Lærerne har førsteret

23 medlemmer af Lærernes Pension har allerede reserveret en lejlighed

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lørdag den 26. november kan alle interesserede medlemmer af Lærernes Pension komme på besøg i prøvelejligheden på Poul Hartlings Gade 9 i den nye Havnestad. Men forleden var Folkeskolen på smugkik sammen med en boligsøgende lærer, Maria Svan. De lyse parketgulve var ved at blive lagt, så bygherren, pensionskassedirektør Paul Brüniche Olsen, kunne løfte op i gulvbrædderne og vise, at parketten ikke bare er et tyndt lag, men massivt træ, så gulvene kan afhøvles igen og igen. Køkkenelementerne stod stadig i deres papkasser, mens badeværelset var fuldstændig færdigindrettet med fliser fra gulv til loft, granitbordplade, halogenspot i loftet og wc-rulleholderen skruet fast i væggen. Badeværelserne til de 129 lejligheder ankommer nemlig som præfabrikerede kuber, der sættes på plads med en kran.

Lejlighederne er gennemlyst med store vinduer i begge sider af bygningen, men med mulighed for at indrette et ekstra værelse ved hjælp af en stor skydedør, som endnu ikke er på plads i prøvelejligheden.

Der er store altaner, elevator og affaldsskakt til Havnestadens centrale affaldsbehandlingsanlæg. Fra prøvelejligheden er der udsigt ind over et lille gult kolonihavehus med småsprossede ruder til de gule, grønne og røde træer på Amager Fælled, mens det kun er få lejligheder, der får kig til havnen eller den lille kile af vand, der er trukket ind i kvarteret. Lige der kan man fra næste år gå eller cykle på en ny bro ind over havnen over til Fisketorvet med butikker, restauranter og biografer.

Huslejen er justeret efter udsigten - de øverste lejligheder med udsigt over vand eller fælled har højere kvadratmeterpriser end de nederste lejligheder. Lejlighederne er mellem 62 og 127 kvadratmeter og koster mellem 6.000 og 14.300 kroner om måneden. De første 23 lejligheder er allerede reserveret, og medlemmer af Lærernes Pension har førsteret frem til nytår. Der er indflytning i den første ud af tre blokke til maj næste år.

Se mere på www.heklahusene.dk

kra@dlf.org

Powered by Labrador CMS