Debat

Med forkortede skoledage er det op til skolebestyrelsen at bestemme om pengene skal gå til SFO eller tolærerordning, men det burde være en politisk beslutning, skriver formand for Forældrenes landsorganisation Signe Nielsen.

Forældre­organisation:  Folkeskole­aftalen skaber discount­udgaver af børnenes sfo’er og klubber

Der er mange gode tiltag i den nye folkeskoleaftale, men når politikerne forkorter skoledagen, glemmer de at tilbageføre resurser til fritidstilbuddene. Det går ud over vores børns vigtige trivsel, når kvaliteten i sfo’en og klubben bliver forringet.

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Danmark har i mange år haft en helt særlig tradition for stærke børne- og ungefællesskaber i SFO, fritidshjem og klub, og med folkeskolereformen i 2014 blev især sfo’erne i den grad underlagt en skoledagsorden.

Formålet blev her, at fritidsdelen af børnenes dag skulle være en understøttelse af undervisningsdelen. Der blev fjernet 1.5 milliarder fra sfo’er og klubber og lagt ind i folkeskolen, fordi skoledagen jo blev længere. Det kom der amputerede fritidstilbud ud af.

Nu hvor skoledagen så forkortes igen, kommer pengene ikke retur til sfo’erne og klubberne. I en tid med stigende mistrivsel, vælger regeringen at skære i lige præcis de tilbud, som gør en forskel for rigtig mange børn og unge. 

Vi sætter folkeskolen fri, men underlægger fritiden så dårlige rammer, at den risikerer at uddø.

Fritidspædagogikken er vigtig

Tiden for et barn i SFO eller klub er noget helt unikt. Det er her, børnene kan indgå i fællesskaber, som kan være sværere for dem i en skolekontekst. 

Alle børn får en rolle og bliver set, fordi de ikke bare omgås af frivillige i en forening, men af uddannede pædagoger, som med deres faglighed har øje for, hvordan alle kommer med i fællesskabet. 

Det er præcist den slags, som der ikke vil være plads til, hvis vi ikke snart får en regering, som prioriterer, at fritidspædagogikken har en kvalitet i sig selv.

Det må ikke blive en konkurrence 

I den nye folkeskoleaftale er forældrerådene i sfo stadig underlagt en skolebestyrelse, så når nu debatten skal køre om kortere skoledage i skolebestyrelsen, vil pengene så blive afsat til to lærertimer eller til den ekstra åbningstid i sfo’en? 

Jeg er som formand for Forældrenes Landsorganisation (Fola) uforstående overfor, at regeringen ikke tager ansvar for denne problematik, men vælger at lægge ansvaret ud lokalt i de enkelte skolebestyrelser.

Vi ved, at der er brug for tolærertimer, men vi ved også, at sfo’erne mangler ressourcer. Her er der i gennemsnit én pædagog til 18 børn. 

Det gode børneliv må ikke blive til en konkurrence om ressourcer mellem skole og fritid, for så taber børnene i sidste ende.

Sidste år var mange kommunale sparekataloger fyldt med lukninger af de lokale klubtilbud eller nedskæringer til kun at have åbent en dag om ugen. Det betyder, at børn fra 3. klasse går hjem til skærmen alene efter skole. 

Jeg frygter, at den tendens kun vil blive forstærket med den nye folkeskoleaftale.

Sæt sfo'erne fri

Hvis fritidspædagogikken skal have mulighed for at udfolde sit fulde potentiale for at skabe den gode trivsel for vores børn, skal den helt fri af den uddannelses- og undervisningsfokuserede tænkning, som vores folkeskole med rette skal udfolde.

I Fola bakker vi op om de ændringer, der lægger op til mere frihed og fordybelse i folkeskolen. Men det springer i øjnene, at der i folkeskoleaftalen slet ikke er fokus på SFO og klub. 

Det er symptomatisk, men også forståeligt, for fritiden rummes ikke naturligt i programmer for folkeskolen. Derfor bør vi bruge anledningen til også at sætte fritiden fri, ligesom vi er i gang med at gøre med skolen.

Lad os arbejde sammen for at sikre, at vores børns fritid ikke forbliver i skyggen af skolen, men får den opmærksomhed og det selvstændige fokus, den fortjener. 

Det sker bedst med en visionær lovgivning, og det kræver, at fritiden ikke skal kæmpe med skolen om de knappe resurser. Kun på den måde, kan vi bedst understøtte vores børns værdifulde fritid.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk