Forskning Karakterer
1   26

Præstationskulturen har overtaget skolen

Flere og flere elever mistrives i skolen, og det skyldes ikke mindst en forventning om, at de konstant skal præstere, skriver to pædagogiske forskere i en ny bog. Skolen skal blive bedre til at skabe frirum og give elever plads til at fejle, lyder deres råd.

Mere end 75.000 elever havde i skoleåret 2018/2019 et fravær på mere end 20 skoledage.

46 procent af alle piger på 19 år har på et tidspunkt i deres liv modtaget psykologhjælp, hvilket er en stigning fra 30 procent siden 2009.

Artiklen fortsætter under banneret

Knap hver tredje henvendelse til BørneTelefonen er fra et barn eller ung med ondt i psyken.

Det ser skidt ud, men det handler ikke om, at nutidens børn og unge klynker eller er mindre robuste end tidligere, mener Anders Petersen, lektor i sociologi på Aalborg Universitet, og Søren Christian Krogh, ph.d.-studerende samme sted.

De er forfattere til bogen "Præstationskultur", som er udgivet af Aarhus Universitetsforlag i samarbejde med Danmarks Lærerforening. Her argumenterer de for, at samfundet er gennemsyret af netop præstationskultur, og at denne kultur må tages til indtægt, når årsagerne til mistrivsel blandt skoleelever skal findes.

"Præstationskulturen er opstået i anden halvdel af det 20. århundrede som en reaktion på et samfund, der producerede mennesker, som indordnede sig", siger Anders Petersen.

"Det mest almindelige før præstationskulturen var, at man indordnede sig under de eksisterende sociale hierarkier og fulgte den retning, som blev udstukket af andre. For eksempel fulgte i sin fars fodspor uden store overvejelser. Sådan er det ikke længere".

"Præstationskulturen og -samfundet startede som et frigørelsesprojekt", supplerer Søren Christian Krogh. "Det var et tiltrængt opgør med lydighedssamfundet, men det er kammet over".

Præstationskulturen har ifølge forfatterne koloniseret alle dele af vores samfund, og det konstante krav om at præstere skaber stress og mistrivsel. Ikke mindst blandt børn og unge.

GRATIS BOG

"Præstationskultur" er skrevet af Anders Petersen og Søren Christian Krogh. Bogen er en del af Aarhus Universitetsforlags serie "Pædagogisk rækkevidde", som er støttet af Danmarks Lærerforening.

Medlemmer af DLF kan hente bogen som e-bog og/eller lydbog via dlf.org - Min side. Hvis det giver problemer, kan man ringe til DLF på telefon 33 69 63 00. DLF's medlemmer kan også købe den indbundne bog til specialpris på forlagets hjemmeside.

Læs anmeldelsen på folkeskolen.dk: 

Jeg ønsker denne bog et langt liv og mange læsere 

Præstationer i sig selv er ikke problemet

Skolen er en del af præstationskulturen, og præstationskulturen er en del af skolen, understreger de to forfattere.

Ikke kun fordi krav om konstant præstation er allestedsnærværende i det moderne samfund, men også fordi skolen både er og bør være et sted, hvor elever præsterer og bliver belønnet for det.

"Det er ikke præstationerne i sig selv, der er problemet, det er forvaltningen af præstationskravet", siger Anders Petersen.

"Præstationskulturen er institutionaliseret, så præstationerne skal måles efter en bestemt alen - for eksempel i forhold til nationale test. Derfor forvaltes præstationerne også herefter, og det bliver vanskeligt at anerkende og honorere andre præstationsformer.

Så der bør skabes præstationsfrie rum - både fysiske og mentale - for eleverne på skolerne. De kan sagtens eksistere, samtidig med at man andre gange skal præstere - og også opleve glæden og stoltheden ved en god præstation".

Forfatterne understreger, at skoleverdenen på ingen måde alene kan dæmme op for præstationskulturen, men de mener alligevel, at skolen har en vigtig rolle at spille. Af flere årsager.

