Debat
"En ting er, at min undervisning mislykkes, men når jeg samtidig fejler i bestræbelserne på at yde omsorg, bliver jeg ramt af dårlig samvittighed", skriver Mia Lodberg Nielsen.
Foto: Kristian Ib
Debat: Jeg har 26 muldvarpehoveder i min klasse – Hvor er min tolærerordning?
Man skulle tro, at der nærmest er to lærere i alle klasser, hvis man har fulgt skoledebatten de seneste år. Sådan er virkeligheden bare slet ikke, skriver Mia Lodberg Nielsen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Jeg kommer tit til at tænke på spillet ’Whack-A-Mole’,
når jeg sidder på lærerværelset og evaluerer min dag. Du kender sikkert spillet
fra Tivoli, hvor man skal slå drilske muldvarper tilbage i hullet, når de
popper op igen og igen.
Sådan kan det også føles i min første klasse. Her
skal jeg slå op mod 26 elevers forskellige udfordringer tilbage i hullet, når de
popper op, for jeg har ikke tid til at tage mig af dem. Og hver gang én
udfordring er slået ned, så popper en ny op. Igen og igen.
Alene det at få ro i et
klasseværelse, er en særlig disciplin.
Jeg forsøger mig med at
klappe en særlig takt. Jeg tysser. Jeg lyner mine læber og kaster låsen væk, og
jeg holder en hånd i vejret. Til sidst brøler jeg: ”Så er der ro!”.
Jeg ville egentlig gerne
lære mine elever at læse
Nu tænker du måske: ”Godt, vi har
tolærerordninger i Danmark, så Mia har en kollega med i timerne”. Men her må
jeg skuffe dig, for jeg er ganske alene med alle mine elever i 1.-klasse.
Det høje antal kombineret med en elevgruppe, der er
diagnosticeret i hver sin retning, som er kommet for tidligt i skole, som er
udadreagerende, som ikke taler sproget, og som ikke har lært at forholde sig
til fællesskabet – fordi der også mangler pædagoger i børnehaverne – gør min
opgave som underviser virkelig vanskelig.
Ambitionen er ellers, at alle
mine elever skal kunne læse inden udgangen af 2.-klasse. Så vi har travlt, og
hvis jeg skal nå i mål med mine ambitioner, er jeg nødt til at læse med eleverne
en til en.
Det er bare meget lidt
læsning, jeg når med meget få elever, før muldvarpehovederne igen begynder at poppe
op rundtomkring i klassen. Det sker, når en børneflok skal passe sig selv,
fordi der er en lærer for lidt i lokalet.
Emma når således kun at læse bogens
titel ’Ti øl i en å’, før jeg må lægge bogen til side, for Magnus er i færd med
at rive sit bogstavhæfte i stykker under bordet i frustration.
Jeg slår udfordringen tilbage
i hullet og vender tilbage til læsningen med Emma. Men mellem ”bi på is” og ”dy
må sy” når Tobias at slå sin sidemakker, og Julie græder, for hun har mistet
sin hamster.
Jeg når hverken at spørge ind
eller trøste, for midt i det hele skal jeg finde Victor, som har låst sig inde
på toilettet.
Jeg mislykkes som lærer
En ting er, at min
undervisning mislykkes, men når jeg samtidig fejler i bestræbelserne på at yde
omsorg, bliver jeg ramt af dårlig samvittighed. For at holde min
arbejdstilværelse ud bliver jeg kynisk.
Jeg mangler tid til at spørge
ind til elevernes hverdag, til at mægle i konflikter, og ikke mindst mangler
jeg tid til at hjælpe og trøste.
Når tiden til relationerne
glipper, rammer det ikke kun undervisningen og den enkelte elev. Det rammer
hele fællesskabet.
Derfor er der behov for at
sænke klassekvotienten. Alternativt – inden alt for længe og inden kynismen
tager fuldstændigt over – får jeg en lærerkollega med ind i klassen, som jeg
kan lave undervisning sammen med.
På den måde vil flere elever opleve
at lykkes både fagligt og socialt. Skolen vil blive et bedre sted at lære og
være for flere børn fra første dag, de træder ind ad dørene.
Det fortjener eleverne, og
det fortjener folkeskolen.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk