Halvdelen af danskerne er tilhænger af eliteklasser

Er du tilhænger eller modstander af, at der laves særlige eliteklasser i folkeskolen for særligt dygtige børn? Sådan lød spørgsmålet fra netavisen Altinget. 49,6 procent svarede ja.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er tale om meningsmåling på nettet, som A&B Analyse har lavet for netavisen Altinget.dk. 1.354 repræsentativt udvalgte personer svarede på spørgsmålet. 14,9 procent svarede 'ved ikke', 35,5 procent svarede, at de er modstander af eliteklaser, og 49,6 procent svarede altså, at de er tilhænger af eliteklasser.

Stefan Hermann, der var formand for den arbejdsgruppe, som lige har afleveret en rapport til regeringen om talentudvikling, er ikke overrasket over den bredde opbakning til eliteklasser.

"Vores indtryk er, at isen er brudt, og tilslutningen til, at vi også gør noget for de dygtige elever, er stigende", siger han til Altinget.dk.

For Lærerforeningens formand Anders Bondo er der intet nyt i talentdagsordenen:

"Vi skal som lærere sørge for, at de enkelte elever får mest muligt ud af sit potentiale".

Men det er ikke nye strukturer, der er brug for, tilføjer han:

"Det kan lyde besnærende at samle elever med fælles interesser og talenter, men samlet set giver det ikke den bedste undervisning".