Her er en bog for "specialpædagogiske nørder", der ønsker en dybere forståelse og diskussion af specialpædagogiske sammenhænge og forankringer eller - som titlen antyder - dilemmaer.

Udgangspunktet for bogen er, at specialpædagogikken står i en brydningstid og konfronteres med nye udfordringer. Blandt andet globalisering, øgede krav til viden og nye ideologiske syn på læring.

For at kunne handle reflekterende, kritisk og kreativt på disse udfordringer må der tages afsæt i de samfundsmæssige og teoretiske diskussioner, der hidtil har præget feltet. Her peges specifikt på tre forskellige programmer eller synsvinkler på specialpædagogikken: Det patologiske (der handler om det "syge individ"), det organisatoriske (der ser handicap som resultat af samfundets strategier og løsninger) og det sociale (som retter fokus mod sociale processer og strukturer, der ekskluderer individer). Disse tre programmer kan ses som modsætninger inden for området, men bidrager også på hver sin måde med muligheder i et postmodernistisk professionsperspektiv.

Bogen indeholder ingen direkte anvisninger, redskaber eller specialpædagogiske metoder, men kan læses som et bidrag til en videnskabsteori. Den kan være et indspark til, hvordan der bevidst kan handles og vælges i forhold til specialpædagogiske mål. Det er altid interessant at klargøre, hvem der egentlig har definitionsmagten, når der er tale om afhjælpning af pædagogiske og sociale vanskeligheder i et inkluderende paradigme.

Trods mange gentagelser savner denne bog desværre den enkelhed, der gør de betydningsfulde teoretiske overvejelser lettere tilgængelige for alle, der arbejder på området.