Debat

Er de ok, derhjemme?

Det er ikke den faglige læring og udvikling hos eleverne, der hovedsageligt bekymrer mig ved nedlukningen – det er elevernes tarv og trivsel. For mange elever er skolen et frirum, hvor de kan give slip, være dem selv og danne relationer på tværs af køn, kultur og religion. Denne mulighed frafalder lige nu, og her er jeg særlig bekymret for de udsatte og i forvejen belastede børn, hvis hverdag afhænger af de positive sociale relationer og ressourcer, som skolen tilbyder – relationer som er gode for dem og giver dem stabilitet og tryghed. Vi lærere kan ikke være der fysisk til at skabe tryghed og tale med dem om dét, som lige fylder – så hvordan kan vi tilgå dette på en anderledes måde under nedlukningen?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle lærere overvejer i disse dage, hvor meget eleverne skal have af hjemmearbejde for at imødekomme de faglige krav og ikke mindst forberede dem på ’den anden side’ af nedlukningen. Det er ikke nemt at balancere for nogen af os, og de forskellige opfattelser af hjemmearbejde resulterer allerede i overarbejde for både elever og deres forældre. Det er særdeles problematisk, men samtidig også en anden debat og diskussion. Mit fokus er her den relationelle del af arbejdet, som i høj grad besværliggøres, når der ikke er mulighed for fysisk tilstedeværelse og omsorg for eleverne. 

Vi må altså tænke i nye kommunikative og relationelle baner, men hvordan?

I stedet for at pumpe hjemmeopgaver ud, kunne vi blandt andet bruge tiden på at samtale eller kommunikere med vores elever på nye og anderledes måder. Her tænker jeg specifikt på at bruge de mange digitale platforme, som i dette århundrede står til rådighed for kommunikation. Og nej, jeg opfordrer ikke til, at vi alle skal oprette SnapChat og TikTok profiler, for langt hen ad vejen er jeg sikker på, at Aula og/eller en telefonopringning klarer tricket fint. Jeg opfordrer blot til, at man retter opmærksomheden på den relationelle del af vores arbejde og ikke tilsidesætter denne, bare fordi vi ikke er fysisk tilstede sammen med børnene. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Vi skal være opmærksomme på, at kommunikationsmulighederne i dag er uendelige, og endvidere at kommunikationen med vores elever er særdeles betydningsfuld; At vi taler med dem om, hvad der fylder hos dem lige nu. At vi lader eleverne vide, at der stadig er en voksen (som ikke er forældre eller familie), der har mulighed for at hjælpe og lytte til de små og store ting i hverdagen. Det er en del af vores arbejde, når vi er fysisk tilstede på skolen, så hvorfor skulle vi ikke være i stand til at gøre det hjemmefra?

Sørg for at afsætte tid til at samtale, lytte og tale med jeres elever. Giv en helt særlig opmærksomhed til de elever, som, I ved, er ekstra sårbare både i denne periode. Opret beskeder til hver af eleverne på Aula, hvor beskedtråd-funktionen, i min optik, faktisk gør det nemmere at have overblik over samtalen. Derigennem har eleverne nemlig muligheden for kontakt, og du (den voksne) har taget det første skridt. Opret en messenger-besked, hvis du ved, at dine elever har nemmere ved at tilgå denne platform. Ring til eleverne, hvis dét er et behov for den enkelte – eller tilbyd dem muligheden. 

I ved bedst selv, hvad jeres elever har brug for.

Jeg er sikker på, at vi alle, med vores lærerfaglighed, har forskellige metoder at tilgå det relationelle arbejde i hverdagen. Det er bare vigtigt at huske på, at vi lærere stadig, i mange tilfælde, er barnets første, tætteste (og nogen gange eneste) voksenkontakt udover forældre og tæt familie. De første som kan se og møde barnet i umiddelbare og autentiske øjeblikke. 

Derfor opfordrer jeg til, at vi lærere, så vidt muligt, tager det første skridt i kommunikationen; spørger ind til eleverne, fortæller dem at vi er tilgængelige på den anden side af skærmen og understreger, at Aula (eller andre kreative platforme) er åben for kommunikation. Det er ikke nok at sige: ”du skriver bare, hvis der er noget”. For det er nemmere at fortælle, hvordan man har det, hvis en anden spørger ind først! 

Og inden man råber højt om en arbejdstid fra 8-16, så husk, at vi er sociale væsner, som alle har brug for (positiv) kontakt og gode relationer. Det er bare ikke alle børn, som har mulighed for at få opfyldt disse behov derhjemme. Børn kan være særlige sårbare i situationer som denne. De ved nødvendigvis ikke, hvad der foregår ude i den store verden, hvilket kan skabe utryghed hos dem. En utryghed som ikke alle voksne er lige gode til at håndtere. 

Så selvom mange af os joker med virtuelle krammere og high-fives, så tror jeg, at de kan mere, end vi tror! 

P.S. Dette er et særdeles udfordrende område at arbejde med under nedlukningen, så lad os endelige dele erfaringer og strategier med hinanden – både nu og fremadrettet. 

På forhånd tak, og pas på hinanden på afstand! 

*Grafisk design af Jonathan Thorhauge fra 7.kl.