Californiske tal i dansk politik

Californiske læsetal kan ikke bruges til at afskaffe modersmålsundervisning i Danmark, lyder det fra forskere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 20. august fortalte Radioavisen, at spansktalende børn i Californien klarede sig bedre i skolen, efter at man var holdt op med at undervise dem i spansk. Brian Mikkelsen, uddannelsespolitisk ordfører for De Konservative, brugte resultaterne som afsæt til at foreslå afskaffelse af modersmålsundervisningen i Danmark. Anders Mølgaard Jensen, uddannelsespolitisk ordfører for Venstre, mente ligeledes, at de californiske resultater burde inspirere danske politikere. Men både danske og udenlandske forskere er enige om, at de californiske konklusioner ikke kan bruges i den danske debat.

Kirsten Fischer, som er centerleder for Udviklingscenteret for undervisning og uddannelse af tosprogede, siger:

'Det er en fuldstændig skæv sammenligning. De resultater siger absolut intet om vores modersmålsundervisning, for der er tale om to vidt forskellige pædagogiske modeller'.

I Californien har man før 1998 på en del skoler tilbudt tosproget undervisning. Det vil sige, at børnene blev undervist en del af tiden på spansk og en del af tiden på engelsk. I 1998 gik man i stedet over til at give børnene ét års intensiv engelskundervisning og derefter lade dem indgå i almindelige klasser.

'Det er faktisk i modstrid med den danske folkeskolelov at undervise i matematik på tyrkisk. Så den tosprogede model, Californien havde før, er absolut ikke det samme, som vi har i Danmark', siger Kirsten Fischer.

Ikke desto mindre holder Anders Mølgaard Jensen fast i, at der er elementer i de californiske resultater, som kan bruges i dansk politik. Han mener ikke, at man bør afvise udenlandske resultater uden videre.

'Jeg synes, at det er lidt bekymrende, at man hver gang som rygmarvsinstinkt bare afviser udenlandske erfaringer, på trods af at man ikke bare kan overføre dem direkte. De har haft nogle meget positive resultater, og jeg synes, at man burde overveje, om det ikke også kunne have effekt på vores holdning til modersmålsundervisning'.

Anders Mølgaard er klar over, at den californiske situation ikke er umiddelbart sammenlignelig med den danske, og at resultaterne fra Californien har været påvirket af blandt andet nedsatte klassekvotienter og overgange fra ren spansk- til ren engelskundervisning. Men han mener, at resultaterne ikke desto mindre er tankevækkende.

'Jeg vil stadig fastholde over for ministeriet, at jeg mener, at de er nødt til at forholde sig til de empiriske resultater', siger han.

Professor Christian Horst fra Danmarks Pædagogiske Universitet mener, at det er det rene vås at bruge resultaterne som argument for at afskaffe modersmålsundervisningen i Danmark.

'Man kan ikke ligestille test med forskning, og vi har ikke en eneste skole i Danmark, der ligner de omtalte skoler i Californien. Det her har intet med modersmålsundervisning at gøre', siger han.

Brian Mikkelsen vil da heller ikke forsvare brugen af de californiske tal som argument for at afskaffe modersmålsundervisningen i Danmark.

'Det, jeg kunne bruge det californiske eksempel til, var at sige, at jeg ikke tror på værdien af modersmålsundervisningen overhovedet. Hvilke forudsætninger der er for de californiske resultater, ved jeg ikke, jeg har bare kommenteret på en undersøgelse, som Radioavisen refererer til', siger han.

Brian Mikkelsen vil gerne have skrottet modersmålsundervisningen for at bruge pengene på at intensivere undervisningen i dansk, men han mener ikke, at han ved nok om Californien til at kunne bruge det i sin politik.

'Sådan som jeg hørte konklusionerne, passede de jo fint med den holdning, jeg har. Og så har jeg brugt det som afsæt til at diskutere modersmålsundervisning'.

Anne Holmen, der er professor på Danmarks Pædagogiske Universitet, er enig med Brian Mikkelsen i, at det er vigtigt at få en diskussion af modersmålsundervisningen. Men for hende drejer det sig om at finde frem til, hvilken form der virker bedst. Hun mener, at modersmålsundervisning er til gavn for børnene, og det er der intet i de californiske resultater, der har rokket ved.

'Der er så mange andre forhold, der har påvirket i samme periode i Californien, så jeg kan ikke se det som et bevis for, at tosproget undervisning ikke virker. Og de meget store kvantitative undersøgelser, som forskerne Wayne Thomas og Virginia Collier har foretaget, viser jo tydeligt, at styrkelse af modersmålet har en effekt. Det samme gør norske og svenske undersøgelser'.

Den canadiske sprogforsker Jim Cummins, der for kort tid siden besøgte Danmark, mener, at det er horribelt, at nogen kunne overveje at føre politik på baggrund af noget, der er sket i Californien, uden at kende til detaljerne. Til Folkeskolensiger han:

'Der er helt klart meget store forskelle. De californiske tal siger intet om, hvorvidt modersmålsundervisning virker, så det er meget fejlagtigt at bruge dem i Danmark'.