Min fætter friede

Nanna havde formentlig giftet sig med sin fætter fra Libanon, hvis ikke hun havde gået i pigeklasse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sidste sommer tog Nannas far på ferie i Libanon. Med i tasken havde han en video fra en familiefest i Danmark, og på båndet var der nogle gode sekvenser med Nanna. Det var ikke faderens hensigt at afsætte datteren ved den begivenhed. Alligevel fik det Nannas fætter til at fri til hende gennem faderen.

'Det var flere år siden, jeg sidst havde set ham, men da jeg fik det at vide, blev jeg helt varm indeni og meget glad. Jeg følte mig utrolig smigret', fortæller Nanna.

Efter sommerferien fantaserede hun om ægteskab. Samtidig begyndte hun i en pigeklasse på Frydenlundskolen i Århus. I faget dansk læste de en artikel om et tragisk tvangsægteskab mellem en fætter og en kusine, der endte med mord, da kusinen ville skilles.

'Det forandrede mig at læse den artikel. Jeg overførte det på mig selv, og det gik op for mig, at man ikke bare skal tro, at fordi en mand frier, så må man hellere gifte sig med ham. Før vidste jeg ikke, at nogle mænd kan være så dumme, at de myrder deres koner, hvis de ikke vil leve sammen med dem. Budskabet i teksten var klart, at man ikke skal gifte sig for tidligt og ikke med én fra familien. Det har jeg taget til mig. Jeg skal passe på'.

Nanna var kun seks måneder, da hendes familie flyttede til Danmark fra Libanon. I dag er hun 17 år og taler flydende århusiansk. Øjnene er brune og smilende, og håret er langt, tykt og krøllet. Hun går i cowboybukser med frynser, ryger Prince og har en lille sølvring i næsen. Hendes far siger, at hun selv må bestemme, om hun vil gifte sig med fætteren. Men hun kan mærke på ham, at han ikke synes, at det er nogen god idé.

'Mange forældre arrangerer et ægteskab for at undgå, at folk begynder at sladre. Familierne er bange for deres rygte. Mange synes, at min familie er speciel, fordi vi er ligeglade med, hvad folk mener om os. Min far lever et meget dansk liv, og han vil have, at jeg skal tage en uddannelse'.

Nanna skal på handelsskolen efter sommerferien, og hendes fremtidsplan er at blive stewardesse. Hun vil først giftes, når hun er færdig med sin uddannelse. Med en mand, hun selv finder. Hun forestiller sig en meget lang forlovelse, hvor de lærer hinanden godt at kende.

'I pigeklassen har vi set film og læst bøger. Det har vækket mig. Hallo! Hvis man bliver gift som 14-årig eller 17-årig, så oplever man ikke sit liv. Man går glip af at være ung og barnlig. Mange bliver tvunget til at blive gift, så får de ingen uddannelse, men bliver husmødre og laver mad og sidder hjemme. Men jeg er nærmest selv et barn endnu, og jeg er den type, der kan lide at opleve meget'.

Ringetonen fra Rollo & Kings Grand Prix-melodi dutter ustandseligt fra Nannas mobiltelefon. Hun aftaler møder med venner og familie og virker som en selvstændig og reflekterende teenager. Men sådan var det ikke for bare et år siden, fortæller hun.

'Hvis ikke jeg var begyndt i pigeklassen, tror jeg, at jeg havde giftet mig med min fætter. Jeg gad ikke at gå i skole mere, og jeg tænkte mig ikke om. Jeg troede, at livet kun gik ud på at have det sjovt, og at det kunne være enormt sjovt at blive gift. Jeg tænkte slet ikke på det ansvar, der følger med'.

vh

Nanna ønsker ikke at få sit efternavn i artiklen