En lighedskæmper træder af

Efter et langt arbejdsliv i lighedens tjeneste går professor Erik Jørgen Hansen på pension

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så skriv dog en kronik, sagde hans hustru, da han for 117. gang havde brokket sig over amatørismen i OECD's Pisa-undersøgelse ved middagsbordet.

Det gjorde Erik Jørgen Hansen så, den kvantitative metodes mester, der har titler som »Kampen om forskningen« og »Et sociologisk værktøj - introduktion til den kvantitative metode« bag sig, og som selv fra tid til anden har arbejdet i OECD.

I Politiken for et år siden, hvor han påviste, at Pisa driver den kvantitative metode ud i det absurde: at rapporten består af en flodbølge af ufortolkede talrækker, den er sjusket, den er simpelt hen dårlig videnskab.

Kronikken blev et vendepunkt i den danske Pisa-debat. Hidtil havde nyhedsmedierne refereret Pisa-forskerne ukritisk, slet og ret, nu var der pludselig en såkaldt kontrakilde, professor Hansen fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

Journalister ringede ham nu op i tide og utide, og efterhånden sprang også andre forskere ud af deres kontor med kritik af Pisa.

Det endte med en høring på Christiansborg, hvor en snes eksperter - herunder Erik Jørgen Hansen selv - stillede skarpt på Pisa for øjnene af Folketingets uddannelsesudvalg og 200 indbudte gæster fra magtens cirkler.

En god måned efter, den 1. november, gik Erik Jørgen Hansen på pension, 70 år gammel.

50 år bag tasterne

Han har trukket et skriftspor efter sig på størrelse med en sekssporsmotorvej - bøger, artikler, pjecer, afsnit i bøger, rapporter.

De fleste om lighed og social mobilitet, begyndende med hans speciale fra cand.polit.-studiet, »De administrerende direktørers sociale oprindelse« (1964), fulgt op af titler som »Lighed gennem uddannelse«, »Lighedsproblemet i den danske uddannelsesstruktur« (1973), »Hvem bryder den sociale arv?« (1982), »Den maskerede klassekamp« (1990), »Med kvinder ved magten« (1993) og »Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv« (2003).

Mest kendt er hans undersøgelse af 7.-klasse-elever fra 1968, som han tjekkede, da de var 24 år, og igen da de var blevet 38. Hvor var de endt henne? Ja, kort fortalt: Frisørens datter var blevet frisør, og advokatens søn advokat.

Men snedkermester Hansens søn fra Bramminge ved den jyske vestkyst blev professor.

»Der har altid været enkelte i de ikke-akademiske miljøer, der tog den sociale opstigning. Det understreger jeg altid, når vi taler om social arv«, siger Erik Jørgen Hansen.

»Jeg var et fjumrehoved på min fars værksted, og det skinnede igennem, at familien ville satse på min lillebror. Jeg var mere interesseret i at læse - som min farfar i øvrigt, der også var snedkermester«.

På Københavns Universitet kom Erik Jørgen Hansen snart i bestyrelsen i Frit Forum, den socialdemokratiske studenterorganisation, en post, der banede vejen til et studenterjob i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Tidens socialdemokratiske slogans var »lighed gennem uddannelse« og »mobilisering af intelligensreserven«, men Erik Jørgen Hansen troede ikke på uddannelse som vejen til et lige samfund.

»Målsætningerne om lighed i uddannelsessystemet kunne ikke medføre lighed i samfundet. Det, de medførte, var, at alle uanset social oprindelse kunne få den samme chance for at få den position, som man var egnet til. Hvilket i sig selv selvfølgelig er godt. Men det var positioner i et samfund, der var et ulighedssamfund«.

Skulle man danne et lighedssamfund, ville det kræve politiske initiativer af en helt anden kaliber, der ville medføre, at skraldemanden tjente lige så meget som professoren for eksempel.

Det sidste skridt mangler

Så vidt kunne de socialdemokratiske bevægelser ikke gå.

»Det, der skete, var, at man sagde: Når vi har givet alle samme chance og ikke diskriminerer mod nogen form for social afstamning, så har vi nået målet«.

»Det er det, man på amerikansk kalder meritokratiet, og som Tony Blair også har sagt er målsætning i England. Og som også er den helt klare målsætning, når Anders Fogh Rasmussen siger, at han ønsker et samfund, hvor man skal kunne gå fra at være bistandsklient til at blive bankdirektør«.

»Holdningen er, at vi ikke skal længere, end at vi skal give alle den samme chance. Og så retter man ikke kritikken mod samfundets ulighed mere. Det gælder også mange faglige organisationer, Danmarks Jurist- og Økonomforbund for eksempel, der formulerer en holdning om større ulighed, når den siger, at især cheflønninger skal hæves«.

»Jeg mener: Uddannelse i sig selv skaber ikke lighed, men det skaber en større retfærdighed over for den enkelte, at vedkommende får samme chancer, uanset hvor han eller hun kommer fra. Det, vi maksimalt kan opnå ved at skabe lige chancer, er, at man så får de samme muligheder for at placere sig i et samfund, der er opbygget på ulighedspræmisser«.

Det danske samfund er dog blevet mere lige, siden Erik Jørgen sad hjemme i Bramminge og læste i farfarens bøger.

Men lighed er ikke en størrelse, der giver sig selv, mener han. Man må kæmpe for den, uophørligt, hvis man hører til dem, der ønsker et menneskeværdigt samfund med lav kriminalitet. Der er nemlig kræfter, der ønsker et mere ulige samfund.

»Den borgerlige tænketank CEPOS - der er meget fremme - formulerer en målsætning om et mere ulige samfund. Den mener, at ulighed giver mere dynamik i samfundet. Jeg mener, det giver mere dynamit«.

Kan folkeskolen gøre mere for øget lighed?

»Det er meget lidt, man kan lægge på folkeskolen, fordi så meget er bestemt af forældre, boligområde og kammerater. Jeg er imponeret over, at lærerne kan holde jobbet ud med de krav, der stilles til dem«.

»Der er mere brug for en god socialpolitik, som skaber tryghed. Folk skal vide, at de bevarer deres indkomst, hvis de bliver arbejdsløse, så de kan give deres børn nogle ordentlige vilkår«.

»Allerede Nina Bang - der var undervisningsminister i 1920'erne - påviste i en undersøgelse, at lavtlønnede tjenestemænd i højere grad investerede i deres børns uddannelse end arbejdere med samme løn, simpelt hen fordi de havde tryghed i ansættelsen. De havde en tidshorisont, der gjorde det overkommeligt for dem at investere i deres børn«.

»Det er den rigtige tankegang, men det går den modsatte vej lige nu med socialpolitikken, som fattiggør folk ud fra en økonomisk tankegang«.

Erik Jørgen Hansen vil fortsat beskæftige sig med sociale klasser og social mobilitet i en eller anden udstrækning. Men han ser frem til et liv uden deadline.

»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet« Socialminister Eva Kjer Hansen i Jyllands-Posten for en måned siden
Powered by Labrador CMS