Finsk skole er for retlinet

Men den danske er for kaotisk, mener lærer, der har undervist begge steder

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er for meget støj, kaos og uorden i de danske skoler, mener Karin Guldbæk-Ahvo, der som nyuddannet lærer i 1978 blev ansat på en skole i Herning, hvor hun var i fem år, inden turen gik til Helsinki og finsk giftermål.

Omvendt er der for meget stilhed, passivitet og retlinethed i de finske skoler. En gylden middelvej ville være passende, gør Karin Guldbæk-Ahvo regnstykket op.

Spørgsmålet om, hvordan det finske skolesystem fungerer, er blevet påtrængende, efter at finske skoleelever scorede højt i den såkaldte Pisa-undersøgelse, der sammenlignede 15-åriges faglige færdigheder i 32 lande. Det danske resultat lå i midten.

Karin Guldbæk-Ahvo har siden 1983 undervist på forskellige niveauer i det finske uddannelsessystem og har desuden været gæstelærer på adskillige danske skoler.

For eksempel har hun undervist i helselære i 1. og 2.g på et gymnasium i Helsinki. Hun satte sig ind i stoffet og forberedte den første dobbeltlektion.

'Jeg skulle først komme med en introduktion, og så skulle de have lidt gruppearbejde, og så skulle vi diskutere, men det gik fuldstændig i skuddermudder'.

'De forventede, at jeg skulle snakke i to timer. De skulle ikke sige noget. De vidste jo ikke noget, det var mig, der vidste noget'.

'Jeg prøvede flere gange at ridse nogle basisting op og prøvede så at få dem til at drage den sidste konklusion af de ting, jeg havde lagt frem'.

'Jeg spurgte: hvad tror I, det er, og de svarede hver gang: det ved jeg ikke. Jeg sagde: jeg er ligeglad med, hvad du ved. Hvad tror du, det er? Det vil de ikke'.

'I dag oplever jeg, at de er blevet lidt mere modige. De tør mere synes og mene noget nu', siger hun med henvisning til de erfaringer, hun har med at undervise universitetsstuderende i dansk.

Himmelvid forskel

'Omvendt oplevede jeg, da jeg arbejdede i Danmark, at børnene tit ikke vidste så meget, men de havde altid en mening'.

Sådan er det stadig, har Karin Guldbæk-Ahvo indtryk af, efter at hun sammen med sin mand har rejst rundt i det danske skoleland for at fortælle om Finland. Seks lektioner på 92 skoler blev det til.

'Da jeg kom herop for 18 år siden, var der himmelvid forskel på det danske og det finske system. I dag er det sådan, at de har nærmet sig mere hinanden, og det er også det, jeg selv oplever som fornuftigt'.

'Jeg synes godt, at de danske elever må vide lidt mere og så måske ikke tro så meget om tingene'.

'Omvendt med finnerne - al den viden, de har akkumuleret, skal de også turde bruge noget mere. De skal ikke bare have den til en eller anden prøve og så ud af hovedet bagefter, for det gør de'.

Efter at have lært sig finsk begyndte Karin Guldbæk-Ahvo at studere komparativ pædagogik på universitetet. Og fik et chok.

'Jeg gik jo til det med min danske måde. Vi gennemgik, hvordan de forskellige landes undervisningssystemer eksakt var bygget op og forsøgte så at gå bagom og finde ud af, hvad pædagogikken så er i de lande, og jeg syntes, at jeg virkelig havde fået tjek på det'.

'Jeg gik så til prøven og fik den fine brune konvolut i den kæmpestore sal - som det foregår her - og da jeg fik spørgsmålene, gik jeg fuldstændig i stå'.

'Jeg sad en halv time og tænkte. Det var frygteligt pinligt. Jeg har altid været en god og dygtig elev. Det var første gang, jeg måtte gå. Jeg kunne simpelt hen ikke svare på det'.

'Et spørgsmål lød for eksempel: gør rede for Perus undervisningssystemer, og så skulle jeg så helt i detaljer gøre rede for, hvor mange klasser der var, og jeg ved ikke hvad. Jeg havde jo kun det overordnede overblik over, hvad der sådan lå bagved'.

Havde I ikke bøger med?

'Nej, nej, det har man ikke. Det er udenadslære. Mange prøver på universitetet er stadigvæk på den måde. Det syrer igennem det hele'.

Nye pædagogiske toner på vej

Der er dog så småt nye pædagogiske toner på vej, fornemmer Karin Guldbæk-Ahvo på de studerende, hun underviser i dansk på Helsinki Universitet.

'Jeg har min danske form med mig, og den accepterer de sådan nogenlunde, især fordi jeg er dansker - alle de mærkelige ting, jeg finder på, de skal gøre. De skal være aktive, og jeg peger på dem og siger deres navne og kræver, at de svarer, selv om de ikke ved noget som helst om det, de skal svare på'.

'Og her de senere år oplever jeg en meget mere positiv respons. I starten var de meget fremmede over for det, men nu går de mere med til, at der skal gættes, der skal prøves noget, ikke hvad som helst, men på basis af, hvad de allerede ved. At de bruger den baggrundsviden, de har, og så tænker logisk ud fra den'.

Det flytter sig, vurderer Karin Guldbæk-Ahvo, men kun langsomt.

