En total mangel på lyst til debat, på kant med loven og et angreb på lærernes metodefrihed. Sådan betegner lærer Erik Schmidt det forslag til en treårig strategiplan til indførelse af Den rummelige skole, som Børn og Unge-forvaltningen i Odense Kommune lagde frem i september.

Planen indeholder nøgleord som »rummelighed«, »fleksibilitet«, »læringsstile«, »storgrupper« og »kontaktlærer«. Erik Schmidt er klasselærer i 9. klasse på Agedrup Skole, der ligger i udkanten af Odense og har godt 500 elever.

Erik Schmidt mener, at lærerne burde have været inddraget langt tidligere i processen, end det er sket.

»Odense Kommune har ikke diskuteret det her med hverken lærere, skoleledere eller forældre. Forvaltningen gider simpelthen ikke mere snak. Nu skal lærerne bare makke ret«, siger Erik Schmidt.

»Kommunen lægger op til store forandringer i fleksibilitetens og rummelighedens navn, men det sker uden større respekt for selve folkeskolens idé. Der er tale om et omfattende og dumdristigt eksperiment med folks børn«.

Målet er at spare penge

Odense-planen går ud på, at en større del af de elever, der ellers henvises til specialklasser og -skoler, i stedet skal undervises i den almindelige folkeskole. Senest 2007 skal henvisningsprocenten, der er på 3,26, være nedbragt. Erik Schmidt mener imidlertid, at det er uansvarligt.

»Det er elever med alvorlige indlæringsvanskeligheder, vi taler om, og lærere er i forvejen meget påholdende med at henvise til specialforanstaltninger«.

Han tror, at kommunen ønsker at spare et tocifret millionbeløb.

»Rådmanden og skolechefen siger, de vil lade de besparede midler følge specialskoleeleverne med over i folkeskolen, men det er de jo ikke ene om at bestemme. Selvfølgelig er målet på længere sigt at spare penge«.

Også formanden for pædagogisk udvalg i Odense Lærerforening, Gitte Mailand, mener, at forslaget er en dårlig idé.

»Jeg synes, det er et problem, at man fokuserer på en bestemt procentsats og stiller det op som et mål, at man vil nedbringe de 3,26 procent, som henvises til specialundervisning. I stedet bør man fokusere på de elever, der bliver talt om, for hvem siger, at det er en succes at beholde dem i en klasse? Hvis man ikke har givet dem det bedste tilbud, man har, så synes jeg, succesen er svær at få øje på«, siger hun. »Almindelige lærere vil sige til dig, at de klasser, der er i dag, er rummelige, næsten ud over hvad de til daglig synes, de kan klare«, siger Gitte Mailand.

Ekstremt individualistisk

Men hvad skal skolerne gøre for at gøre skolen og undervisningen mere rummelig? I strategipapiret står der blandt andet: »Undervisningens indhold og -metoder tilrettelægges målrettet med udgangspunkt i de enkelte elevers læringsprofiler og læringsstile«. Videre står der, at strategien skal understøttes ved hjælp af efteruddannelsesmidlerne, ligesom der opfordres til, at skolerne bruger deres egne midler til at understøtte udviklingen hen mod den rummelige skole.

Det forholder Erik Schmidt sig skeptisk til.

»Ved at anbefale og presse ekstremt individualistiske metoder og programmer igennem, angriber kommunen lærerne på deres kernefaglighed. Det er os, der har det didaktiske ansvar, og det kræver metodefrihed. Vi har efterhånden fået en politisk detailstyring, som er ødelæggende for folkeskolens indre liv. Og hermed mener jeg det centrale forhold mellem eleven og læreren i mødet om en sag og et stof«, siger Erik Schmidt. Videre i strategipapiret står der, at skolens hverdag i 2007 vil være præget af rummelighed. Det betyder, at den skal være fleksibel, og undervisningen skal foregå på tværs af faglig formåen og alder. Endvidere at alle lærere bør have en mindre gruppe på typisk 12-14 børn, de er kontaktlærere for. »På kant med loven«, siger Erik Schmidt.

»I folkeskoleloven er klasselæreren og klassen helt centrale begreber. Husk på, at læreren både er fagkyndig, samtalepartner, kulturperson og social regulator«.

»Og klassen er et demokratisk arnested. Klassen er fundamentet for enhedsskolen, og ideen er jo netop, at her samler man elever efter alder og ikke efter intelligens«.

»Med læringskulturen i den fleksible skole overlades eleverne i højere grad til deres egen videnshorisont, og deres mulighed for at få et dannelsesperspektiv på deres viden formindskes. Det er synd for dem. Desuden giver den løse struktur de kulturelt og socialt dårligst stillede elever ringere vilkår«.

Erik Schmidts hovedpointe er dog, at det aldrig må blive legitimt i den danske folkeskole at presse lærerne til at bruge bestemte pædagogiske metoder eller at have en bestemt livsanskuelse.

»Metodefriheden og åndsfriheden i skolen er til for at sikre kvaliteten i undervisningen og for at undgå, at poppede holdninger af pædagogisk eller politisk karakter får varigt fodfæste i den fælles skole. Det ville have klædt Odense Kommune at respektere og inddrage lærerne ude på skolerne, skolelederne og forældrene i en diskussion af de omfattende ændringer, der lægges op til«.

»Også på landsplan er vi nødt til at have denne diskussion med inddragelse af landspolitikere og forskere. Gerne inden kommunerne har haft held til at ændre hele det pædagogiske landskab«, siger Erik Schmidt.

jrjohansen@dlf.org