»Hvor er det godt, at der er nogle, der tør sige det«

Lærere vender problemerne med udadreagerende elever indad, fordi det opleves som et nederlag ikke at kunne styre et lille barn. To kredsformænd opfordrer til at få problemerne med inklusion frem i lyset – for det knækker flere og flere lærere.

Publiceret

HVAD HAR DU OPLEVET?

Er du selv som lærer eller kender du elever, som er kommet iklemme? Hjælp Folkeskolen med at kaste lys over inklusion - del dinpersonlige oplevelse eller send os et tippå inklusion@folkeskolen.dk eller klik her 

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Når man fortæller om vold i folkeskolen, så taler man folkeskolen ned, mener mange. Og vi har i forvejen høj søgning til privatskolerne. Men jeg tror ikke, at problemerne går over ved ikke at tale om dem. Vi har et problem med inklusionen i dag, og vi er nødt til at tale om det«.

Så kontant er meldingen fra Lise Vadsager, kredsformand i Ringsted-Sorø Lærerkreds. Som lærernes faglige repræsentant taler hun med mange lærere, der er i klemme, fordi de ikke magter den situation, de står i. Inklusionen er den årsag, hun ofte hører, og det fik hende til at skrive et debatindlæg på folkeskolen.dk, hvor hun koblede inklusion og lærernes arbejdsmiljø og beskrev nogle anonymiserede hverdagshistorier.

»Mange har bagefter sagt: 'Hvor er det godt, at der er nogle, der tør sige det'. Jeg har aldrig tidligere fået så stor respons på noget, jeg har skrevet. Inklusionen belaster lærerne voldsomt. De vender det ofte indad og oplever, at det er mega ubehageligt. De oplever, at de ikke dur til deres arbejde. At elever bliver udsat for vold og voldsomme episoder i klassen, og at de som lærere ikke kan styre et lille barns vrede. Det kan være et enormt nederlag for en lærer og kan faktisk virke endnu værre end selv at blive udsat for vold fra en elev i indskolingen. Afmagten kan føles værre«, siger Lise Vadsager.

I sit debatindlæg skrev Lise Vadsager derfor om den unge lærer med stresssymptomer, der græder, når han går hjem fra arbejde. Han tåler slet ikke høje lyde. Han har en niårig elev, der slår de andre børn dagligt, slår lærerne og skriger højt mange gange i en lektion. Eleven er under udredning for mistanke om tidlige skader - og hendes lærer er på vej ned.

Kredsformanden skrev også om den ældre lærer med bred erfaring, som i sin 1. klasse har seks børn med dia­gnoser. En af dem er voldsomt udadreagerende og voldelig over for både børn og voksne. Læreren reagerer med afmagt, desperation og stress.

»Enkeltpersoner vil ikke have deres uformåen udstillet. Derfor er de tavse. Nogle er også bange for ledelsen. Mange fortæller, at de ikke tør sige noget, fordi de er bange for deres ansættelsesforhold, hvis de kommer med kritik«.

Lærerne bebrejder sig selv

I stedet for at kritisere forholdene for elever og lærere vender lærerne det indad, bilder sig selv ind, at de reagerer, fordi deres egne børn ikke sov igennem sidste nat, eller om det er, fordi de er blevet gamle, fortæller Lise Vadsager.

»Det bekymrer mig, for jeg får henvendelser fra alle typer af lærere og i alle aldre. Nogle har sagt farvel til lærerjobbet. Vi oplever, at problemet er størst i indskolingen. Her handler det ofte om vold og voldsomme reaktioner«, siger Lise Vadsager og efterlyser større åbenhed om problemerne.

»Vi kender ikke årsagerne til stigningen, men vi er gået i gang med at tale om det - sammen og med lokalpolitikerne. Vi taler om, at der skal være plads til alle i folkeskolen, men der skal ikke være plads til alt«, siger Lise Vadsager.

I kreds 13, der dækker Dragør og Tårnby på Amager, oplever kredsformand Ulla Erlandsen det samme. Flere lærere kontakter deres fagforening, fordi de er stressede, de kan ikke alene løse opgaven med de udfordrede børn, og de er ved at gå ned på det.

»Når lærerne når dertil, hvor de kontakter os i kredsen, oplever jeg, at de i alt for lang tid har kæmpet sig på arbejde, fordi de føler et kæmpe ansvar for deres elever. Men nu kan de ikke mere. Lærerne føler sig meget forpligtede over for deres elever, og de går langt ud over egne grænser for at hjælpe dem. Og det er her, de knækker«, siger Ulla Erlandsen, der ofte må trøste lærere, som bryder grædende sammen i telefonen, når de endelig taler om, hvordan de har det:

»Lærerne prøver at holde ud, fordi det er deres oplevelse, at hvis de ikke er der, så er der ingen, der forstår og kan tage sig af de 'særlige' elever. Det er grædende lærere, der ringer og føler sig helt magtesløse. Det er desværre sådan, at de historier, lærerne fortæller, ligner hinanden alt for meget. Det er lærere, der har en vanskelig klasse. Ofte en klasse med en kombination af inkluderede elever og udadreagerende elever. Lærerne har utallige gange bedt om hjælp, men de har ikke fået den hjælp, som de mener, eleverne har behov for«.

Også i Ringsted-Sorø taler kredsen løbende med lokalpolitikerne om, at det er gået for vidt.

»Det handler ikke om, at nogle børn skal anbringes på en øde ø. Men det handler om, at de skal have de rigtige tilbud. Jeg tror på inklusionstankegangen«, siger Lise Vadsager, men det kræver nogle andre tilbud og en anden økonomi, end der er i skolen i dag, understreger hun.

For det er ligegyldigt, om man er professor i børnepsykologi - hvis man står alene med 25 børn i klassen, og de to er udadreagerende, så klarer man det ikke.

Powered by Labrador CMS