortvivlede over om de nu ville falde godt til blandt nye klassekammerater. Jeg ønskede at afprøve, hvorvidt begrebet Bevidning fra den narrative terapi kunne bidrage til at styrke deres identitet. Hvad kan eleverne fortælle til og om hinanden, og hvilke historier kan de få til at gro, som den enkelte ikke selv er bevidst om?

Hvad kan bevidning? Er bevidning ikke bare anerkendelse eller ros?

Grundtanken i bevidning er, at identitet skabes og opretholdes ved at vidner i menneskers liv giver bekræftende respons. Bevidning er en identitetsskabende handling. Dens effekt er, at personen, man er vidne til, føler sig set og genkendt. I en bevidnende respons sætter man den anden i centrum. Man skal ikke definere og fortolke. Ikke tilføje noget men blot lade sig inspirere.

Når en ny og foretrukken fortælling dukker op i en bevidnende respons, er det vigtigt, at personen har mulighed for at holde fast i den og bevare kontakten med den. En måde er at invitere vidner, der kan være publikum, når den nye historie fortælles. I bevidning er det altafgørende, at personen kan genkende sig selv i det sagte.

Som lærer er man måske vant til at bruge ”Den varme stol” eller ”Rosestolen” i sin klasse. ”Du har en lækker tøjstil.” ”Du er megagod til fodbold.” ”Du er en god ven.” Disse søde ord er komplimenter fra klassekammerater, som helt sikkert er dejlige at modtage. De varmer et øjeblik, men måske farer de også hurtigt forbi. Las os dvæle lidt ved det. Hvorfor er han en god ven? Prøv at lade eleverne komme med helt konkrete eksempler. Lad dem beskrive situationer i detaljer, hvor man har oplevet klassekammeraten sige eller gøre noget, som man særligt har hæftet sig ved eller sat pris på. Lad dem også fortælle, hvorfor man satte pris på det, klassekammeraten sagde eller gjorde. Hvad satte det i gang? I disse beskrevne situationer har personen i stolen mulighed for nærmere at genkende sig selv. Bevidning handler ikke om at rose eller evaluere: ”Det var flot, at du kunne det”. Det handler om, at personen føler sig genkendt. At opdage karaktertræk ved sig selv, som har haft betydning for andre. At personen får nye foretrukne erfaringer omkring sig selv ad omvejen om den anden.

En idé tog form! 6.a skulle skrive bevidningsbreve til hinanden som et afsluttende forløb på årene de havde haft sammen i indskolingen og på mellemtrinnet. Brevene skulle de læse op en juniaften med deres forældre som vidner.

Brevene blev til:

”Hvorfor sætter du pris på den handling?”, ”Hvad er du blevet mindet om i dit eget liv efter at have oplevet dette fra din klassekammerat?”, ”Hvilke historier eller episoder kommer du til at tænke på fra dit eget liv?”, ”Hvad tror du, er vigtigt for din klassekammerat – og hvad er vigtigt for dig?”, ”Hvad tager du med dig – hvordan kan du bruge det videre i dit liv?”

Dette var blot nogle af de spørgsmål, som 6.a skulle reflektere over, inden de skulle i gang med deres breve. De sidste to spørgsmål lod især til at igangsætte deres tankevirksomhed. De stod over for et opbrud. De var bogstaveligt talt på vej væk fra hinanden. Tanker om hvad de kunne tage med sig i nye relationer, var helt aktuelle.

Eleverne fik en såkaldt opskrift af mig, som de skulle tage udgangspunkt i, når brevene skulle skrives. Vi navngav forløbet ”Tak for dig-breve”. Opskriften endte med at lyde sådan hér:

Kære ____________

Kort indledning 

Hvad har du oplevet din klassekammerat gøre eller sige, som du sætter pris på? Kom meget gerne med et godt eksempel eller flere. Fortæl gerne en situation. 

Kan du finde en metafor for dette? Et billede, en sang eller måske en film, der symboliserer det, du oplevede fra din klassekammerat?

Hvorfor sætter du pris på dette? Hvilke tanker sætter det i gang i dit eget liv?

Hvor bringer det dig hen? Hvad tager du med dig efter at have oplevet dette fra din klassekammerat?

Afrunding 

Tak for dig,________!

Kærlig hilsen ____________

En foretrukken fortælling om Bertil

I 6.a gik Bertil, som var lidt af en enspænder. Han skilte sig ud fra de øvrige drenge, da han slet ikke interesserede sig for computerspil. Han var heller ikke en del af klassens snapchat-gruppe, for skærme var for ham lig med spild af tid. Bertil nød derimod at bruge sine hænder og at være aktiv i naturen. Hvilket ikke var hot i drengenes typiske samtaleemner. At Bertil skilte sig ud fra de andre drenge, var efterhånden en fortælling om ham, som havde fået meget lys. Bertil var i bund og grund vellidt. Han var en behagelig fyr at omgås, men han var på det sidste blevet noget ensom i fællesskabet. Problemstillingen var blevet vendt i klassen og med hans forældre.

I bevidningsbrevene, som blev læst højt den juniaften på en scene i skolens gymnastiksal, var det pludselig en anden fortælling, der trådte frem. Foran scenen sad eleverne i 6.a. Bagerst i salen sad klassens forældre og lærere.

Dette er et uddrag af Lasses brev til Bertil, som jeg har fået lov at dele: ”Jeg sætter pris på, at du altid er positiv og fantasifuld. Tak fordi du altid udfordrer mig til alle mulige ting, som du synes er sjovt. Nu er jeg vild med paintball, og jeg har tænkt mig at gå til det på et tidspunkt.”

