Skolelukninger giver penge til udvikling

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Korsør lukker fire byskoler og samler eleverne i to nye skolecentre Tanken om at lukke skoler i Korsør begyndte som et spareprojekt.

Men resultatet bliver, at kommunen får råd til at udvikle sit skolevæsen ved at nedlægge fire byskoler og åbne to nye skolecentre til august. Derudover bevarer kommunen to skoler uden for Korsør.

'I debatten om vores skolestruktur har politikerne overvejet, om de kunne skabe et grundlag for en ny pædagogik. Vi havde ikke råd til at fortsætte med seks skoler, hvis vi skulle opretholde en vis standard i undervisningen. På en af byskolerne var vi nede på 14-15 elever i klasserne. Nu fordeler vi eleverne, så der kommer 24 i alle klasser. Det giver lige vilkår for alle', siger skole- og institutionschef Erik Hansen.

Med større klasser falder behovet for lærere. Samtidig er det mere rationelt at drive skole i færre bygninger. Lagt sammen med at kommunen skal afdrage et mindre lån til ombygning af skolerne end budgetteret i første omgang, bliver der penge tilovers til skoleudvikling.

'Vi overvejer at sætte ind over for den sociale arv og styrke undervisningen gennem selvstyrende team og ved at indføre sekretariater på skolerne. Det vil frigive tid til pædagogisk ledelse', siger Erik Hansen.

Inden politikerne lagde sig fast på en ny skolestruktur, tog de Slagelseegnens Lærerkreds med på råd.

'Politikerne overvejede at bygge en helt ny skole, men så havde der ikke været penge til at forbedre undervisningen. Så da de spurgte, om vi foretrak mursten eller pædagogik, sagde vi ja tak til pædagogikken. Der skulle gerne blive en bedre folkeskole ud af, at Korsør optimerer driften', siger kredsformand Per Toft Haugaard.

Det betyder ikke, at humøret er højt blandt lærerne.

Mange er usikre på, hvad der skal ske med dem og deres elever. Derfor presser lærerkredsen på for at få de nye klasser på plads.

stan