Mie er blevet mobbet, siden hun gik i 1. klasse. Hun har oplevet at ligge med hovedet i en vandpyt, mens en dreng sad på hendes hoved, og hun har haft mærker efter kvælertag på halsen. I 5. blev hun flyttet til en anden klasse, men mobningen fortsatte. Hun har fået hjemmeundervisning i et halvt år, og nu går hun i 7. på en anden skole. Det er meget bedre. Hun har fået psykologhjælp og klarer sig godt i skolen.

Mies forældre har klaget over Herlev Kommune, over Lindehøjskolens leder og over en tidligere lærer. Klagen ligger hos Folketingets Ombudsmand, hvor man endnu ikke har set på den.

Forældrene anklager blandt andet kommunen for kammerateri, fordi deres klage over skoleleder og lærer er blevet afvist. De skriver, at de har løbet panden mod en mur. De mener, at skolelederen har håndteret et brev fra klassens forældre dårligt, ligesom de er utilfredse med hans brev til klassens elever og forældre om Mies flytning.

Familien føler sig i den grad uretfærdigt behandlet. Først da de fik kontakt til Forældrerådgivningen, følte de, at nogen for alvor hjalp dem. Dér var én, der lyttede, ville tale om problemerne og gik med til møde på skolen.

Måske ser jeg farlig ud

»Vi har ikke fået meget hjælp tidligere. Skolen fjerner bare det mobbede barn. Det er skolens politik. Lederen har været venlig og imødekommende, vi har holdt mange møder, men han handler ikke«, siger Michael Jensen, der er Mies far.

Undervejs i det lange forløb er han af lederen blevet bedt om at holde sig væk fra skolen. Al kontakt og samarbejde skulle ske med Mies mor, Ann-Christina Jensen.

»Når man 30 gange har hentet sit barn efter voldelige overfald, så er det svært at smile. Det blev drejet hen til, at det er mig, der er problemet. Jeg har aldrig slået nogen, men måske ser jeg farlig ud, når jeg er vred«, siger Michael Jensen.

»Til sidst var det sådan, at hvis jeg ville tale med klasselæreren, skulle jeg henvende mig til skolelederen«, fortæller Ann-Christina Jensen.

I 2004 skrev skolelederen til forældrene, at han har forstået, at de er skuffede og vrede. Af brevet fremgår det, at Mies far på skolelederens kontor har været meget vred. Lederen skriver, at han godtager Michael Jensens undskyldning, der blev forklaret med hans desperation over datterens situation, men at han ikke fremover vil acceptere en lignende form fra farens side.

Brev trækkes tilbage

På et tidspunkt skriver den gamle klasses kontaktforældre et tre sider langt brev om Michael Jensens voldsomme diskussioner med lærerne, om hans primitive ordbrug og trusler over for en elev i Mies klasse. De anklager faren for »fysisk ved en tidligere lejlighed at have haft fat i« en dreng, og søsteren beskyldes for at stå bag et tæskehold. Brevet bliver sendt ud til alle forældre i klassen. Michael Jensen var ellers selv kontaktforælder, men fik intet at vide, før han læste brevet.

En uge efter blev et nyt brev sendt ud til samtlige forældre i klassen. Det var fra de øvrige kontaktforældre. De tilbagekaldte nu alle beskyldninger uforbeholdent. Der stod: »Hvis skrivelsen på nogen måde har været bragt til andres viden, bedes tilbagetrækningen ligeledes meddelt disse instanser. Kontaktforældrene vil ligeledes uden forbehold udtrykke et dementi af de forhold, der i skrivelsen vedrører enhver form for social eller psykologisk adfærd rettet eller påhæftet de navngivne børn og forældre«. Kontaktforældrene beklager enhver form for gene, som deres tidligere brev kan have medført.

God til at bruge mund

»Jeg er én, der siger noget«, fortæller Mie om sig selv.

»På et tidspunkt var der en anden pige i klassen, der også blev mobbet. Det var racistisk. Jeg beskyttede hende, og så blev det værre for mig. Jeg er også blevet mobbet og har fået bank i timen, så blodet løb. Men læreren 'overså' det«, fortæller hun.

Faren bekræfter, at Mie er god til at bruge mund, og så er det, at nogle af de andre slår.

»Men da hun gik i skolefritidsordningen, forstod de det. Dér mandsopdækkede pædagogerne den dreng, der mobbede hende. Men i klassen syntes læreren, at Mie var provokerende i sin mund«.

Ann-Christina Jensen fortæller, at de har været til et utal af møder med lærere, forældre og skoleleder. Hun har blandt andet oplevet en lærer, der fortalte, hvordan Mie afveg fra de andre børn, og læreren sagde, at hun godt kunne forstå, at Mie blev mobbet.

Samtidig har det været frustrerende at få at vide, at »det vil vi holde et møde om« eller »vi laver en handlingsplan«, når man sidder med problemerne på tæt hold.

