I august blev det første alternative Sorø-møde afholdt i Kerteminde. Der var to hovedtemaer: »Den politiske styring og det professionelle råderum« og »Folkeskolens almene indhold midt i en kompetencetid«. På forskellig vis udtrykker temaerne, at der foregår en kamp om folkeskolen - ikke den sædvanlige om små skolers overlevelse eller mængden af økonomiske resurser og lignende. Den slags kampe kender vi. De er årtier gamle. Nej, det er værre - det er en ny kamp om selve folkeskolens substans, om formål, indhold, metode, praksis og evaluering. Det er kampen om den samlede didaktiske og metodiske proces, der er i gang lige nu - og de seneste år. På trods af en efter de flestes mening udmærket lov fra 1993, forbedret med ni mindre lovændringer fra 1993 til 2001, der alle udvidede skolernes og lærernes handlemuligheder eller kvalificerede allerede gældende bestemmelser, er loven fra 2002 til 2005 ændret med to voldsomme indgreb, der indsnævrer handlemulighederne og kvaliteten af skolens virksomhed: bortfald af modersmålsundervisningen og et direktivt krav om ensidig styrkelse af formålsparagraffens faglige ben i en pakke med nationale trinmål, nationale test og forringet økonomi.

Den sidste lovændring, pakken, var til at leve med, hvis beslutningsgrundlaget havde været i orden med teoretisk og erfaringsbegrundet viden og indsigt, for så havde pakken set meget anderledes ud. Men sådan var og er det ikke. Det var mytedannelser, folkepædagogiske og folkepsykologiske myter, der var grundlaget. Først blev myterne brugt til at beskrive folkeskolens dårligdom. Derefter blev andre myter brugt til at begrunde behov for ændringer som trinmål, test og beskæringer i økonomien. Ikke kun af politikere og en overvægt af skolefagligt svagt funderede embedsmænd i Undervisningsministeriet - nej, også enkelte professionelle med relevant uddannelse i forhold til at vurdere folkeskolens udviklingsbehov gav politisk korrekte bud på nødvendige ændringer, tilsyneladende uden at ænse kompleksiteten i de sagsforhold, de gjorde rystende enkle.

Med udsagn som »internationale undersøgelser viser«, »der er for megen uro i skolen« og »skolen er for dyr« blev der grobund for ukritisk accept af andre myter som »vi er ængstelige over udviklingen, så ministeriet må handle«, »der skal være mere disciplin, folkeskolen skal ikke være demokratisk« og »faktuel, gerne kronologisk viden er nødvendig i den globale verden(!)« ...

Det hele sovset ind i mistillid og deraf følgende behov for kontrol.

En atomistisk myteverden er ved at erobre folkeskolens kulturinstitutionelle plads.

Hvad så - opgive kampen og blive medløber på den liberalistiske abedans, hvor staten barokt styrer alles kamp mod alle? Eller tage kampen op og vise den innovative skoles kraft over for myterne?

Ja, hvorfor ikke. Det er måske slet ikke så svært.

Hvis skolen og dens hjælpere på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og forvaltningerne bruger den tilstedeværende viden og indsigt offensivt, vil det stå klart for enhver, hvor kompleks eller molekylær den virkelige virkelighed er. Det vil være muligt at udvikle skolen i lyset af børns fasebestemte både kvantitativt og kvalitativt forskellige udvikling med behov for differentierede multiple mål og selvevaluering.

Over for myternes effekt på skolens virkelighed med profittænkning, rettigheder og egeninteresser kunne stå risikovillighed med anerkendelse af elevernes og lærernes gensidige afhængighed med medansvar, fællesskab, pligt, kooperative mål, rummelighed og reel ytringsfrihed.

Nyttetænkning kunne afløses af anerkendelsen af, at den enkelte elev har værdi i sig selv.

Per Kjeldsen er udviklingskonsulent