I marts sidste år tog den nyvalgte Borgerrepræsentation i København en beslutning, der blev båret frem af et bredt flertal, og som af skolefolk og forældre blev rost i høje toner.

Efter år, hvor kommunens skoler var blevet udsultet, skulle der nu rettes op på forholdene. Bygninger skulle renoveres, lederne styrkes, lærerne efteruddannes og indsats og metoder i forhold til undervisning og læring forbedres. Den skam, som den københavnske Pisa-undersøgelses røde spanskrørsstriber havde efterladt, skulle vaskes af, og politikerne besluttede at gennemføre projekt Faglighed For Alle.

Det erklærede mål er at gøre Københavns folkeskoler til de bedste i landet, og ved budgetforhandlingerne i 2006 blev der afsat næsten 300 millioner kroner til det treårige projekt, som skal gennemføres i perioden 2007-2009. Men nu - mindre end et år efter - har et underskud og et spareforslag på 137 millioner kroner sat sindene i kog hos elever, forældre, lærere og faglige organisationer. Forslaget om at skære kraftigt ned kom fra skoleborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, Socialistisk Folkeparti, og det blev behandlet på et møde i Børne- og Ungeudvalget den 24. januar, og det skulle vedtages endeligt i Borgerrepræsentationen den 8. februar.

Men allerede inden udvalgsmødet havde flere parter advaret mod besparelserne. Både Københavns Lærerforening, medarbejderrepræsentanterne i hovedsamarbejdsudvalget og Københavns-afdelingen af Skole og Samfund tordnede mod nedskæringerne.

Skole og Samfund slog fast, at politikerne var i færd med at bombe den københavnske folkeskole tilbage til ensrettede opbevaringsanstalter, og Københavns Lærerforening understregede, at besparelserne ville betyde afskedigelse af over 180 lærere, og det stort anlagte projekt Faglighed For Alle ville blive hårdt ramt.

Feberredning

Mandag den 29. januar holdt lærerne på Hellig Kors Skole fagligt møde og sendte et åbent brev til forældrekredsen om konsekvenserne.

Ud over at ramme undervisning, lejrskoler, børnehaveklasser og vikarkontoen betød det lærerfyringer. Den såkaldte københavnermodel for integration, som for eksempel betyder, at Hellig Kors Skole er ved at udvikle sig til skolen for alle kvarterets børn, både danske og tosprogede, ville også blive ramt. Lærerne opfordrede forældrene til aktivt at tage stilling til nedskæringerne.

Dagen efter holdt Københavns Lærerforening et særdeles velbesøgt møde for tillidsrepræsentanter. Her orienterede man om sparekonsekvenserne og besluttede at demonstrere på Rådhuspladsen den 8. februar, samme dag hvor Borgerrepræsentationen skulle tage stilling til Bo Asmus Kjeldgaards forslag til nedskæringer.

Nu gik det stærkt. Lærerforeningen havde advaret mod overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, men i de følgende dage blev skoler blokeret af forældre, og andre blev besat af elever eller fik undervisningen boykottet. Fredag var op mod halvdelen af kommunens 65 skoler berørt af aktioner, og der kom mange og klare signaler om, at aktiviteterne ville fortsætte.

Sent søndag eftermiddag den 4. februar kom så meldingen om feberredningen fra Rådhuset: Besparelserne på skoleområdet var taget af bordet. Den hurtige og effektive mobilisering af lærere, forældre og elever havde vist sin effekt.

En total sejr blev det dog ikke.

Der var allerede tidligere sparet 48 millioner kroner i forhold til budgetaftalen, og der er stadig et minus på 30 millioner kroner, som nu skal »håndteres« af børne- og ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard.

Skattestop kontra folkeskole

På det partipolitiske niveau blev nedskæringsslagsmålet en kamp mod regeringens skattestop og de snævre økonomiske rammer, det har pålagt kommunerne.

På mødet i Børne- og Ungeudvalget den 24. januar havde flertallet (Socialdemokraterne, De Radikale og Socialistisk Folkeparti) i et protokollat netop peget på disse rammer som årsag til, at de ikke kunne give en tillægsbevilling, og oppositionen (Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti) havde afvist at støtte spareforslaget. Den krævede i stedet en mere langsigtet redningsplan.

Bo Asmus Kjeldgaard ville dog ikke stiltiende se på, at oppositionen vaskede hænder, »når det faktisk er den borgerlige regerings skyld med de vækstrammer for den offentlige service, som vi er blevet påført«, skrev han til den socialdemokratiske overborgmester Ritt Bjerregaard og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam, De Radikale.

I brevet foreslog han, at de tre borgmestre henvendte sig til finansminister Thor Pedersen og bad om dispensation fra disse rammer.

Overborgmesteren henvendte sig til finansministeren. Hun understregede, at kommunen ikke bad om penge, men om smidighed. Forslaget blev dog straks skudt ned af Thor Pedersen. København må selv redde sig ud af sit eget rod, sagde han og sendte bolden tilbage til rådhuset, og lørdag den 3. februar blev økonomiudvalgets 13 medlemmer derfor indkaldt til et ekstraordinært møde den følgende dag. Alle syv borgmestre sidder i udvalget. Men Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti nægtede at møde op, fordi der ikke lå et egentligt forslag til, hvordan man skulle fylde det økonomiske hul.

