Debat

Danmarks Lærerforening har brug for din stillingtagen til OK21!

Måske er du en af de lærere, der synes det virker uoverskueligt at skulle tage stilling til overenskomstforlig og andre fagpolitiske emner. Du har min fulde forståelse, men ikke desto mindre har fællesskabet i den grad brug for at du og alle andre medlemmer tager stilling. Jeg har taget stilling og har stemt Ja.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Svært, kedeligt og vigtigt

For nylig hørte jeg Filosoffen Vincent Hendricks udtale sig i P1 om politik. Han sagde, at politik generelt er svært at formidle, fordi det er ”kedeligt, svært og vigtigt”. Dette er måske sat på spidsen, men ikke desto mindre tænker jeg, at Hendricks har en pointe.  Politik, og ikke mindst fagpolitik, og overenskomstforhandlinger handler om komplekse dilemmaer, fordeling af ressourcer og svære kompromisser. Ligesom der i politiske og demokratiske processer ofte indgår svære forhandlinger.

Overenskomstforhandlinger er altså en svær størrelse at gøre nærværende og interessante for medlemmerne af fagforeninger landet over. Det er derfor ligeledes svært for det menige medlem i en travl hverdag at skulle sætte sig grundigt ind i de komplicerede forhandlinger og resultaterne heraf.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg er måske ovenikøbet af den overbevisning, at man skal være en smule nørdet for at mønstre energien og afsætte tiden, der skal til for at sætte sig grundigt ind i overenskomstkrav, forhandlingsfællesskaber, baggrundstæppe for forhandlinger, forhandlingsresultater med mere, som det ofte kræver når man skal tage stilling til et overenskomstforlig. 

Spørg og lyt til en fagforeningsnørd

Som helt almindeligt medlem af Danmarks Lærerforening behøver man måske heller ikke at bruge mange timer og ressourcer på at tage stilling. Men, hvad man bør gøre som medlem er at afgive sin stemme. En stemme der af gode grunde ikke kan være blank, men tydeligt er et ja eller nej. 

Det er afgørende for styrken i kollektivet, aftalesystemet og Den Danske Model, at medlemmerne i meget høj grad deltager i afstemninger om overenskomster. Specielt i disse år hvor Den Danske Model er under pres, med blandt andet fald i organiserede og et stigende uorganiseret arbejdsmarked hvor arbejdstagere møder urimelige vilkår. Se bare på sager som Ryan Air og Wolt hvor medarbejdere mister helt basale rettigheder.

For at afgive sin stemme behøver man blot at spørge for at blive klogere og lytte til, hvad nogen af nørderne, der har sat sig ind i de komplicerede forhandlinger og resultater anbefaler. Ligesom det også er en god ide at have få enkle egne principper. Jeg har selv det princip at reallønnen skal sikres, samt at øvrige vilkår generelt ikke må forringes.  Når det gælder om at lytte til en anbefaling af et overenskomstforlig, er det naturligvis afgørende at lytte til en overenskomstnørd man har tillid til og umiddelbart deler politiske værdier med. 

Min anbefaling

Hvad angår OK21 har jeg stemt ja og anbefaler alle medlemmer at gøre det samme. Min primære grund til at stemme ja, er, at det på trods af coronakrisen er lykkedes at sikre reallønnen de kommende tre år og en bevarelse af reguleringsordningen, der sikrer parallel lønudvikling mellem det offentlige og private arbejdsmarked. Derudover er det vigtigt at lærerne forud for forhandlingerne om OK21, med indgåelse af A20 igen har aftalte vilkår for arbejdstid. Et ja til OK21 er dermed også et endegyldigt farvel til Lov 409. Der er også små forbedringer af vilkår i forliget og her glæder jeg mig over forlængelse af sorgorloven ved eget barns dødsfald fra 14 til 26 uger. Det er heldigvis noget, der berører meget få medlemmer, men til gengæld af stor betydning for de få, som kommer til at stå i den ulykkelige situation.

Der er også ting som jeg ikke er specielt begejstret for ved forliget. Det ærgrer mig meget at Danmarks Lærerforenings krav om bedre vilkår for tillidsrepræsentanter ikke blev tilgodeset. Til gengæld glæder jeg mig over at mange af KL’s krav, som for eksempel kravet om flere pædagoger i den fagopdelt undervisning ikke kom med. 

Hermed er min opfordring givet til alle medlemmer af Danmarks Lærerforening inden mandag d. 19. april om at gøre det vigtige og tage stilling til OK21, også selvom fagpolitik kan være kedeligt og svært. Og husk nu, at spørge en tillidsrepræsentant eller et medlem af kredsen, hvis du ønsker at blive klogere på Ok-forliget og ønsker en anbefaling.

Den Danske Model har brug for din Stemme!