Hvad gør I selv

Dansk Industri. Ulla Tørnæs mener, at erhvervslivet selv må gøre en indsats for at vække de unges interesse for naturfag

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

75 procent af de danske gymnasieelever siger, at de vil vælge deres uddannelsesretning efter, hvad de interesserer sig for fagligt. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri (DI).

Derfor er det så vigtigt, at skolerne vækker elevernes interesse for naturfag, mener DI. Erhvervslivet mangler nemlig teknisk og naturfagligt veluddannet arbejdskraft i disse år.

Dén tromme har DI slået på gennem lang tid, senest ved en konference i sidste uge i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København, 'Naturvidenskab og teknik - nye alliancer mellem erhvervsliv og uddannelser'.

Undervisningsministeriet var medarrangør af konferencen, og overraskelsen var derfor stor, da Ulla Tørnæs indledte med at smide grus i DI's kampagnemaskine.

'Dansk Industri har udtrykt bekymring over de unges manglende interesse for naturvidenskab og deres fravalg af uddannelser på det naturvidenskabelige og tekniske område. Regeringen deler denne bekymring - selv om det naturligvis giver stof til eftertanke, når Mandag Morgen i sidste uge oplyste, at en tredjedel af de nyuddannede ingeniører er arbejdsløse', sagde undervisningsministeren.

Direktør i NKT Research '' Innovation A/S, Ove Poulsen - som Ulla Tørnæs netop har indsat som formand for sit rådgivende organ Gymnasierådet - medgav, at der i øjeblikket er en vis stagnation, men fastholdt, at erhvervslivet fortsat har et teknisk og naturvidenskabeligt rekrutteringsproblem.

De unge vil være popstjerner

For mange af de unge vil hellere være popstjerner, mente Ove Poulsen. Det er derfor en opgave for skolerne at gøre fysikeren og ingeniøren til et nyt idol.

Undervisningsministeren var enig i, at de unge har behov for andre rollemodeller. Men erhvervslivet må selv tage sin del af slæbet.

'Dansk Industri har allerede taget mange initiativer med besøgsordninger, industristipendier, materialer, konferencer og så videre. Men jeg tror, det er nødvendigt, at industrien får endnu bedre fat i de unge selv', sagde hun.

'Der findes mange måder at samarbejde på. Det kan være et forholdsvis afgrænset samarbejde, hvor en klasse henter data om en virksomhed eller produktion over internettet. Men det kan også være udbyggede samarbejdsprojekter, der involverer praktikophold for elever og lærere i private virksomheder, mentorordninger, inddragelse af erhvervsdrivende i evaluering af elevarbejder med videre'.

Ove Poulsen replicerede, at så skal eleverne og lærerne i det mindste være velforberedte, når de møder op på virksomheden.

Konferencen gav eksempler på forskellige samarbejdsprojekter, blandt andet Skole@Industri, som DI har udviklet sammen med Tandhjulsforeningen som et nyt tilbud til undervisnings-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorienteringen i skolernes ældste klasser.