Skolens plads i valgkampen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frygten for skolelukninger er det skoleemne, der fylder mest i den kommunale valgkamp. Det viser en rundspørge, som Danmarks Lærerforening har foretaget blandt formændene for de lokale kredse.

»Emnet om skolestruktur, skolenedlæggelser med mere har fyldt relativt meget i skoledebatten i imellem halvdelen og en tredjedel af de kommuner, vi har oplysninger om. Det er klart det største skoleemne nationalt set«, siger økonomisk konsulent i DLF Lars Blom Salmonsen, som har stået for rundspørgen.

Kredsformændene har vurderet, hvilke tre skolepolitiske emner der har været størst i valgkampen i de enkelte kommuner. Der er kommet svar om 144 ud af 271 kommuner. Rundspørgen viser, at kvalitet i undervisningen - det vil sige blandt andet faglighed, evaluering og test - har været debatteret mange steder. Også emner som økonomi og besparelser har fyldt en del i valgkampen.

Desuden har en række emner ofte været oppe at vende. Her er de nævnt i prioriteret rækkefølge: rummelighed/specialundervisning, skolemad/sundhed, klassestørrelse, skolebygninger, elevernes timetal, skolefritidsordning/pasning, it/computere, efteruddannelse og 10. klasse.

mbt@dlf.org

Powered by Labrador CMS