Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Kære Mattias Tesfaye

Jeg er mor og folkeskolelærer. Jeg burde være lykkelig, men jeg er så trist. Jeg uddannede mig til lærer, fordi det var min drøm, og jeg har virkelig været stolt af og glad for mit fag i alle de ti år, jeg har været lærer. Men, for der er et men.

Folkeskolen er nemlig i forfald. De gode lærere hænger ikke på træerne længere, og det er noget skidt, når flere og flere af mine gode kolleger siger op og forlader folkeskolen, fordi de simpelthen ikke kan være i den længere. Der er ganske enkelt ikke tid og ressourcer nok - kun ringe arbejdsvilkår.

I min kommune har man sågar vedtaget en ny aftale, som betyder, at der skal være en pædagog sammen med læreren i alle lektioner fra 0.-1. klasse. Det er egentlig en fin aftale, hvis den da ikke skulle finansieres af flere undervisningslektioner og dermed endnu mindre forberedelsestid. I min optik er det ikke en holdbar og rimelig løsning på skolens udfordringer.

Hvor skal vi prioritere, Tesfaye? 

Vi ser flere og flere børn og unge i dyb mistrivsel, og vi har ganske enkelt ikke rammerne eller personalet til for alvor at gøre noget ved det.

Vi, der er på gulvet, er ikke skyld i mistrivslen. Vi gør vores bedste hver eneste dag. Vi halser afsted og krydser bare fingre for, at vi selv overlever endnu en dag, samtidigt med at vi får trænet elever i læsning, geometri og lære dem om verdenskrigene. 

Samtidig skal vi have talt med Sofie, der mistede sin morfar i forgårs, husket Bastian på sin tandlægetid, krammet Veronica, der bare synes skole er svært, tjekket op på Andreas med autisme og Agnete med ADHD.

Vi deltager i diverse møder, skriver referater, passer vikartimer, besvarer mails fra bekymrede forældre og alt derimellem.

Kan du fortælle mig, hvordan vi skal prioritere, Mattias Tesfaye? 

Jeg tvivler på, at folkeskolen klarer den

Jeg er også mor til to børn i folkeskolen, som jeg burde være helt tryg ved at sende afsted hver dag, men jeg er meget bekymret for deres ve og vel. De har de bedste lærere, man kan tænke sig, men hvor længe holder de til arbejdsvilkårene? Jeg ved jo netop, hvilket arbejdspres og mangel på tid, de er underlagt.

Nogle gange misunder jeg forældre, der har børn udskolingen. De kan snart råbe: "Vi overlevede". Jeg håber virkelig at kunne det samme om fem og ni år, når mine egne når dertil. 

Jeg håber, at mine og alle andres børn klarer den. At folkeskolen, mine kollegaer og jeg selv overlever. Men jeg er desværre i tvivl. 

Tiden er inde, Mattias Tesfaye, til at forklare, hvordan du vil redde folkeskolen. Vi har brug for at høre, at du vil os, folkeskolen og ikke mindst vores børn.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk