Fravær
2   71

Køge vil bekæmpe elevfravær – men lærerne føler sig sat på et sidespor

I Køge har man en politik for, hvordan man vil bekæmpe elevfravær, og i foråret har en 12-personers gruppe idéudviklet på, hvordan fraværet kan begrænses. Men lærerne er ikke med til at formidle resultaterne. Det er ærgerligt, siger kredsformand.

Til november skal alle Køge Kommunes 1000 lærere, pædagoger, ledere og resursepersoner gennemføre en virtuel temadag om bekæmpelse af elevfravær på skolerne. Vejen til temadagen har blandt andet været en 12-personers tværfaglig arbejdsgruppe, som har udredt og idéudviklet på, hvordan man kan begrænse elevfravær.

Budskaberne fra gruppen er foreløbig blevet formidlet som undervisningsvideoer til lærerne på møder på skolerne i september. I videoerne fortæller elever, konsulenter, skoleleder, forskere og Køges skolechef om deres tanker om elevfravær, og hvad man kan gøre for at mindske det. Ingen lærere er med i videoerne.

Artiklen fortsætter under banneret

Det er fordi, lærernes budskaber blev samlet op på møderne, forklarer skolechef Søren Thorborg.

"De har set undervisningsfilmen, så har de diskuteret nogle ting, og så har de skulle melde ind til forskerne og til os. Vi har en hob af reaktioner fra lærerne, og de indgår i det store seminar som kommer i november", siger Søren Thorborg til folkeskolen.dk.

Fokus på fællesskabets didaktik kan bekæmpe elevfravær 

Fire budskaber går igen i undervisningsvideoen, som også er blevet delt på Facebook. Skal man bekæmpe elevfravær, skal man styrke undervisningen, så den er endnu mere fagligt spændende og elevinddragende. Man skal styrke klassens fællesskab, så en elev ved fravær oplever sig savnet. Man skal have en tidlig og målrettet indsats, hvis en elev begynder at have bekymrende fravær.

Skolechef i Køge Søren Thorborg understreger, at "hverken for styrkelsen af undervisningen eller den tidlige indsats er det den enkelte lærer, der står alene med ansvaret. Det er en opgave, teamet og skolen skal løfte i fællesskab".

Formand for lærerkredsen i Køge Pernille Nørgaard savner, at der er lærere med til at formidle budskaberne i undervisningsvideoerne.  

"Lærerne gør alt, hvad de overhovedet kan for at lave spændende undervisning. Vi har modtaget henvendelser fra lærere, der er voldsomt oprørt, fordi de føler sig udstillet. Samtlige lærere på skolerne har skullet se de her videoer, men budskaberne står uimodsagt hen, fordi der ikke er nogen lærere, der deltager".

Søren Thorborg fortæller, at der i arbejdsgruppen har været lærere med, som arbejder som resursepersoner. Han har modtaget mange positive tilbagemeldinger på forløbet, men nogle er også blevet provokeret. 

"De synes, det er spændende. At der er gode vinkler,. De hører elever sige noget, som kommer bag på dem og i nogle tilfælde provokerer dem lidt", siger han og understreger, at indsatsen ikke er en kritik af lærerne. 

"Det her er ikke den enkelte lærers ansvar. Det her er ikke en kritik af dem. Lærere ved godt, når de gør det rigtig godt. Hvordan kan man så få lavet et frirum kolleger imellem, hvor man siger, at det jeg gør, kan andre også bruge? Hvordan får man de gode oplæg delt, og få gjort det fælles, når man synes man har sparket røv med sin undervisning. Det her lægger op til, at man styrker teamsamarbejdet og de faglige refleksioner", siger han.

Budskab: Spændende undervisning mindste skolefravær

Skolechef i Køge Søren Thorborg siger i videoen:

"Når du spørger eleverne, hvad de godt kan lide ved at være i skole, så er det i nogle tilfælde i højere grad kammeraterne, end det er lærerne og fagligheden og undervisningen. Det at der er et godt sammenhold i en klasse er i sig selv en tiltrækkende faktor ved at gå i skole. Men det gode samspil mellem børnene er også betinget af, at de laver noget fornuftigt sammen. Der kan en spændende undervisning, som er inddragende, så børnene oplever, at de lærer noget bidrage til, at de har det godt sammen".

Mobbeforsker Helle Rabøl Hansen fremhæver 'fællesskabets didaktik'.

"Det vi mener er, at det sker, når rummet og eleverne fanges sammen med lærerne. Det er fællesskabets didaktik. Det er didaktik, der skaber et vi. Fordelen ved det er, at man som elev, føler man er del af noget meningsfuldt. Man går glip af noget, hvis man ikke er der", siger Helle Rabøl Hansen og tilføjer: "Didaktik handler ikke om at tage en rød næse på og være klovnen. Det handler om at tage hånden under undervisningen og løfte den op sammen med eleverne".

En af de undervisningsvideoer, som er brugt i Køge 

Skoleleder på Ellemarkskolen i Køge Louise Schaaf siger, at lærerne skal gøre mere af det, de er gode til.

"Lærerne skal zoome endnu mere ind og udvide det det gør, når de er dygtige. Det er når de fanger elevernes opmærksomhed og skaber spænding og passion i undervisningen. Det ved enhver lærer godt, hvornår sker", siger hun.

Men er det lærerens individuelle ansvar?, lyder et spørgsmål i videoen.

"Nej", svarer skolelederen. "Det er et sammensurium af fagteamsamarbejde, forberedelse og teamsamarbejde. Det er tre parametre, der er mega vigtige for, at man får lavet noget undervisning, hvor eleverne mener, at de får noget fagligt ud af det".

God undervisning gør det ikke alene

Lærerformand i Køge Pernille Nørgaard mener, at det er rigtig godt, at der kommer fokus på elevfravær, og hvad man kan gøre ved det i Køge. Hun hører blandt andet om elever med angst og diagnoser, som ikke kan komme i skole.

"Vi skal gøre alt, hvad vi kan i fællesskab for, at eleverne kommer i skole. Jeg tænker, at de lærere, der er derude har gjort alt, hvad de har kunnet i forhold til de resurser, de har fået stillet til rådighed. Men på et tidspunkt, når man har ringet hjem og gjort, hvad man kunne, så er der nok nogle andre, der må tage over. Vi skal se på, hvad er årsagen er for, at eleverne ikke kommer i skole. Jeg tror bare, at det er mere nuanceret, end det er noget, som mere spændende undervisning kan klare", siger Pernille Nørgaard.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