Stjerner på nettet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Stjerne for en aften' er et uhyre populært og aktuelt program, men hvad med de traditionelle stjerner? Er de gået i glemmebogen? Vi har taget et kig på nettets stjernehimmel og fundet nogle websteder om astronomi.

Et oplagt sted at begynde er Tycho Brahe, www.tycho.dk, hvor der findes mange gode og saglige oplysninger om stjernehimlen. Hvad enten man er professionel stjernekigger eller ren amatør, er her relevant stof.

For børnene er der udarbejdet en særlig side: 'Lille Bjørn', www.tycho.dk/boern, hvor der meget instruktivt og klart gøres rede for de forskellige astronomiske forhold. Materialet på siden er i det hele taget meget pædagogisk og let at gå til. Ofte volder det problemer at forstå noget så uhåndterligt som størrelsesforholdene mellem de enkelte planeter, men her er de enkelte planeter sammenlignet med velkendte ting som appelsiner, badebolde og sømhoveder - og så kan enhver da være med! Kombinerer man de to sider - voksensiden og børnesiden - burde man være dækket godt ind, men skulle der alligevel opstå spørgsmål, har man mulighed for at skrive til eksperterne via mail - med svargaranti inden for cirka en uge.

Fra Tycho Brahe Planetarium bevæger vi os videre til Rundetårn, der også har en udmærket side, www.rundetaarn.dk/dansk/frames.htm , hvor man under 'astronomi' og 'undervisning' finder forslag til undervisningsaktiviteter i forbindelse med astronomi opdelt efter 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-10. klasse. Folkene bag siden gør selv opmærksom på, at ideerne skal opfattes som skitser, som den enkelte lærer kan arbejde videre på - ikke totalt grydeklare forløb, og det stemmer jo også fint overens med den danske folkeskoles filosofi. Når man på den måde er blevet rustet med den nødvendige teoretiske viden om astronomien, er det spændende at se det hele anskueliggjort med virkelige billeder. Det kan man blandt andet komme til på www.dr.dk/videnskab/praes/univers/index.asp, hvor der vises videofilm af de forskellige planeter.

På siden http://school.discovery.com/schooladventures/universe/galaxytour/index.html har man mulighed for at foretage en rejse rundt i verdensrummet, men allermest interessant er faktisk oversigten over verdens skabelse. Webadressen er lang, men det er bestemt indtastningen værd: http://school.discovery.com/schooladventures/universe/itsawesome/cosmiccalendar/page2.html Nok har vi en fornemmelse af tidshorisonten, men at få den præsenteret så tydeligt som her er alligevel overvældende - og så er den smuk samtidig.

De førnævnte sider er produceret af eksperter, men at børn også selv kan formidle viden om astronomi, ses meget tydeligt af vindersiden af Webbyens hjemmesidekonkurrence 2002 for 0.-3. klasse, www.rundtomjorden.webbyen.dk, der er udarbejdet af 2. klasse på Hodsager Skole. Her kan man følge undervisningsforløbet og hente tips og gode idéer.

I det hele taget beskæftiger mange skoler sig med astronomi i børnehøjde, det ses også af blandt andet Grantofteskolens astronomiside, der er udarbejdet i forbindelse med en emneuge.

http://kitts.homepage.dk/emneuge.htm

Det er tydeligt, at siden er udarbejdet med henblik på de yngste elever, og opgaverne er gode og relevante for aldersgruppen - en guldgrube for andre lærere og elever, der vil arbejde med astronomi.

Stjerner kan jo som før nævnt forstås på flere måder. Den følgende side er et eksempel på hele to måder at forstå det på. www.bluetooth.jellingnet.dk/rumforskning/ univers/stjerner.html Her har vi en imponerende samling om universet skrevet i et forståeligt sprog - dog for ældre klassetrin - og en projektopgave med et imponerende omfang. Hvis man selv har puslet lidt med hjemmesider og ved, hvordan det kan drille, og tænker med, at overvejelserne i forbindelse med designet også tager tid, bliver man imponeret over, at en elev på et tidspunkt i 10. klasse har lavet denne hjemmeside som projektopgave - på en uge! Og på trods af dette fantastiske arbejde er det en megen beskeden elev, for som han skriver på sin velkomstside www.bluetooth.jellingnet.dk/:

'Velkommen kære besøgende

Blandt skarer af ubetydelige websites er det lykkedes dig at finde frem til lige netop min. Hele projektet består af middelmådige og til tider kedeligt trivielle sider, hvor ting fra mit overmåde uinteressante liv er at finde. Samtidig er siderne med sin banalitet og sløve fremstilling en meget klar afspejling af mange fremtrædende karaktertræk hos min personlighed. Fordøm mig derfor endelig efter dit første besøg her ..!' Vi kan her til slut slutte, som vi startede, ved at bringe linket til måske nye lysende stjerner inden for musikken, www.dr.dk/stjerne, så får vi se på fredag, om de virkelig kan lyse, eller om de brænder ud.