”Gymnasiet er ikke noget for dig, det vil du ikke kunne klare, du vil knække sammen af pres på førstedagen.” Dét har jeg fået fortalt op til flere gange gennem min tid i folkeskolen.

For mig har det altid været svært at passe ind i uddannelsessystemet og følge med på samme niveau som mine jævnaldrende. Skoledagen føltes som en evighed, og jeg brugte dobbelt så lang tid som de andre på at få lavet mine ting – hvis ikke mere. Det førte også til lange hverdagsaftener med lektier ved køkkenbordet sammen med mine forældre, som havde svært ved at hjælpe.

Trods de mange vanskeligheder jeg havde, og den kamp jeg skulle kæmpe hver dag, blev jeg aldrig placeret i en specialklasse eller fik tilbuddet om det. Det kunne have været en passende mulighed for, at jeg kunne få lige så meget ud af undervisningen som de andre elever, men på et niveau og i et tempo, som var tilrettelagt efter mine behov. Det eneste, mine folkeskolelærere mente, der kunne gøres, var at mindske opgaven eller fjerne dem, som virkede til at være problemet, og så var det op til mig og gøre mit bedste for at følge med derfra.

Da jeg i 2019 tog til en studievejleder for at snakke om muligheden for at starte på FGU, blev jeg mødt af en studievejleder med en masse fordomme. Jeg fik at vide, at jeg var “for god” til at starte på FGU. Men jeg var sikker i min sag, og jeg var sikker på, det var det, jeg ville. 

Da jeg startede på den Forberedende Grunduddannelse, FGU, oplevede jeg, at nogen havde tid til at tro på mig. Jeg startede på et hold, hvor jeg blev introduceret til en lærer, som med det samme så, at jeg havde et reelt talent indenfor det fag, vi arbejdede med. Det var første gang, jeg oplevede, at der for alvor blev taget udgangspunkt i mine behov og de styrker, jeg har. Det hjalp mig til at få afklaret, hvilken vej jeg ville gå, og hvad der skulle til, for at jeg kom på det rette spor.

I modsætning til lærerne i folkeskolen, så gav mine lærere på FGU mig en vej. Jeg har nu læst HF-enkeltfag i to år og er netop blevet student denne sommer – så jeg knækkede ikke under presset.

Min folkeskolelærers ord viste sig ikke at holde stik. Det er ikke folkeskolens fortjeneste, men det kunne det sagtens have været, hvis der var færre elever i klasserne, mere individuel hjælp og flere pladser i specialklasserne.

Politikerne lover og siger en hel masse ting om inklusion, men hvad gør de egentlig ved det? Så mange unge bliver hakket ned, overset eller tilsidesat af lærerne. I politikernes øjne er vi en masse udgifter og tal. Hvis de lyttede til eksemplerne fra os unge, ville det så gøre en forskel og ville de tage problemet mere seriøst? Folkeskolens problemer fikser ikke sig selv – politikerne må komme ind i kampen og gøre noget for det.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.