»Jeg er blevet provokeret og har tabt hovedet. Vi er udvandret under et møde, og vi begyndte at følge Mie til alting. Så fik vi at vide, at vi overbeskyttede hende. Vi har begge taget fri fra arbejde for at deltage i møder, vi har forberedt os, men hvor går man hen og får hjælp, når man har problemer? Og da hun har været offer for mobning i seks år, konstaterer skolen, at Mie ikke er så god til at takle konflikter. Dette er ikke et hævntogt, men hvis man ikke føler sig retfærdigt behandlet, må man reagere. Og et barn er åbenbart ikke mobbet, hvis ikke skolen også synes det«, siger Michael Jensen.

Hjælp fra Forældrerådgivningen

»Pludselig ville Mie ikke i skole, hun blev indadvendt og kunne hverken regne eller læse lektier«, beskriver Ann-Christina Jensen.

Moren gik til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning for at få hjælp.

»Vi bad også om at få en skolepsykolog ind i klassen for at observere«, siger Ann-Christina Jensen.

»Dér hjalp Solveig Gaarsmand fra Forældrerådgivningen os også. Hun sagde, at vi skulle bede om en klinisk psykolog. Hun har også været med os til møde med skolelederen«.

»Solveig Gaarsmand sagde til os, at nu skulle Mie væk fra den skole«.

Det var på det tidspunkt, at Mie begyndte at få hjemmeundervisning, indtil hun et halvt år efter begyndte på den nye skole. Hjemmeundervisningen blev varetaget af en ung vikar fra skolen, og det fungerede godt. Men det betød, at Mie ikke havde meget kontakt til jævnaldrende. Kun når hun gik til sport.

Da Mie blev hjemmeundervist, ønskede hun at komme på efterskole for at starte på en frisk, men det havde forældrene ikke råd til.

Forældrene har ikke haft lyst til at skifte skole, fordi de frygtede, at problemerne ville flytte med. De har også besluttet, at den nye skole ikke måtte få papirerne med fra den tidligere skole.

Brev til elever og forældre

Skolelederen skriver et brev til klassens elever og deres forældre:

»Mie har brug for at skifte klasse/arbejdsplads. Alle kan komme i en ufrivillig situation, hvor man ikke fungerer. Det er sket for Mie. Hun har et ønske om at være en del af klassens fællesskab, men det er desværre ikke lykkedes. Man kan blive rigtig syg af at være i en sådan situation, og for at det ikke skal udvikle sig i en yderst negativ retning, har jeg sammen med Mie og Mies forældre haft mange overvejelser om, hvordan vi kan komme videre med et positivt forløb for Mie. Beslutningen er, at Mie skifter arbejdsplads, og at skolen, indtil dette kan ske, sørger for undervisning af Mie på anden vis end i klassen. Der har mellem skolen og Mies forældre været en god og konstruktiv dialog i forbindelse med problemløsningen«.

Kommunens skolechef skriver til forældrene, at han mener, at brevet i høj grad tager udgangspunkt i Mies svære situation, og at han finder, at både orienteringsform og indhold i brevet er i orden.

Lærerudtalelser

»Mie mener selv, at hun er blevet mobbet. Det er der på ingen måde hold i«.

Sådan skriver en lærer i en udtalelse til Børne- og Familieafdelingen i Herlev.

Læreren skriver om Mies »fysiske omsorgssituation beklædning og hygiejne: Dette er meget svært at udtale sig om. Hun har altid set pæn og ren ud. Hun gik meget i det samme tøj, om det var fordi hun ikke havde andet eller om det var fordi at det var det hun bedst kunne lide at gå i, kan jeg ikke vurdere«.

»Der har været socialtræning i klassen (.) her observerede læreren der gennemførte træningen, at Mies holdninger og meninger var noget specielle, og til tider asociale«.

»Mie har meget stærk brug for andres bekræftelse og gerne næsten konstant. Hun føler meget hurtigt, at andre er imod hende, og at det derved giver hende ret til et modangreb«.

Mie bliver i udtalelsen kaldt manipulerende og med overvældende og skræmmende mimik, ord og kropssprog. Klasselæreren skriver også, at der »har ikke været så meget hjælp, som man kunne ønske«.

En anden lærer skriver, at han i det store perspektiv kan tilslutte sig klasselærerens udtalelser. Men han har ikke haft personlige uoverensstemmelser med hende, bortset fra »at hendes sprog altid har været endog meget skarpt. Det har vi til gengæld haft nogle kontroverser om«.

En tredje lærer beskriver Mie som manipulerende, aggressiv, og »hun stod ikke tilbage for at lyve«.

Psykologudtalelse

Sidste sommer opsøger Mies mor Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Herlev Kommune. Psykologen har en samtale med Mie og hendes forældre, to samtaler alene med forældrene og otte samtaler med Mie. Psykologen understreger, at samtalerne alene har haft en støttende funktion og ikke på nogen måde udgør en undersøgelse.

Psykologen skriver, at det er forældrenes ønske, at Mie får mulighed for at tale med en psykolog om de ting, som hun angiveligt ikke kan snakke med forældrene om. De vurderer, at hun ikke længere fortæller dem om alt det, der gør hende ked af det - for at tage hensyn til dem.