"For det første fordi trivsel er en forudsætning for læring", siger Søren Christian Krogh.

"Præstationskultur er en stærkt medvirkende årsag til mistrivsel, og derfor hæmmer den læringen. Derudover ser vi elever, som udvikler en defensiv præstationsstrategi, hvor de ikke tør tage chancer og begå fejl. Det er igen noget, som i virkeligheden ikke gavner læringen og dermed virker mod sin hensigt".

Skolen kan gøre en hel del

Det store spørgsmål er så, hvad den enkelte skole kan gøre for at blive en modvægt til den præstationskultur, som gennemsyrer samfundet.

For den kan gøre en del, mener forfatterne og understreger samtidig, at de ikke kan give en standardløsning, som alle klasser kan følge.

"Når det er sagt, så er der selvfølgelig nogle lavthængende frugter. Og en del, som hænger lidt højere", siger Anders Petersen. "Vi skal have en reformation, ikke en revolution. Kimen til det, der skal gøres, findes allerede i skolerne. Den skal, i gåseøjne, bare findes frem".

"En skole er sit eget økosystem, så løsningerne skal tilpasses den elevgruppe, man har", siger Søren Christian Krogh.

"Det er lærerne, som har den relationelle fornemmelse for deres elever, det er dem, der ved, hvad der skal til for at nå dem. Det er for eksempel dem, der kan vurdere, om det er hensigtsmæssigt eksplicit at italesætte præstationskulturen, eller om det er bedre at arbejde med den 'under radaren' så at sige".

Udsatte middelklassebørn

I bogen er der en overskrift, som lyder "Alle er potentielt udsatte". Det lyder meget voldsomt, og det er det også, medgiver de to forfattere. For det handler om, at mistrivsel og mentale sundhedsproblemer er gået fra primært at ramme børn af familier med for eksempel fattigdom og misbrugsproblemer til at ramme en stor gruppe middelklassebørn med resursestærke forældre, som på papiret ikke mangler noget.

"En lærer, jeg talte med i forbindelse med min forskning, sagde, at flere og flere børn i dag kommer med en instruktionsmanual", fortæller Søren Christian Krogh. "Der skal tages forskellige hensyn til dem, for de fungerer ikke i de alt for snævre rammer, som er blevet 'det normale'. Og afvigelser fra 'det normale' bliver tolket som mistrivsel".

Forfatternes forklaring på den udvikling er, at de krav og den usikkerhed, som præger præstationskulturen, rammer middelklassen også, sådan at mistrivslen og udsatheden kan siges at være blevet demokratiseret. Eleverne kan ikke leve op til forventningerne om konstant at præstere, heller ikke selv om de kommer fra velfungerende hjem og har al den opbakning, man kan håbe på.

"Den klassiske form for udsathed, der især rammer de socioøkonomisk dårligst stillede børn og unge, findes stadig", understreger Anders Petersen. "Men der er ikke blevet flere traditionelt udsatte familier i samfundet, og alligevel ser vi mere og mere psykisk mistrivsel blandt børn og unge, som kommer til udtryk i blandt andet skolevægring".

Først og fremmest skal der gøres op med forestillingen om, at mistrivsel som følge af præstationspres er et individuelt problem, som skal løses ved at gøre den enkelte elev mere robust og/eller tilbyde terapi, hvis robustheden ikke indfinder sig.

For de to forfattere mener, at skolen skal give plads til frigjorte præstationer. Det vil sige præstationer, som ikke er snævert knyttet til et bestem output.

Præstationer skal frigøres fra at blive målt og vejet

Præstationen skal have værdi i sig selv. På det konkrete plan kan det betyde, at eleverne skal fordybe sig i litteratur uden bagefter at skulle demonstrere, at de kan analysere et digt rigtigt.