Ikke alle vandt guld

Udfaldet var dog givet på grund af mobiliseringen blandt græsrødderne: Skolerne skulle have en håndsrækning.

Dagen efter sendte Københavns Lærerforening et brev til skolerne med overskriften: »Vi vandt guld«. De annoncer, der var reserveret plads til i dagbladene, som skulle mobilisere til den planlagte demonstration på Rådhuspladsen, blev i sidste øjeblik ændret til en takkeannonce til de borgmestre og partier, der havde fjernet besparelserne.

Rundt på skolerne følte især eleverne det som et antiklimaks. »Nu var vi lige så godt i gang. Vi har planlagt en masse, og så skal vi stoppe. Det er herrenederen, mand!« lød en kommentar fra en aktiv elev.

Og det er ikke alle, der får guld. Der skal stadig findes 30 millioner via grønthøstermetode i samtlige kommunens udvalg, mens 59 millioner skal hentes via besparelser på blandt andet snerydning, merindtægter fra parkeringsafgifter og udskydelser af projekter.

Men selv om ikke alle besparelser er taget af bordet, men blot de millioner, som ramte hårdest, så er københavnerlærernes formand, Jan Trojaborg, glad og tilfreds.

»Der er stadig håb for skolerne. Der skal ikke fyres lærere, og projekt Faglighed For Alle overlever. Det kan være, at vi kommer til at bruge mere end de tre år på at indfri målene, men den røde tråd i projektet holder«, understreger han.

I Skolebestyrelsesnetværk Amager, som dækker øens 11 skoler, er begejstringen til at overskue. Her er man stadig bekymret over besparelser på Faglighed For Alle og over, at der endnu ikke er meldt et budget ud. Netværket vil derfor holde nøje øje med udviklingen og tager forbehold for fremtidige reaktioner.

Skole og Samfund er heller ikke tilfreds. Her hævder man, at det oprindelige budget for hele projektet var på næsten 600 millioner kroner, og at midlerne i forløbet bliver beskåret med 50 procent i 2007 og med 44 procent i hvert af de følgende år. De tal afvises af Bo Asmus Kjeldgaard, men han erkender, at Faglighed For Alle er blevet »lidt slankere«.

Spillet om ansvaret

Den første spirende fornemmelse af det lurende økonomiske kaos kom i efteråret 2005. I 2006 brød det ud i fuldt flor, og sandsynligvis er det først i løbet af i år, at der kan tegnes et retvisende billede af underskuddets egentlige størrelse. Det store spørgsmål er: Hvem er ansvarlig?

Den tidligere borgmester, den tidligere direktør, økonomiudvalget eller kommunens revisionsdirektorat?

Spillet om ansvaret er i fuld gang.

På mødet i Børne- og Ungeudvalget den 24. januar, hvor et nyopdukket underskud på 137 millioner kroner var på dagsordenen, udtalte det samlede udvalg til protokollen »sin dybeste kritik af den tidligere forvaltning og det oparbejdede underskud, som nødvendiggør så store besparelser«. Bo Asmus Kjeldgaard har da også kritiseret forgængeren Per Bregengaard fra Enhedslisten og den daværende skoledirektørs håndtering af økonomien.

»Det var en ren klappe-kage-økonomi«, siger Bo Asmus Kjeldgaard til Folkeskolen og peger på, at der aldrig var sammenhæng mellem afdelingens tal og de budgetter, der blev meldt ud til skolerne.

»Skolerne fik kun et timebudget, aldrig et pengebudget, og det giver problemer, når lønnen stiger mere end budgetteret«, siger han.

Fra juni 2004 til oktober 2005 var Børne- og Ungeafdelingens lønningsregnskab udliciteret til det multinationale firma Accenture. Virksomhedens håndtering medførte massiv utilfredshed fra både lærere og kommune, som stadig trækkes med dokumentationsproblemer fra perioden.

I november 2006 skrev kommunens revisionsdirektorat i en rapport om de kaotiske forhold i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen (den nuværende Børne- og Ungeforvaltning) blandt andet:

»I både 2004 og 2005 tager revisionen forbehold for lønadministrationen i revisionspåtegningen til kommunens regnskab, herunder for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Forbehold er revisors stærkeste kritikform og er for første gang anvendt i kommunen«.

Det er netop den periode, hvor Accen-ture var ansvarlig for lønudbetalingerne.

På spørgsmålet, om ikke eventyret med Accenture har en del af skylden for det økonomiske kaos, siger Bo Asmus Kjeldgaard, at udliciteringen »da godt kan bruges som en dårlig undskyldning«, men at det egentlige problem har været den manglende udmelding af for eksempel brugbare budgettal.

Per Bregengaard ønsker ikke at udtale sig til Folkeskolen om de økonomiske problemer, men på sin hjemmeside erkender han den 26. januar i år, at økonomistyringen var for ringe i hans borgmestertid.

»Jeg var ikke bedre end kommunens revision og økonomiforvaltningen«, skriver han og peger på, at Accenture ikke alene udbetalte forkerte lønninger, firmaet havde også alvorlige problemer med økonomirapporteringen, og det vidste alle politikere - også Bo Asmus Kjeldgaard, der som borgmester sad i økonomiudvalget.