»Mie ønsker at bruge de individuelle samtaler til at få hjælp til at styre sit temperament og hjælp til at håndtere den kritik, som efter forløbet i skolen er blevet meget svært for hende at håndtere«, skriver psykologen i udtalelsen. Hun betegner Mie som sød og behagelig og hurtig til at fange nye ideer.

»Jeg får indtryk af en sårbar pige, som har været og fortsat er presset i relationer med andre mennesker, idet hun har en oplevelse af, at det konstant er nødvendigt at forholde sig til samværet og være på forkant i det (blandt andet i forhold til potentiel kritik), og derfor har svært ved blot at være til stede i samværet. Mie synes hele tiden at gøre sig overvejelser over, hvordan andre tænker og gør i forhold til hende«. Psykologen skriver, at Mie har brug for at opleve, at hun er forståelig og værd at lytte til for andre og som følge deraf også for sig selv.

Skolelederen

Folkeskolen har fået aktindsigt i sagen hos kommunen og via fuldmagt fra forældrene i de papirer, som Folketingets Ombudsmand har. Folkeskolen har ringet til skoleleder på Lindehøjskolen, John Martinussen, men han har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

I foråret 2006 skrev lederen en redegørelse til forvaltningen, hvor han understreger, at han ikke er direkte impliceret i den daglige praksis, og at sagen er så kompleks, at han ikke alene kan sikre Mies trivsel. Han gør opmærksom på, at han arbejder for børnenes sag og som skoleleder forfægter, at børnenes trivsel og tarv går forud for læreres og forældres. Skolelederen fortæller, at han anser samarbejdet for at være i orden indtil september 2005, hvor der mellem Mie og læreren er »opstået en gensidig manglende tro på, at samarbejdet kunne blive en succes«. Han ved ikke, hvad der er sket, men konstaterer, at »noget er gået galt«. Det får også betydning for skole-hjem-samarbejdet.

Af redegørelsen fremgår det, at skolelederen mener, at læreren har en god situationsfornemmelse og dømmekraft. »Direkte adspurgt har . (læreren) . ikke chikaneret Mie og familie over for andre børn. Dette må bero på en misforståelse«, skriver skolelederen.

Skolechefen

Skolechef Christian Holm, Herlev Kommune, ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, men vil gerne udtale sig generelt.

Skolechefen fortæller, at det er overladt til den enkelte skole, hvordan man vil gribe arbejdet mod mobning an.

»Men vi har værdier, som skolerne skal arbejde ud fra. Det er anerkendelse, ansvarlighed, fællesskab, tryghed og udfordring. Det rummer, at man skal forholde sig til, at alle er trygge og er en del af fællesskabet«.

Men sager om mobning kan havne på dit bord?

»Ja, det er klart. Jeg kan jo ikke styre, hvem der kommer ind ad døren. Nogle sager henviser vi til skolerne, andre søger vi oplysninger om og kontakter så forældrene bagefter«, siger Christian Holm og understreger, at mobning skal løses ude på skolen.

Hvis skolen siger, at de ikke kan klare mere, hvad gør du så?

»Der er en palet af muligheder, for eksempel at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning udfører klasseintervention. I dialog med forældrene - at alle parter erkender, at dette ikke går længere på denne skole. Lad os i fællesskab finde et andet skoletilbud«.

Men når der er massive problemer, og et barn føler sig mobbet i en klasse, så vil man altså gå i gang med disse hjælpeforanstaltninger?

»Ja, hvis der er noget om det«.

Hvad betyder det?

»Vi må jo som skole og forvaltning i fællesskab afgøre, om det her er korrekt. Det har vi da også oplevet eksempler på - at sagsfremstillingen er forkert. At den mobbede faktisk ikke er den forurettede, men den, der foruretter andre«, siger Christian Holm.

Skal der så ikke ske noget?

»Jo, men så får sagen jo en anden karakter. Så handler det jo om at overbevise forældrene om, at det skal løses på en anden måde, og det kan være rigtig svært«.

Men skal klassen så ikke have en snak om trivsel med nogen?

»Jo, men så er det måske de andre, der har brug for støtte. Der er jo tale om en palet af muligheder hele tiden. Men du forenkler det i forhold til virkeligheden. Man tager hånd om det, men måden, man gør det på, er så lidt anderledes. Der er en proces, der handler om at få vedkommende familie overbevist om, at man måske ikke er den forurettede part«, siger Christian Holm.

Vil du mene, at problemet er løst, hvis en elev, der skaber uro, bliver flyttet?

»Nogle gange er det måden at løse det på, men det er det ikke altid. For nissen flytter jo også nogle gange med. Det er yderst komplekst og med mange løsningsmodeller, og det tager skolerne alvorligt og løser i 98 af 100 tilfælde. Det er ganske få tilfælde af mobning, der ender her på forvaltningen«.

»Jeg har aldrig slået nogen, men måske ser jeg farlig ud, når jeg er vred« Michael Jensen, Mies far