Det kan være at gå en tur uden at måle puls eller tælle skridt eller at studere haletudser i et vandhul uden efterfølgende at skulle holde et oplæg om truede padder i Danmark. Det kan også være at vælge aktiviteter, som ikke er konkurrenceprægede, når undervisningen skal varieres.

"Konkurrence er et bærende element i præstationskulturen, og konkurrence deler folk op i vindere og tabere. Og taber er det værste, man kan være, i de fleste elevers øjne", siger Anders Petersen.

"Oven i det har vi en situation, hvor vinderpositionen aldrig er sikker, når den er opnået", siger Søren Christian Krogh. "Den skal konstant forsvares. Har man først fået et 12-tal i danskopgaven, bliver det et nederlag at få 7 eller endda 10 næste gang. Det er det pres, eleverne lever med".

De to forskere har ikke noget endeligt bud på, hvordan en karakterskala, som er bedre i forhold til præstationskulturen, kunne se ud.

"Problemet, som jeg ser det, er, at det i præstationskulturen meget kommer til at handle om, hvorvidt man placerer sig i toppen eller ej - altså inddelingen i vindere og tabere. Så jeg tror derfor ikke bare, at man kan ændre på karakterskalaen, og så løser man problemet", siger Søren Christian Krogh og fortsætter:

"Præstationskulturen og præstationssamfundet rækker langt ud over karakterer. Men jeg tror, at et karaktersystem, hvor man fokuserede mindre på fejl under sin begrundelse for karakteren, kunne være gavnligt. Derfor kan 12 let komme til at føles som den eneste gode karakter, der er".

Der skal også politisk handling til

Netop karakterer er sammen med test de mest synlige udtryk for præstationskulturen, og det er begrænset, hvad den enkelte lærer eller skole kan gøre ved netop dette.

Forfatterne til "Præstationskultur" understreger da også, at ansvaret for at skabe præstationsfrigørende rum ikke ligger hos den enkelte lærer, pædagog eller skoleleder. Det er selve organiseringen af skolen, der for alvor kan flytte noget, og det skal igangsættes politisk.

Det betyder dog ikke, at den enkelte voksne i skolesystemet ikke kan gøre noget overhovedet. Det kan for eksempel have stor betydning, om lærere taler eller ikke taler om, at en stil i 7. klasse er forberedelse til eksamen i 9. klasse, eller hvis de er tydelige omkring, at de skal evaluere undervisningen - ikke eleverne.

"Under mine interview med udskolingseleverne forklarede de unge, hvordan lærernes italesættelse af de nationale test var væsentligt for, hvordan testresultaterne påvirkede dem", siger Søren Christian Krogh. "Det kan afhjælpe præstationspresset noget, hvis lærerne i højere grad taler om testene som noget ufarligt. Omvendt kan testene være voldsomt stressende, når eleverne kan sammenligne sig med hele landet, eller hvis testene kommer pludseligt og uden nogen særlig opfølgning efterfølgende. Mit indtryk er klart, at lærernes tilgang til testene kan tage noget af det pres, som de kan fremprovokere".

En anden ting, som lærere og skoler kan sætte i værk, er forskellige "ung til yngre"-tiltag, fortæller Søren Christian Krogh.

"Når jeg har talt med elever i forbindelse med min forskning, så efterspørger de, at deres problemer bliver italesat, for eksempel i forbindelse med sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Vi kan se, at det potentielt har stor positiv indflydelse på deres trivsel og selvopfattelse, at en lidt ældre ung taler med dem om de forventninger, de har til sig selv, og de forestillinger, de gør sig om deres fremtid. De bærer rundt på en tanke om, at det er deres egen skyld, hvis alt, de gør, ikke lykkes til perfektion, og den tanke skaber mistrivsel. Det er befriende at høre andre på nogenlunde deres egen alder tale om, at det nok skal gå, selv om alt ikke går op".

Kilder: Børns Vilkårs rapport "Skolens tomme stole", 2020. Vive's nye undersøgelse "Børn og unge i Danmark - Velfærd og trivsel 2018".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