Start med en lille øvelse: Prøv at nævne de tre rigeste personer i verden, de tre sidste Miss Universe-vindere og de tre mest vindende Oscar-nominerede. Hvis du ikke kan huske dem, så tænk over hvorfor.

Prøv nu at skrive navnene på tre personer, som har hjulpet dig, da du havde brug for det, da du var barn, tre personer, som har bidraget til din uddannelse og udvikling, og tre personer, som har haft særlig betydning i dit liv. Og se så, om der ikke skulle have sneget sig en lærer eller to ind på listen. Sådan er det nemlig med lærere. Der er ikke meget prestige over dem, hverken penge, rampelys eller glamour, men - med fare for at lyde som noget fra en introaften på et lærerseminarium - de har chancen for at blive nøglepersoner i andres liv, en af dem, man husker resten af sit liv.

Hvis der stod en lærer på din liste fra før, var det måske din klasselærer fra folkeskolen. Sådan en, der tørrede din næse og lærte dig at læse, tog på hytteture og læste Astrid Lindgren med dig, kæmpede med dig, da du var rigtig strid i 7. klasse og sendte dig videre ud i verden efter akademiske nyopdagelser i 9. klasse. Det kunne også være en perifer tysklærer, der med sit gode humør åbnede et nyt sprog, en gymnasielærer, der gav dig nye ideer, eller en seminarielærer, der gav dig nye tilgange.

En af nøglepersonerne i mit liv har vist sig at være min barndoms gamle violinlærer. Når jeg begår en fejl gentagne gange, kan jeg den dag i dag høre hans stemme: »Du må aldrig lave den samme fejl tre gange, for så er du ved at indarbejde den. Efter to gange skal du stoppe op og finde ud af, hvorfor du laver den fejl, og så skal du gøre noget nyt. Tænk dig om«. Dengang vidste jeg ikke, at de retningslinjer, han gav mig, kunne blive overordnede retningslinjer for hele mit liv. Han var bare en voksen, der tog sig tid til at være til stede og øse af sin erfaring.

Den danske filosof Løgstrup har sagt:»Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej«.

Når man vælger at uddanne sig til lærer, er det hverken lønnen, prestigen eller arbejdsforholdene, der trækker. Det er muligheden for at lave noget meningsfyldt. Men tænk, hvis man som lærer kommer træt og stresset ind i en klasse og kun opnår at få en oplagthed til at visne. Hvilket spild af mulighed, hvis man som lærer ikke har det overskud, det kræver at komme til at betyde noget ordentligt i børnenes liv - i dagligdagen og måske på længere sigt. Tænk, hvor mange potentielle nøglepersoner der går tabt i kampens hede!

For lærerarbejdet udvikler sig meget i disse år med mange nye opgaver: Møder, teamsamarbejde, elevplaner, ny karakterskala, nye prøveformer, forældreintranet, løbende evaluering og dokumentation. Børn i dag skal testes, og deres udvikling følges nøje. Men de skal også have lov til bare at være børn, der suger til sig fra almindelige, nærværende voksne med tid, overskud og erfaring.

Asla Fomsgaard Adrian er lærer