Det var en oplagt god idé af redaktøren at sende en medarbejder fire dage til Finland for at kigge den finske småbørnsundervisning i kortene (Folkeskolen nummer 40). Fire dage er imidlertid ikke meget, som medarbejderen også selv bemærker, så man bør nok forholde sig lidt kritisk til konklusionerne. Jeg føler det i hvert fald nødvendigt at reagere på baggrund af omkring 15 års deltagelse i nordisk skolesamarbejde, herunder mange besøg i Finland og mange møder og samtaler med finske skolefolk på alle niveauer.

1. Sprogsituationen i Finland adskiller sig afgørende fra de fleste andre tosprogede områder i Europa, herunder vort eget grænseland. De færreste finlændere er tosprogede, og sproggrænsen mellem finsk og svensk kan næsten overalt trækkes ganske skarpt. Sådan forholder det sig stadig på trods af, at staten i mange år har kæmpet for at realisere et ideal om Finland som et tosproget samfund ud fra det forfatningsmæssige krav om formel ligestilling mellem de to sprog. (En parentes for en ordens skyld: Ungarsk hører nok til samme sprogstamme som finsk, men er nok lige så forskelligt fra det som dansk fra russisk).

2. Jeg finder ikke i artiklen noget om, hvilke principper der ligger til grund for undervisningen i den finske læseundervisning. Jeg kan imidlertid vanskeligt forestille mig andet, end at det stadig i hvert fald i de finsksprogede skoler er et elementprincip. Finsk skriftsprog er nemlig - hvad der måske ikke er almindeligt kendt - i enestående grad lydret, og man skal efter min bedste overbevisning være underlig i hovedet for at anvende noget andet princip, når man skal lære at læse finsk.

3. Når forventningerne hos forældrene ses som en væsentlig årsag til de gode finske resultater, er jeg bange for, at vi er ved at få vendt op og ned påårsag og virkning. For mig at se har hvad der åbenbart må anses for ledende læsepædagoger her til lands fået generation efter generation af lærere til at tro, at det først og fremmest gælder om at tage den med ro i begynderundervisningen. Derved er tidspunktet for læseindlæringens 'afslutning' til stadighed blevet udskudt, så man i dag tilsyneladende finder det tilfredsstillende, hvis bare børnene får lært at læse inden udgangen af 3. klasse. Jeg tør også godt gå ud fra, at det synspunkt har mange lærere indoktrineret forældrene med i tryg overbevisning om at have ekspertisen bag sig. Hvis det forholder sig sådan, har jeg svært ved at acceptere nogen formulering, der lægger skylden for misèren hos forældrene. Jeg må i hvert fald for mit vedkommende konstatere, at forældrenes forventninger ikke fejlede noget omkring 1960, da jeg havde lært min tredje og sidste førsteklasse at læse.

Med afsæt i min kommentar i Folkeskolen nummer 39 kunne jeg have lyst til yderligere at tilføje:

Man har i mange år dyrket teorien om læsningens gode cirkel: Man lærer at læse ved at læse! Jeg er imidlertid bange for, at den formulering indeholder et element af demagogi. Ud fra mine personlige erfaringer vil jeg i hvert fald foretrække at sige: Man lærer at læse bedre ved at læse! Forudsætningen for, at mekanikken kan gå i gang, må dog være, at man overhovedet kan læse. Min trosartikel er derfor, at man gør børnene en tjeneste ved at hjælpe dem med hurtigst muligt at få overvundet de elementære læsetekniske vanskeligheder, så de ikke forpasser det optimale tidspunkt for at få sat deres egen personlige gode læsecirkel i gang ved at udnytte dagens brede vifte af materialetilbud.

Ib Granerud

forhenværende undervisningsinspektør i Undervisningsministeriet