'Finske unge er vant til, at man kun skal sige noget, når man har det rigtige svar. Man skal ikke sige noget forkert. Det er bedre at være stille end at sige noget forkert og prøve sig hen i en retning. Det ligger dybt i mange folk, men som sagt - jeg fornemmer, at det ændrer sig nu'.

'Men der er den der gamle tradition med, at læreren stiller spørgsmål for at tjekke, om man kan det og har svaret. Læreren stiller ikke de rigtige spørgsmål, fordi han eller hun vil have elevernes bud på det. Det skal kontrolleres og tjekkes, om de ved noget'.

De finske unge er for eksempel ikke så gode til at analysere en litterær tekst, siger Karin Guldbæk-Ahvo.

'De kan ikke stille spørgsmål til en litterær tekst. De kan referere, hvad der står i den, hvem der gør hvad, hvad personerne hedder, hvor gamle de er, og måske også komme med lidt ideer om, hvad man måske kunne få ud af teksten. Men analysere, som man jo lægger stor vægt på i Danmark, det er de ikke så vant til'.

Læseundervisningen er teknisk

Elevernes manglende selvstændighed skyldes formentlig den udprægede tekniske måde, undervisningen foregår på i de finske skoler, men den frie danske pædagogik har også sine omkostninger, mener Karin Guldbæk-Ahvo.

Det første år, hun var i Finland, fik hun lov til at komme i en lavstadieskole (1.-6. klasse) to dage om ugen.

'Dér oplevede jeg, at de havde alle de der rutiner, sikkerhed og tryghed, som jeg savnede på min egen skole i Herning'.

'Børnene læste et stykke hjemme og havde så nogle øvelser med det i skolen. Og prøver, hvor læreren testede, om de kunne det, de havde gået igennem'.

'Den rutine manglede i den undervisning, jeg selv stod for i Danmark. Vi kastede alt det gamle væk, vi kastede 'Søren og Mette' væk. Eleverne skulle have nogle tekster, som handlede om noget, de selv kendte til, og de skulle måske selv skrive tekster i fællesskab'.

'Vi lavede meget projektarbejde. Den daglige øvelse og daglige rutine skulle væk. Skoledagen måtte helst ikke være for meget rutine. Det skulle være spændende'.

'Men jeg kunne godt have brugt noget mere rutine og nogle flere øvelser. Det kunne jeg mærke allerede dengang. Det var en af grundene til, at jeg sagde: aldrig mere lærer - for jeg følte hele tiden, at jeg ikke havde styr over det, jeg gjorde. Jeg lavede noget spændende, men jeg syntes ikke, jeg havde nok styr over, hvordan jeg nu skulle repetere på en fornuftig måde og øve med dem'.

Der var for meget rod og kaos og for lidt disciplin og ansvarlighed, mener Karin Guldbæk-Ahvo.

'Det var frygteligt med min klasse. Jeg kunne ikke få dem til at rydde op og lægge ting på plads. Det fungerede ikke. Vi tog så let på det på skolen, og det var jo forfærdeligt at arbejde sådan et sted. Det var ikke let at klare'.

'Jeg var også træt af holdningen på fagfordelingsmøderne om, at næsten hvem som helst kunne undervise i hvad som helst. De ville have mig til at undervise i orientering engang, fordi de syntes, jeg havde da haft historie i gymnasiet. Jeg satte mig imod og sagde nej, det kan jeg da ikke'.

32 timer gymnastik om ugen

Den finske skole er i højstadiet (7.-9. klasse) 100 procent faglærerorienteret.

'Men det er så for meget i den anden retning. De skal nå så meget, det er bare med at få stoffet kørt af. Man åbner hovedet på eleverne og hælder så stoffet ned. Det er nok lidt den teori, der ligger bag, måske mere før end nu. Det er ved at ændre sig'.

'Men da jeg kom herop og et par år kun havde 32 timer gymnastik om ugen - jeg nød det. Åh, så dejligt. Jeg skulle kun tænke i gymnastik. Ikke noget med at fare til specialundervisning og alt det der'.

I slutningen af 1980'erne var Karin Guldbæk-Ahvo tolk for nogle danske lærere, der var rundt og se på finske lavstadieskoler (1.-6. klasse).

'Deres første kommentar, da de kom ud derfra, var: Så I, hvordan farvekridtene stod på plads? Så I, hvordan saksene lå på linje? Det var deres reaktion, fordi der var så ordentligt alle steder'.

'Det er lidt med den der rutine. Man får ro, fordi rammerne fungerer. Det savner jeg, når jeg nu besøger danske skoler. Jeg synes, det er ret kaotisk nogle steder'.

Såvel det finske som det danske skolesystem er for langt ude ad hver sin tangent, opsummerer Karin Guldbæk-Ahvo sine erfaringer. En middelvej må være det rigtige, mener hun.

'Finske elever er meget bedre til at høre efter, end danske elever er, også i de små klasser, på godt og ondt. Nogle gange vil vi også gerne have, at de skal sige noget. Det er danske børn så til gengæld gode til'.-

Finske mestre

OECD har testet 15-åriges færdigheder i 32 lande. Finland blev nummer et i læsning, nummer tre i naturfag og nummer fire i matematik.