Gennem det sidste halve års tid har der under den ene mere slagkraftige overskrift efter den anden været mange indlæg i kanondebatten. Man har diskuteret kanonlistens udpegning af forfattere, og hvorvidt den er udtryk for forsigtighed og konservatisme. Nogle ville hellere have haft anvist perioder og genrer, mens andre plæderer for helt konkrete værker, og endelig er der det principielle i at få udstukket et bindende pensum. Under alle omstændigheder er det positivt, at kanondebatten har skabt fokus på danskfaget generelt og på diskussion om kvalitet i danskundervisningen.

Det største litteraturfaglige og sproglige udviklingspotentiale for eleverne opnås uden tvivl i mødet med den litterære kvalitet i mødet med tekster, hvis æstetik og stilisering inviterer til nærlæsning. I bogen »Danskdidaktik i praksis brudstykker af et mønster« defineres den litterære tekst som en tekst, der ikke afspejler verden, men gennem sin sproglige udformning skaber et billede af verden, som man kan forholde sig til. Dermed kan læsningen af den litterære tekst blive kimen til selvoverskridelse og selvrefleksion, når litteraturundervisningen lykkes.

Kvaliteten i danskundervisningen rundt omkring på landets skoler skal ganske vist ikke tages for givet, men man bliver alligevel træt af det i længden, når et element i debatten konsekvent er en udstilling af dansklærernes påståede begrænsede indsigt i dansk litteraturs største værker og forfatterskaber, eller når kanonlistens fortrin ligefrem fremhæves med henvisning til lærernes usikre og ureflekterede tekstudvælgelse, som professor Torben Weinreich fra Danmarks Pædagogiske Universitet udtrykker det. Jens Raahauge, formanden for Dansklærerforeningen, kan tages til indtægt for det første synspunkt, og han ser i den bindende kanonliste, at »en gruppe mennesker, der kender litteraturen og ved, hvad der er at vælge imellem, indsnævrer lærernes valgmulighed, så de ikke skal skyde i blinde. Eller dyrke højdespring på kviksand« (Folkeskolen nummer 36).

Provokerende er det også, når professor Jørn Lund i Folkeskolen nummer 40 citeres for, at Ingemann kan klares ved at synge »Den signede dag«. Et er, at den nævnte salme er af Grundtvig, og at der skulle have stået »I østen stiger solen op«, som er en af Ingemanns dejlige »Morgensange for Børn« fra 1837. Noget helt andet er det pinagtige i en sådan udtalelse og så oven i købet fra en af de virkelig store kanoner. Jørn Lund har siddet som formand for kanonudvalget, men kommer her med en udtalelse, som jo devaluerer hele udvælgelsen af forfatterskaber, idet den blotte afsyngelse af en morgensang næppe fører til hverken litterær kvalitetsbevidsthed eller selvoverskridelse.

Når man nedsætter et kanonudvalg, hvis arbejde udmunder i en bindende liste over forfattere, som alle landets folkeskole- og gymnasieelever skal stifte bekendtskab med, så er det jo ikke på grund af lærernes kompetenceniveau, men fordi man mener, at eleverne bør stifte bekendtskab med netop disse forfatteres tekster. Tekster, som har både en æstetisk, litteraturfaglig værdi og en art dannelsesværdi i form af kulturhistorisk indsigt. Det er derfor også kedeligt, at det ikke er her, de store kanoner som Weinreich, Raahauge og Lund tager fat og folder deres synspunkter ud. Den faglige debat fortsætter heldigvis, og vi dansklærere skal på banen med vore tanker om den gode danskundervisning ikke kun i forhold til det litteraturhistoriske arbejde, men i forhold til faget i almindelighed.

Conni Hesel Rickmann er lærer