Debat

Glædeligt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man bliver sjældent populær, når man foreholder glade mennesker, at de absolut ingen grund har til at være glade.

Poul Erik Madsen, kredsformand i Køge-Vallø-kredsen, glæder sig i Folkeskolen, nummer 43, over, at en af kredsens kommuner har besluttet at spare 100.000 kroner på kontoen for decentral løn i 1997-budgettet. Poul Erik tror, at det er fordi, DLF har en central placering i de kommende overenskomstforhandlinger, og at kommunen har læst 'skriften på væggen'. Poul Eriks glæde er imidlertid funderet på en politisk-økonomisk fejltænkning, som ikke uimodsagt skal få lov at danne grundlag for foreningens fremtidige lønstrategi.

Hvis nemlig DLF ved Overenskomst 97 kommer igennem med sin erklærede politik om at afskaffe den decentrale løn, kan kommunerne godt nok skrive kontoen til decentral løn ned til nul kroner, men de kan ikke trække lønsummen, de forventer afsat til decentral løn, ud af budgettet for 1997. Denne lønsum skal jo ikke kastes væk, men vil indgå i den centrale udmøntning af aftaleresultatet og for eksempel medføre en forhøjelse af den generelle løn. Altså: den af kommunerne forventede decentrale lønsum skal blot flyttes over på en anden lønkonto. Og det er der jo ingen kommunale besparelser i!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Den kommunale besparelse på de ansattes bekostning vil alene kunne komme i stand, hvis to betingelser samtidig er opfyldt: Det lykkes os for det første ikke at få afskaffet den decentrale løn, og for det andet fastholder vi den nuværende 'lønafkaldsstrategi', som blev vedtaget på kongressen i 1995, og som Poul Erik Madsen er en varm tilhænger af!

Der er imidlertid intet, som efter den netop afsluttede kongres tyder på, at det vil være muligt for kommunerne at spare på udmøntningen af Overenskomst 97. Kongressen slog nemlig fast,

- at vi i DLF ikke vil have decentral løn, men

- at hvis vi får den alligevel og på trods af vores modstand, så vil vi sørge for, at 'ikke en eneste lønkrone bliver spildt', som formanden sagde.

Og uanset hvordan man vender og drejer sig, så er det spild af lærernes lønkroner, hvis de bruges til andet end lærerløn!

Da det sidste væsentlige punkt 'kun' er et formandstilsagn - som godt nok ingen (inklusive hovedstyrelsen) på kongressen tog afstand fra - må vi afvente en ekstraordinær kongres i forbindelse med afslutningen af overenskomstforhandlingerne, der endeligt kan konfirmere formandens erklærede politik. De kongresdelegerede, der vil modarbejde formanden på dette punkt, vil medvirke til, at Poul Erik fortsat kan være en glad mand, mens medlemmernes overenskomstkroner går til blandt andet at dække de kommunale budgetunderskud!

Poul Eriks glæde over at have en lønpolitik i DLF, der gør det muligt for den enkelte kommunale arbejdsgiver uantastet at beskære DLF's overenskomstresultat, bør vare kort!

Reinhard Werner

formand, Kreds 53

Vestsjællands Lærerkreds