Eksamen i kristendomskundskab er aflyst til sommer - så nu skal der fokuseres på undervisning og indhentning af det tabte.

Religionslærerforeningens bøn om eksamen blev hørt

Religionslærerforeningens bøn blev hørt, da Folketingets partier indgik en aftale om at indskrænke eksamen til sommer. Der bliver ikke eksamen til sommer i kristendomskundskab, så nu handler det om undervisning, lyder meldingen fra religionslærernes forening.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Nu bliver det almindelig undervisning, så eleverne kan blive klædt bedst muligt på med alt det, vi mangler".

Sådan lyder det fra lærer i kristendomskundskab, Janne Skovbjerg, der desuden er faglig rådgiver for folkeskolen.dk/religion og også sidder i bestyrelsen hos Religionslærerforeningen.

Udsagnet kommer i kølvandet på den politiske beslutning om at begrænse sommerens afgangseksamen for folkeskoleelever, der som en konsekvens af aftalen kun skal op i prøverne mundtlig og skriftlig dansk samt skriftlig matematik og mundtlig engelsk til sommer.

Dermed står det klart, at Religionslærerforeningens opfordring til regeringen om at aflyse eksamen i kristendomskundskab er blevet hørt af det store politiske flertal bag den nye eksamensaftale.

"Rimelig løsning"

Janne Skovbjerg havde egentlig gjort sig til talsmand for en reduceret eksamensopgave.

"Men det var jo under forudsætning af, at vi snart kunne vende tilbage til skolen. Som omstændighederne er lige nu, synes jeg, at det her er en rimelig løsning - for det er eleverne vi skal tænke på", siger hun.

Traditionelt er der altid elever, der tager sig selv gevaldigt sammen op til en eksamen og dermed leverer en markant bedre præstation. Den mulighed går de glip af nu, påpeger Janne Skovbjerg.

"Her forestiller jeg mig umiddelbart, at jeg vil gøre det samme som sidste år, hvor eleverne fik 10 timer på klassen til en større, selvvalgt opgave, så de havde mulighed for at hæve deres standpunktskarakter. Jeg er ikke helt afklaret endnu, men jeg tror umiddelbart, at jeg vil gøre det sådan igen", siger Janne Skovbjerg.

Frygt for tab af motivation

Men hun frygter også, at den droppede eksamen til sommer kan få nogle elever til at tage lidt lettere på faget.

"Det man kan frygte er, at det bliver meget svært at motivere eleverne fortsat. Men der er også nogen, der bare vil elske at lave noget, uden at det handler om karakterer", siger hun.

Også formanden for Religionslærerforeningen, John Rydahl, er godt tilfreds med beslutningen om sommerens eksamen. Men han tør ikke afvise, at nogle skoler nu vil nedprioritere undervisningen i kristendomskundskab til fordel for fx de fag, som eleverne skal til eksamen i. Tidligere har Religionslærerforeningen fået tilbagemeldinger om skoler, der har aflyst mellem en tredjedel og en fjerdedel af religionstimerne både sidste forår og i indeværende skoleår.

Religionslærerforeningen opfordrer til at aflyse prøve til sommer 

"Jeg håber, at man nu bibeholder at give eleverne så god og bred en undervisning, som man overhovedet kan komme afsted med i forhold til de lokale forhold, der måtte spille ind. At der har været corona-restriktioner betyder jo ikke, at børnene ikke skal lære det, de skal lære i de forskellige fag", siger John Rydahl.

Heller ikke Janne Skovbjerg tør afvise, at kristendomskundskab påny vil blive ramt af nedprioritering på nogle skoler.

"Man kan da forestille sig - og jeg understreger, man kan forestille sig, for jeg siger ikke, at det bliver sådan - at man nogle steder vil sige, at nu er det ikke så nødvendigt at kigge på kristendomskundskab. Men der er jo også et stort hvis i det her. For hvad er det vi kommer tilbage til? Kører man med et fålærer-princip af hensyn til sikkerheden, så vil det jo være naturligt, at man ikke tager det her fag. Men kører man videre med fast besætning, så tror jeg, at vi får vores timer", siger hun.