”Når jeg tænker på dig, så tænker jeg på den gang vi gik i naturen ude hos dig. Vi gik på stranden og i skoven. Der hørte vi musik og den samme musik hører jeg lige nu, for det minder mig om dig og den dag. Det var en glad og sjov dag fordi at du gjorde den sjov og det kan du gøre ved næsten alt, og det tror jeg har ændret noget i mig.” 

Bertils fortælling om at være ”den skærmløse enspænder” havde nu ingen plads.

At sidde i træet sammen med dig:

Kære Alexander.                                                                                                          

Jeg kan huske dengang, hvor jeg var rigtig ked af det og sur på nogle af de ældre børn fra vores gamle skole. Så jeg valgte at blive udenfor, i stedet for at gå ind efter frikvarteret, alle var indenfor lige ud over mig, så du løb bare tilbage til skolegården, og fandt mig med det samme, for du vidste jo selvfølgelig godt, hvor jeg var. Jeg var da selvfølgelig kravlet op i vores yndlingsgemmested, et 5 meter højt træ. Der sad jeg - lille Jannick bare oppe i og kedede sig. 

 Så kom du og spurgte, om jeg ville med ind, og jeg sagde med det samme nej. Så spurgte du, hvorfor jeg var ked af det. Jeg svarede, at de store havde irriteret mig. Så spurgte du: “Må jeg godt komme med op til dig?”, og jeg svarede ja. Så der sad vi cirka 2 timer - bare og ventede på at nogle ville se os.  

Jeg synes, det var helt utroligt, at lige meget hvad der var sket, ville du hjælpe mig. Jeg har altid vidst at hvis jeg var ked af det ville du gøre alt, for at få mig til at få det godt igen.

Jeg vil tage alt din venlige og hjælpsomme måde at være på med mig i livet, og jeg ved at selvom at du og jeg ikke skal i samme klasse, vil vi stadig være venner. 

Tak for dig, Alexander -

Kærlig hilsen Jannick. 

I Jannicks brev er der et klart billede af, at Alexander er en kammerat der er i stand til at sætte sin ven i træet før alt andet. En dreng der viser stor omsorg. Men brevet fortæller samtidig os alle, hvad der også er vigtigt for Jannick. Det er ham, der har blik for Alexanders store empati, og som vælger at fortælle os om det. Jannicks rolle i klassen som én af hårde bananer forsvandt i det øjeblik.

Efter vores specielle aften i 6.a har jeg fået spændende respons fra elevernes forældre. Mit mål var, at eleverne fik en righoldig fortælling om sig selv, som indeholdt meget mere end blot de gængse fortællinger om at være ”den stille pige”, ”klassens klovn”, ”den populære”, ”den kloge” etc. En mere foretrukken fortælling, som de kunne tage med sig i nye fællesskaber og videre ud i livet. Men det viste sig, det ikke blot var det skrevne ord, der brændte sig fast i os alle.

”Jeg anede slet ikke, min søn kunne udtrykke sig sådan! At kunne reflektere over sine klassekammerater på den måde og at kunne dele det med alle os!”, sagde en forælder, som havde en søn, der gennem årene havde vist sig som en stille og lidt tilbageholden dreng.

Hver elev gik hjem med fire bevidningsbreve i en kuvert. Tre fra klassekammerater og ét fra mig.

Mit håb er, at denne kuvert fra tid til anden vil minde mine elever om, at de er så meget mere end blot de karakterer, der er listet op på deres eksamensbevis. Som lærere ønsker vi for vores elever, at de er i stand til at præstere fagligt. At arbejde med elevernes trivsel som bevidningen eksempelvis kan, har en foretrukken effekt. Jeg vil vove at påstå, at elever, som er i god trivsel og som er i god kontakt med sig selv, netop er i stand til at yde deres bedste i undervisningen og ved det grønne bord.

Hvordan og på hvilke klassetrin kan bevidning bruges?

Bevidningsbrevene er oplagte, når en klasse skal opløses på et givent klassetrin. Klassekammerater på mellemtrinnet og i overbygningen kan også skrive bevidningsbreve, hvis en elev skal flytte skole. Der kan laves en afskedsseance i klasseværelset, hvor brevene læses op og senere skal de foræres til eleven. Elevens forældre kan deltage.

Jeg har som faglærer arbejdet med bevidningsbreve i engelskundervisningen i overbygningen.

Bevidningsbegrebet i sig selv kan bruges når som helst. Når man har trivselstimer i sin klasse kan man indlede timen med at stille spørgsmålet: ”Hvad har I oplevet i denne uge, som en klassekammerat har sagt eller gjort, som du satte pris på?” Bed eleven beskrive situationen nært. Lad derefter eleven sætte ord på, hvorfor hun satte pris på det gjorte/sagte fra sin klassekammerat.

Det handler om at have øje for, at vi skaber rammer, så børn opdager meget mere i sig selv, end blot hvad de fagligt kan præstere.

En aktivitet kunne også være at skrive bevidningsbreve til sine kolleger. En pædagogisk dag med en workshop eksempelvis, hvor man minder hinanden om på lærerværelset – eller på enhver anden arbejdsplads, hvad man sætter pris på hos hinanden – fagligt såvel som personligt.

Vil du vide mere om Bevidning og om narrativ terapi, er der bl.a. spændende litteratur at hente hér:

Morgan, Alice (2000): Narrative Samtaler. Hans Reitzels Forlag

Holmgren, Anette (2008): Terapi Fortællinger. Dansk Psykologisk Forlag

Holmgren, Anette (2010): Fra Terapi til Pædagogik. Hans Reitzels Forlag

Holmgren, Anette & Nevers, Martin (2012): Narrativ Praksis i Skolen. Hans Reitzels Forlag

White, Michael (2006): Narrativ teori. Hans Reitzels Forlag