Vagn Oluf Nielsen sammenfatter sit bud på den aktuelle historieundervisnings hovedformål til tre ord: opdragelse til demokrati. I den forstand, det er beskrevet i dokumenter som den amerikanske uafhængighederklæring, proklamationerne fra den franske revolution og i FN's charter fra tiden lige efter Anden Verdenskrig.

'At opdrage til demokrati er for mig hovedformålet for alle dele af den danske grundskole, uanset hvordan elevgruppen er sammensat', siger han. Men han er godt klar over, at det er nemmere sagt end gjort.

Efter min mening har det at opdrage til demokrati flere aspekter. Det ene er at opøve en demokratisk teknik. Det er vigtigere nu end nogensinde at lære eleverne at arbejde sammen i elevrådet eller klassen på en demokratisk måde. Jeg mener, at man forsømmer at lære børnene denne teknik. De skal lære at opstille en dagsorden. Og følge den. At have en formand. At have en referent. At konkludere på de enkelte punkter og så videre. Den teknik, som gør, at demokratisk indflydelse ikke ender i kaos og frustration'.

Men demokrati læres ikke gennem teknikker alene. Det væsentligste er at opdrage eleverne til en demokratisk grundholdning. Vagn Oluf Nielsen citerer den tidligere kirkehistoriker og højskoleforstander Hal Koch, der talte om, at 'demokratiet er en livsform'.

'Det er faktisk den side af demokratiet, der er nedfældet i folkeskolelovens paragraf 1, stykke 3', fortsætter den nu pensionerede lektor, der som seniormedarbejder ved DPU arbejder med forskningsprojektet Historieundervisningens historie.

'Den daglige omgang med hinanden på en skole, elevernes forhold indbyrdes, men også den måde, elever, lærere og forældre omgås hinanden på, er gennemsyret af en evne og en vilje til at lytte til hinanden, til at argumentere og dokumentere. Altså til den dialog, som Hal Koch talte om'.

Flere identiteter

Vagn Oluf Nielsen mener ikke, at der nødvendigvis behøver at opstå modsætninger mellem danskere og indvandrere, fordi deres familier stammer fra områder med forskellig historie.

'Et menneske kan sagtens have flere forskellige personlige identiteter', mener han. 'Jeg mener selv, at jeg har en dansk identitet, som jeg har udviklet på baggrund af mit kendskab til historie og samfundsforhold, men også på baggrund af for eksempel den litteratur, jeg har læst. Men jeg har også i et eller andet omfang en europæisk, og ikke mindst en nordisk identitet. På samme måde mener jeg ikke, at der er noget problem i, at de unge mennesker, der mere eller mindre frivilligt har valgt at vokse op i Danmark, sideløbende udvikler deres danske og deres pakistanske eller tyrkiske identitet'.

Kan en elev med en baggrund i Mellemøsten og i islam ikke med nogen ret afvise for eksempel menneskerettighedserklæringen med den begrundelse, at der er tale om værdier, der har sin rod i den vestlige kristendom?

'Her vil jeg sige, at undervisningen i historie og samfundsfag handler om at gøre denne problemstilling til undervisningsindhold og få en åben samtale om den. Jeg mener ikke nødvendigvis, at undervisningen skal have til formål, at læreren absolut skal overbevise eleverne om, at vi oprindelige danskere har ret i et og alt, og at de har uret på visse punkter. Jeg kunne godt forestille mig et emne for historieundervisningen, hvor man gik 200 år tilbage og så på, hvordan det danske samfunds indstilling til kvinder var på det tidspunkt. Hvordan var det enevældige styres forhold til menneskerettigheder? Hvordan var det nu, det gik med Struensee, der var for tidligt ude med moderne foranstaltninger? Det kunne man trække frem på den ene side. På den anden kunne man godt i de ældste klasser foretage en sammenligning mellem, hvad der står i bibelen og i koranen om en række af disse væsentlige moralspørgsmål. Der kan man godt komme frem til, at eleverne får indsigt i en række fælles træk, og dermed i, at en række af de opfattelser, de hører, blot er fundamentalisters fortolkninger, som man så også kunne debattere', siger Vagn Oluf Nielsen som eksempel på en relevant problemstilling, der kunne motivere alle elever. 'Jeg vil gerne i samtaleform overbevise mennesker om, at demokrati er noget godt. Det står jo også i de bestemmelser, lærerne er underlagt. Men jeg vil ikke påtvinge eleverne mine synspunkter eller dømme dem til at være onde mennesker, hvis de ikke mener det samme som jeg'.

Det er formålet med både historie og samfundsfag, at eleverne skal øge deres lyst og motivation for aktiv deltagelse i et demokratisk samfund. Hvilken rolle skal dansk historie eller danske samfundsforhold spille i den sammenhæng?

'Langt de fleste elever, der vokser op i Danmark, skal gøre deres demokratiske indflydelse gældende her i landet. Derfor har dansk historie, herunder lokalhistorie, en fremtrædende plads i historieundervisningen. Men deltagelsen i samfundslivet angår også nordiske, europæiske og verdensomspændende forhold. Der skal derfor være udblik i historieundervisningen', siger Vagn Oluf Nielsen.

folkeskolen@dlf.org

Det historiske demokrati

Demokratiets indhold og udvikling gennem tiderne og på forskellige steder i verden er ifølge Vagn Oluf Nielsen et oplagt undervisningsemne.

Han foreslår, at eleverne som overordnet emne skal lære om, hvordan vi bar os ad med at få indført demokrati i Danmark. Hvad var der, før vi fik demokrati? Hvordan har dette demokrati udviklet sig gennem de sidste halvandet hundrede år, hvordan det er udvidet til flere befolkningsgrupper - valgretsalderen er sat ned, fattige og bistandsmodtagere kan stemme, og kvinderne fik valgret fra 1915. Indførelsen af parlamentarismen og senere etkammersystemet. Dette er nødvendig forhåndsviden for at forstå, hvordan og hvorfor det danske repræsentative demokrati fungerer, som det gør i dag. Et underemne kunne i den sammenhæng være et internationalt udblik: Oldtidens Athen. Hvad stod der egentlig i det engelske Magna Carta - og i hvilken sammenhæng blev det vedtaget? Er der forskel på det danske demokrati og det engelske eller tyske? Og hvad med det tyrkiske eller pakistanske?

tonny

Multietnisk vikingetid

Et almindeligt historieemne kan tilrettelægges, så det motiverer andre end de direkte efterkommere af periodens aktører. Vikingetiden, for eksempel.

'Jeg ville i dette emne lægge vægt på, hvilken sammenhæng der var mellem muhamedanernes fremtrængen i middelhavsområdet i 6-700-tallet og udviklingen i hele det sydskandinaviske område i vikingetiden', siger Vagn Oluf Nielsen og fortæller engageret om, hvordan maurerne via Spanien trængte helt op i det nuværende Frankrig, hvor de blev slået ved Poitiers i 732. De hidtidige handelsveje mellem Karl den Stores rige og resterne af Frankerriget på den ene side og det gamle østromerske rige med centrum i Byzans - det nuværende Istanbul - blev dels ødelagt, dels forsøgt overtaget af araberne. Derfor blev der etableret en ny handelsrute mellem store skandinaviske handelspladser som Hedeby, Ribe, Birka og Kaupang og ned ad de store russiske floder til det gamle østromerske rige med centrum i Byzans'.

'Uden dette aspekt kan man ikke forstå, hvorfor Danmark blev så stærk en magt i det, vi senere har kaldt vikingetiden. Og det er oplagt at inddrage den arabiske historie i dette emne', mener han.