Sydslesvig prøver igen: Ny aftale med gammel arbejdstid

Efter at et flertal af de danske lærere i Sydslesvig i oktober stemte overenskomstforliget ned i protest mod arbejdstidsdelen, sender Skoleforeningen og lærerkredsen nu en ny aftale til urafstemning, der bevarer den gamle arbejdstidsmodel.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerne ved de danske skoler i Sydslesvig er i dag ansat med en arbejdstidsaftale, der ligner den danske fra før 1993 - altså med et såkaldt 'løntimetal' per uge, som så kan reduceres, hvis man har særlige opgaver. I det overenskomstforlig, som var til afstemning i oktober, ville lærerne i stedet få en arbejdstid i stil med den nugældende danske. Det sagde et flertal af lærerne nej tak til, og på den efterfølgende generalforsamling gjorde de det klart, de hellere ville beholde den eksisterende arbejdstidsmodel:

"Da vi gik i forhandlinger igen, blev vi mødt med krav svarende til nedskæringer på mellem 35 og 38 lærerstillinger. Det har vi så fået reduceret til cirka 12 stillinger", fortæller formanden for Dansk Lærerforening i Sydslesvig, DLFs kreds 163, Niels A. Nielsen.

Det såkaldte løntimetal sættes op fra 25 til 25,4 timer om uge, rettereduktionen bliver mindre, og det samme gælder reduktionerne for klasselærerrådsarbejde og udvalgsarbejde. Alt i alt betyder det, at de ansatte lærere skal løbe stærkere, og at der bliver mindre tid til opgaver, der ligger ud over undervisningen. Til gengæld er der loft over det ugentlige timetal på skemaet, og det er lykkedes at fastholde løndelen i den oprindelige aftale. Den såkaldte forlodsfinansiering af Ny Løn, som er afsat i den danske overenskomst, udmøntes i Sydslesvig, hvor alle grupper overgår til Ny Løn, lærerne får ret til erstatningsferie ved sygdom i ferien, og barselsorloven forlænges med fire uger med løn. Samtidig garanteres det, at omregningskursen fra overenskomstens kronebeløb til lønnen i euro aldrig må være ringere end dagskursen.

Alt i alt vurderer Niels A. Nielsen, at de positive elementer er i overtal, og han forventer, overenskomsten denne gang bliver vedtaget. Afstemningsresultatet kan læses på folkeskolen.dk efter urafstemningens afslutning på tirsdag aften den 13. januar.