Der var engang en lærerrådstidsalder, hvor skoleinspektøren var en hyggelig nissefar. Han stod sådan lidt ude ved siden af lærerflokken og så med milde øjne på, hvordan den styrede sig selv. Han havde jo selv været lærerrådsformand og med i kredsen og vidste ret, hvordan det var.

Så blev det hele ødelagt. Skolestyrelseslov og hvad ved jeg. Skolebestyrelse med forældre! Og efterhånden mere og mere magt til inspektøren. Det billede, der nu tegnede sig i mange læreres tanker, var den uforstående bøffel, som gemte sig bag sin computer og aldeles ingenting forstod. Skolen var i deres øjne at ligne med en traditionel pyramide, hvor den lede leder, assisteret af sine afdelingsledere, holdt lærerne i et jerngreb ved hjælp af tjenestetidsreformen. Gys!

Skoleinspektøren gøs også. Men af nogle helt andre grunde. Forældrene stillede stadigt mere stejle krav til skolen om særbehandling af deres dejlige unger. Lærerne gik ind i deres klasseværelser, lukkede døren og gjorde kun det, de selv ville. Skolefritidsordningerne invaderede skolens sparsomme kvadratmeter, og kulturkonflikten mellem lærere og pædagoger forpestede inspektørens hverdag. Reglerne i arbejdstidsreformen var svære at forstå og svære at bruge i praksis. Support fra KL (Kommunernes Landsforening) var langt fra perfekt. Journalister påstod i store overskrifter, at børnene hverken kunne regne, skrive eller læse. Offentligheden var opskræmt.

Og det blev inspektøren også. Mere og mere. Og de begyndte at stemme med fødderne. De gik - i stigende tal. Nå ja! Hvad så! Det var nok de dårlige, der ikke kunne klare mosten. Men av, av! Det blev tungere og tungere med ansøgere til de ledige stillinger. Der var ligesom ikke ret mange, der havde lyst til at strække halsen.

Lærerne oplevede stadig skolelederen som toppen af en pyramide. Og det kan ikke afvises, af nogle inspektører i denne tid har fået en kommandus i maven og har troet, at det gælder om at være bøs og barsk. Men mere almindeligt er det, at inspektøren oplever sig selv klemt flad mellem to pyramider: Nederst lærerne og tillidsrepræsentanten og øverst skolebestyrelsen, forvaltningen, kommunalbestyrelsen, KL og ministeriet.

Endelig kom efter mange genvordigheder en visionær, udviklingsvenlig skolelov.

Lærerne så straks, at efter de mange magre år havde de hjælp behov og råbte så i kor: Vi vil have vejledning! Og vupti blev der uddannet flere hundrede regionale og kollegiale lærerhjælpere.

Men hvad så med skolelederne? Længe nok havde inspektøren siddet ned ved sin computer. Nu gjaldt det den pædagogiske skoleledelse. Nu gjaldt det en anden balance mellem skoleledelse og lærerledelse af skolen. Endnu mere støtte til den pædagogiske skoleudvikling fra inspektøren. Og større åbenhed omkring undervisningen bag de lukkede døre blandt lærerne. Større åbenhed omkring den kollegiale planlægning af undervisningen. Og større beredvillighed til at diskutere evaluering og kvalitet med skolelederen.

Derfor blev der også uddannet en landsdækkende gruppe kollegiale skolelederkonsulenter. En gruppe, som skoleledere nu kan trække på som sparringspartnere med hensyn til de ledelsesmæssige udfordringer i den ny folkeskolelov. Herved er der skabt balance mellem de to former for konsulentstøtte: Til skoleledelsen og til lærerne.

Ekstern sparringspartner

I perioden september 1995 til maj 1996 blev 32 skoleledere fra hele landet uddannet som kollegiale konsulenter. De blev udvalgt, så der var cirka to i hvert amt i to forskellige kommuner i amtet. Halvdelen af gruppen er mænd. Halvdelen kvinder. De er ledere af skoler i by og på land, store skoler og små skoler.

Den enkelte har gennem uddannelsen fået udvidet sin viden om skoleudviklingsmodeller og konsulentarbejdsmetoder. Lederkonsulenterne arbejder tæt sammen i fire regionale grupper, så de erfaringer de får - i en neutraliseret form - kan komme de andre konsulenter til gode.

Samtlige lederkonsulenter har adgang til Undervisningsministeriets elektroniske opslagstavle 'Skoda', hvor de har deres egen lukkede konference, så de kan udveksle informationer over dette netværk. Dette tog fart i maj-juni 1996 og er nu i endnu højere gear.

Betydningen heraf er den, at hvis en skoleleder på Bornholm spørger skolelederkonsulenten om inspirationsmaterialer for eksempel vedrørende lærerteam - så kan konsulenten i løbet af få timer efterlyse sådant materiale hos samtlige andre lederkonsulenter.

Skolelederne har i deres pressede hverdag så mange forskellige arbejdsopgaver, at det kan være svært at løfte dem alle så godt, som de gerne vil. Og den nye store opgave er pædagogisk skoleledelse.

Pædagogisk ledelse. Det vil sige støtte til dannelse af lærerteam. Og det vil sige gradvis omstilling af skolen til at blive en lærende organisation, hvor lærerne får lyst til at forny undervisningen. Det vil også sige en tackling af det helt svære problem: Kvaliteten i skolens ydelser over for samfundet.

Kollegakonsulenterne kan give lederen støtte til selv at klare udfordringerne i arbejdet. Kan give inspiration i form af information om, hvad andre ledere har gjort. Støtte i form af udviklingsmodeller og begreber, som kan give overblik over lederens flimrende hverdag. Og støtte i form af personlig interesse og opbakning til kollegaen.

Konsulenterne må ikke løse problemet på lederens vegne. Ikke blive 'reserveleder' af skolen og vil forholde sig åbent lyttende til den rekvirerende skoleleder, så de får fat på, hvordan denne opfatter situationen, og hvad rekvirenten har brug for.

Det er naturligt at føle behov for en fortrolig og åbenhjertig snak med en kollega udefra. Lederkonsulenterne er selv engagerede skoleledere. De kæmper med udvikling af deres egne skoler og har deres egne problemer at slås med. De er blevet 'lederstøtter' for at være med til at gennemføre den mest spændende folkeskolelov i lange tider. Og de er blevet uddannet til at give deres kolleger en uforpligtende håndsrækning. Det kan være under fire øjne. Og det kan være i skoleledergrupper og forsamlinger. Ordningen gælder foreløbig hele dette skoleår ud.

Sten Clod Poulsen er cand.psych. og pædagogisk konsulent i MetaConsult.