Det er sandt at regeringen i sin tid, undskyld mit sprog, sked højt og helligt på vores kære folkeskole og det dygtige personale, der plejede den. Ingen tvivl om det. Men at gå fra det udgangspunkt der blev trukket ned over alle i 2013 med Lov 409 til den arbejdstidsaftale, der landede i sidste uge, er i mine øjne imponerende. Det er rigtigt, at der ikke er et loft på undervisningstiden eller et tal på forberedelsestiden. Og ja, det kunne da have været rart, så det var ens for alle, og så skulle vi ikke diskutere det mere. Men efter 7 års forhandlinger, så tror jeg bare ikke på at det kommer med, i denne omgang.

Det der er mistet, kommer ikke igen

Hvis vi fjerner fokus fra det støtte/ret, der sandt nok er en mangelvare i den nye aftale og i stedet griber de mange muligheder, der til gengæld ligger heri og handler på dem ud fra samarbejdssporet, så er jeg overbevist om, at vi kan løfte vores folkeskole til et helt andet niveau, end det vi har i dag. Og det er tiltrængt. For vi kan i min optik ikke blive ved med at have en folkeskole, hvor der er en indædt bitterhed over fortidens gang og en dvælen ved det, der fandtes inden 2013. For det er der ikke mere. Det er væk – og det kommer ikke igen. Og det vi har pt. med Lov 409 er ikke bedre end det, den nye arbejdstidsaftale repræsenterer. Tværtimod.

Hvor er undskyldningen?

Rigtig mange lærere efterlyser en undskyldning for den uret, der blev begået med Lov 409. Jeg erkender, at en undskyldning ville være på sin plads. Men tro mig, den kommer altså ikke. Michael Ziegler kommer ikke til at undskyld. KL kommer ikke til at undskylde. Thorning, Corydon og Antorini kommer slet ikke til at sige undskyld. Men hvis I lytter efter, så er der andre der på sin vis gør det. Christian Thulesen Dahl har sagt, at ”der er en bodsgang at gå i forhold til lærerne, der blev kørt fuldstændig over ved sidste konflikt”. Pernille Rosenkrantz-Theil har fortalt, at hun har ”et håb om at kunne genopbygge den tillid, der led et knæk, sidst Socialdemokratiet havde regeringsmagten. Forløbet var uskønt, og det kommer ikke til at gentage sig”. Klimaet blandt politikerne i 2020 er ikke det, det var i 2013.

Vi har derfor også brug for at skrotte Lov 409 helt og aldeles, så vi kan få den dårlige lugt fra bageriet ud af butikken og pakke nogle af de følelser, der selvfølgelig er forbundet med den, til side. Flere tænker formentlig, at det er nemt at sige for en lærer, der er uddannet i 2015. Og ja det er det. For jeg var der ikke tilbage i 2013. Men jeg tror, at jeg er nødt til at nævne det for fremtidens skoles skyld og den øvrige del af lærerstaben rundt på landets skoler, der ligesom mig, heller ikke var der. For bitterheden på lærerværelset over fortidens gang har til tider præget og præger stadig mit arbejdsmiljø i en negativ retning. Og det ved jeg at den også gør for andre. Men vi må videre. Dermed ikke sagt, at der ikke skal være plads til de følelser omkring det overgreb, der blev begået mod så mange i 2013. De skal ikke glemmes, for de følelser har enhver, der oplevede den horrible tid ret til. Min spørgsmål er blot, om de er gavnlige for udfaldet af det næste skridt, der skal tages for vores folkeskole. Hvis ikke følelserne kan lægges på hylden for egen skyld, så måske for lærerkollegiets skyld, for den lokale skole skylds eller for elevernes skyld, som jeg er overbevist om vil få en gladere lærerstab med mere overskud med den nye aftale, hvor vi faktisk har en mulighed for at sige “Stop! Tallerkenen er fuld, ikke flere opgaver, tak”.

Brug afsættet i den nye aftale

Arbejdstidsaftalen er der. Der skal bare stemmes om den. Jeg selv er TR og er klar til at gøre mit for at trække en god del af læsset med samarbejdssporet, som er yderst centralt i den nye aftale, såfremt aftalen går igennem. Jeg er klar til at holde på retten til samarbejdet og dialogen. Jeg er optimistisk, håbefuld og nogle vil nok også sige ung og naiv. Men mere blåøjet er jeg heller ikke. Jeg har også min skepsis overfor de bløde ord i den nye aftale, og sandt nok er der ikke et loft på undervisningstid eller et tal for forberedelsestid. Men jeg er også realist – for der kommer ikke et loft på undervisningstiden, hvis vi vælger at stemme nej. Til gengæld vil aftalen give et godt afsæt til de næste forhandlinger og kan muligvis bane vejen for, at der kommer mere støtte/ret i fremtiden. Men lige nu og her står vi altså ved Ground Zero og skal bygge en ny arbejdstidsaftale op fra scratch, efter den blev taget fra os og vi i stedet fik en lov.

Jeg er klar til at smøge ærmerne op og være med til at implementere den nye arbejdstidsaftale. Klar til at give den tid og refleksion, når det skal gøres, såfremt der om lidt lander et ja til den. Og sandt nok, det bliver noget andet og noget nyt, og det vil kræve tid og kræfter, før ændringerne skinner igennem. Men med det håber jeg inderligt, at der vil komme en fornyet stemning og energi rundt om i landet, så vi alle snart kan gå en ny tid i møde, hvor det på papiret handler om, at vi sammen laver en god skole.

Jeg håber at nej-hatten, for de der har den tungt hængende i panden, kan presses lidt op, og måske endda så meget, at den faldet bagover, så også I kan se nogle af de muligheder, den nye aftale rummer og giver afsæt til. For med nej-hatten på har vi - i min optik - ikke afsæt til meget mere, end at forblive i det limbo, vi har været i de sidste 7 år.