Mange linjefag bliver ikke udbudt

De små og mellemstore seminarier forventer ikke at kunne udbyde alle fag i den nye læreruddannelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Landets seminarierektorer afventer spændt bekendtgørelsen for den nye læreruddannelse. De fleste steder vil man ikke være i stand til at udbyde hele fagrækken, så samarbejder mellem seminarierne - også på tværs af CVU'erne - er i gang.

I Aalborg forventer man fortsat at udbyde hele fagrækken, men da økonomien ikke rækker til at fastansætte lærere i alle fag, vil man være nødt til at benytte sig af deltidsansatte undervisere.

Skive og Nørre Nissum har indledt et samarbejde med Silkeborg Seminarium for samlet at kunne udbyde alle fag. Men Silkeborgs rektor Peter Lykke-Olsen fortæller også, at de har fravalgt kombinationsmuligheder på forhånd.

»Der er ikke nogen grund til at udbyde kombinationer, som ingen eller i hvert fald meget få vil vælge, for eksempel fysik/kemi og natur/teknik«.

Mangel på linjefagslærere på landet

På Holbæk Seminarium kan konstitueret rektor Finn Koller ikke se, hvordan seminariet skulle være i stand til at udbyde alle fag.

»På de små og middelstore seminarier kan det komme til at knibe rigtig meget med at opretholde de små fag. Og jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan det vil ligge med lærerforsyningen ude i landdistrikterne, hvis der er bestemte mindre linjefag, som man ikke kan blive uddannet i her. Folk, der bliver uddannet i København, søger altså ikke til Vestsjælland, når de er færdige.

De store fag vil fylde så meget, at de små går en stille død i møde på seminarierne«, siger han.