Anmeldelse

Evaluering af læsning i fokus

Nye opgaver til indskoling, mellemtrin og specialundervisning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For tiden kommer der flere gode evalueringsredskaber til læsning. De er med til at fremme læreres, elevers og forældres viden om læsning og læseudvikling. "Læseraketten" er et godt bud på, hvordan en evaluering kan foregå fra børnehaveklasse til og med 5. klasse. Opgaverne kan også anvendes i specialundervisningen. De er resultatet af et udviklingsprojekt på Ordblindeinstituttet fra 2003-2005. De er desuden afprøvet på en række folkeskoler. Forfatterne pointerer, at opgaverne er et evalueringsredskab, der bør indgå som en naturlig del af undervisningen.

Lærerhæftet giver en kort og overskuelig oversigt over de teorier, materialet bygger på. Her fremhæves englænderen Utah Frith, de nordiske forskere Torleiv Høien, Ingvar Lundberg, Jørgen Frost og Carsten Elbro samt den amerikanske forsker Linnea Ehri. Deres benævnelser af læseudviklingens faser sættes i relation til "Læseraketten"s inddeling og opstilles i et overskueligt skema.

"Læseraketten" opererer med følgende fem faser: Legelæsning, tidlig alfabetisk læsning, alfabetisk-fonemisk læsning, ortografisk-morfemisk læsning og automatiseret læsning. I elevhæftet er det de tre midterste faser, man koncentrerer sig om. De kompetencer, der er knyttet til de enkelte faser, og den praktiske anvendelse af elevmaterialet gennemgås i lærervejledningen. Der udformes en individuel læseprofil. Både elevens gode læsestrategier og de uhensigtsmæssige gennemgås, og der gives forslag til pædagogiske tiltag.

Bagest i lærervejledningen er kopiark i form af oversigtsark over klassen, ark til notering af læsestrategier og yderligere individuelle læseprøver.

Elevhæftet er et éngangshæfte med opgaver til hele forløbet. Som nævnt koncentrerer man sig om de midterste tre faser fra udviklingsskemaet i lærervejledningen. I elevhæftet benævnes de fase et, to og tre. Inden for hver fase er der syv til otte opgaver dækkende ordafkodning, læseforståelse og læselyst. På et oversigtsskema kan eleven markere de områder, han behersker. Opgaverne er gruppeprøver, men i første fase tilrådes det at tage dem som individuelle prøver, da elevens højtlæsning giver bedre mulighed for at iagttage de anvendte læsestrategier. I første opgave starter eleven med at sætte ring om en række firmaskilte, der er stavet rigtigt. Her og i nogle af de følgende opgaver kan iagttages, om eleven også benytter sig af bogstavkendskab eller læser rent logografisk. Første fase slutter med elevens læsning af en let tekst med billedstøtte. Opgaverne til de to følgende faser går fra læsning af lydrette ord og vrøvleord til læsning af længere tekster, hvor der skal læses imellem linjerne og tages stilling til det læste.

Elevhæftet er i farver, og tegningerne er gode og tydelige.

Materialet er godt og systematisk, opgaverne er velvalgte, og de giver gode muligheder for den fortsatte evaluering. Materialet anbefales til målgrupperne.