Og det må man da hermed ønske udelthedens antiskolen tillykke med. Det hele startede med et stærkt udtrykt socialdemokratisk ønske om ved fjernelsen af den højkvalitative realskole, at indføre en ny slags folkeskole således, at ingen med skolens hjælp længere skulle få lov til at lære, hvad alle ikke kunne lære. Dette var så groft fornedrende for en ellers moderne stat og dens borgere, at Socialdemokraterne måtte finde sig i at tage vejen over den niveaudelte skole, før de kunne komme igennem med deres totale ødelæggelse af det danske uddannelsesniveau. Og først i 1993 havde man vænnet sig til tanken om at fryse alle dygtige elever ud af det pædagogiske system og ofre disse elever for den nye skoles virkelige mål, nemlig ensgørelsen af befolkningen. De dygtige skulle bruge deres ni års skolegang til at lære, at der i klassen var elever, der var bogligt svagere end dem selv samtidig med, at de af udelthedens klassekammerateffekt skulle lade sig trække ned på det middelmådighedsniveau, som også de bogligt svage kunne nå op på, hvis læreren ellers i enkelte tilfælde kunne trænge igennem alle de mange forstyrrelser, som udeltheden fremavlede og stadig fremavler.

Denne tilstræbte fordummelse satte efterhånden sine spor i de efterfølgende uddannelsesområder. Gymnasierne måtte nedtone deres faglige niveau væsentligt for at kunne optage alle de mange, folkeskoleelever, der nu skulle denne vej efter folkeskolen. De måtte oven i købet arrangere ekstra kurser for at fylde de manglende elementære færdigheder ud, som folkeskolen havde nedtonet eller direkte forsømt, og som folkeskolen stadig sætter en ære i nedtone eller udelade. Det var en flov omgang, men det generede overhovedet ikke den politisk/pædagogiske verden. Så kunne eleverne bare så meget andet, sagde man. Og det var alle tilfredse med. Og når det kneb, og man for alt i verden ville bevare uduelighedens udelte skole, så kunne man jo altid pege på lærernes manglende uddannelse og som følge deraf kæmpestore behov for efteruddannelse. Og det er jo altid rart at kunne henføre en fiasko til et mangelfænomen, der er så stort og bekosteligt, at man aldrig får det tilnærmelsesvist tilfredsstillet. Mangelen på efteruddannelse er simpelt hen guld værd for opretholdelsen af udueligheden.

Efterhånden har folkeskolens faglige udmarvning bredt sig videre til universiteterne i en grad, så også universiteterne klager over de studerendes manglende forudsætninger for at kunne studere, hvis universiteterne da ikke giver pokker i det hele og læsser al uddannelse ud i gruppebaserede projekter, hvor alt kan køre, som det bedst kan, og hvor manglerne er knap så iøjnefaldende.

Og 17.3. kunne Politiken så fortælle succeshistorien med, at vor tilstræbte uddannelsesnedtoning nu er nået så vidt, at kun 6 ud af 257 danske akademikere sidste år bestod adgangsprøven til et job i EU. Egentlig er det jo dog ganske forfærdeligt og flovt for et land. Men for vort samlede mål for hele vort uddannelsessystem fremstår det dog som en succes. Det er jo det resultat, som vi hele tiden har stilet imod siden 1993. Det er jo det, som vi hele tiden har villet nå frem til ved indførelsen af den uduelige udelte skole. Og mere end en tredjedel af de danskere, som det er lykkedes at få et job i EU, forlader jobbet igen efter ganske få år. Ikke engang en iværksat kampagne, der ellers skulle forberede de unge bedre på de prøver, som de skulle bestå for at blive ansat i EU, havde nogen positiv effekt.

Før denne kampagne var det mangelen på paratviden, altså udenadlært viden, som stoppede os. Vi kunne ganske enkelt ikke vort faglige stof. Vi var for uvidende. For vi havde lullet og ind i den tåbelige forestilling, at vi var kommet ind i et ”videnssamfund”, hvor vi ikke længere behøvede at vide noget for alvor. Senere blev prøverne lagt an på den mere kreative tænkning og alt det, som vi ellers hele tiden trøster os med, at vi er rigtigt gode til, når vi ikke kan hævde os på faglig viden. Men der faldt vi, og falder vi, også igennem. Vi har jo hele tiden prøvet at bilde os ind, at vi kunne undvære al den faglige indlæring, og her al den helt nødvendige udenadslære eller terpen, hvis vi bare øvede os i kreativitet og innovation. Vi har aldrig fattet, at kreative og innovative øvelser ikke var meget værd, hvis vi ikke havde de størst mulige faglige vidensmængder at udøve de innovative og kreative færdigheder på baggrund af.

Mon en sådan fiasko så ikke kan få os til at indse, at vi hurtigst muligt må erstatte det udelte bundskrabende monster med en virkelig uddannende delt folkeskole, hvor fagene igen er sat i centrum. Nej, tilsyneladende ikke. For vi er ret sikre på, eller rettere sagt vi gør, hvad vi kan, for at bilde os ind, at det slet ikke er vores uddannelser, der er for ringe. Europaminister Nikolai Wammen mener således, at det bare er EU's prøveform, som er fremmed for os. Så nu skal der arbejdes på at vænne danskerne til den anvendte prøveform. Så skal det nok gå alt sammen.

Også Dansk Industri har rørt på sig. Foruden den sædvanlige interesse DI har for at arbejde for større kontakt mellem universitetsstuderende og de private virksomheder, tale DI i en rapport om nødvendigheden af at udfordre de studerende ”til toppen af deres potentiale” og om, at ”det kernefaglige niveau skal være højere”. Og så er det, at man må foreslå, om det ikke ville være bedst, om hele dette forsøg på at bringe Danmark uddannelsesmæssigt på fode igen ikke burde starte i folkeskolen for de bogligt begavede, som man bevidst af ideologiske grunde har udsultet i næsten et kvart århundrede. En genopretning bør vel bedst begynde fra bunden.