Hvis man vågner op på hospitalet efter en blodprop i hjernen og ikke kan sige en lyd, så er det en speciallærer, der kommer til hjælp med gode råd og vejledning.

Når man i alt for lang tid har skreget sig hæs på uvorne unger og har mistet stemmens brug, så er det også en speciallærer, man ringer til.

»Vi speciallærere er meget fleksible undervisere, og vi opererer helst ikke med ventelister, for det er utrolig vigtigt, at folk får hjælp til at få deres sprog tilbage så hurtigt som muligt. Man kan jo slet ikke forestille sig, hvordan det er ikke at kunne kommunikere«, fortæller Solveig Karlshøj, som er talepædagog på Tale-Høre-Syn, Institut for Kommunikation i Slagelse.

Vi sidder på hendes kontor, hvor dagen oftest starter. Her modtager hun opkald fra mennesker i hele amtet, som af den ene eller anden årsag har brug for en talepædagog. Alle kan ringe til instituttet, men som regel skal de en tur forbi en speciallæge, før de får en tid.

»Folk kommer med problemer af alle typer. Og alle skal mødes der, hvor de er. Hver eneste blodprop i hjernen er unik, for de sidder forskellige steder og giver forskellige handicap, og folks bagage er forskellig. Så man må ganske enkelt danne sig et indtryk, når man møder hver enkelt«.

På det sidste har instituttet også fået flere fremmedsprogede, nogle som er traumatiserede og nogle med andre kommunikative handicap. Det giver en ekstra udfordring, når man ikke kender deres sprog, og det kan hjælpe at møde dem i deres eget hjem. Så Solveig kører ofte omkring på sin cykel eller med bilen for at besøge patienter eller pårørende i dag- eller aftentimerne. Hun er konsulentansat, så arbejdstimerne mingelerer hun selv rundt på.

Sport løsner op

I dag skal hun undervise på et basishold af senhandicappede på en specialskole i nærheden. Da vi kommer, er de seks mennesker på holdet i gang med at spille boccia i gymnastiksalen. De sidder på plasticstole i den ene ende af salen, og de tre lidt ældre mænd går tydeligt meget op i resultatet. Kvinderne - to ældre og en helt ung - synes mere at betragte det som et hyggespil, men der bliver grinet og kommenteret højlydt. Nogle gange med enkelte ord eller hele sætninger og andre gange bare med udråb.

»Sporten har selvfølgelig en gavnlig virkning, fordi det er sundt at få rørt sig, men det er i lige så høj grad et spørgsmål om at få en social aktivitet i gang, som vi kan snakke om. Når man spiller, slapper man mere af, end når man sidder stille og er fokuseret på alt det, man ikke kan sige, det kan løsne op for samtalen«, forklarer Solveig Karlshøj, før hun giver sig i kast med spillet.

Hun har ikke altid undervist voksne. De første ti år af sin karriere arbejdede hun på en specialskole for børn, og efter en speciallæreruddannelse på Lærerhøjskolen fungerede hun som talepædagog i folkeskoler og børnehaver via kommunens PPR-kontor (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Interessen for sprog og hjerne fik hende til at bygge ovenpå med en uddannelse som neuropædagog, og på Tale-Høre-Syn, Institut for Kommunikation skiftede hun så fra at undervise børn med sprogvanskeligheder til at arbejde med voksne.

»Det er noget helt andet, fordi man er ligeværdige parter. Med voksne kan man indgå aftaler og arbejde sammen frem mod det mål, man har sat. Vi er jo to voksne mennesker, der sammen skal få det bedste resultat«.

Tungen slår knuder

Efter en kort kaffepause skal der trænes ord og lyde. Solveig Karlshøj spørger på vej ind i rummet en af kvinderne, hvordan det gik med bussen i dag. Hun har problemer med at huske vejen til skolen, så det er en lille sejr, hver gang det lykkes.

Sammen sætter de seks sig rundt om et bord med hver sin krydsogtværs eller sudoku. En af mændene har bestemt sig for at træne med et computerspil særligt udviklet til talehæmmede. Solveig sætter sig ved siden af ham. Hvert skærmbillede giver en kort tekst og fire billeder. »Man har den uden på skjorten«, læser Solveig højt, og manden finder jakken blandt billederne af sko og nederdele. »Det går jo fint, og du kan næsten også selv læse teksten«, siger hun efter et par opgaver. »En rød grøntsag« volder problemer blandt agurker og pærer, for koblingen til synet af tomatens farve er ikke umiddelbart klar, og manden bliver irriteret.

»Det er meget forskelligt, hvad folk har problemer med. For nogle er det at få lydene ud, for andre lyder sproget helt rigtigt, men der er nogle koblinger, de ikke kan få hold på. Og for nogle handler det om læsningen eller hukommelsen«, forklarer hun.

En ældre kvinde går forbi bordet, og Solveig Karlshøj vender sig mod hende.

»Ulla, kan du ikke fortælle journalisten lidt om, hvordan det er at arbejde med en talepædagog. Det er jo godt at høre lidt fra eleverne også. Ja, jeg kalder dig for elev, for du er jo ikke patient længere ...«.

»Det er en sandhed med mo-di-fi-ka-tioner«, svarer kvinden langsomt og med tydelig diktion.

Ulla Raahbek er 59 år og har arbejdet som underviser på teknisk skole i over 30 år. For et halvt år siden fik hun en hjerneblødning, og efter genoptræning på hospitalet går hun til undervisning tre gange om ugen.

»Man bliver så rasende, når ordene ikke vil frem. For jeg kan jo forstå alting, men det er svært at sige noget tilbage. For selv om ordene er der, så vil de ikke ud«, siger hun.

Håndkantslag hjælper

En anden af mændene skal træne rytme og skift. Solveig tager ham med ind i et tilstødende rum og giver ham en blyant.

»Nu skal du lytte til den rytme, jeg banker i bordet, og så gentage den«. Manden ser koncentreret ud og banker så rytmen perfekt efter. Efter nogle forsøg skifter hun til håndslag i bordet. Rytmisk slår hun skiftevis knytnæve, håndkanten og den flade hånd mod bordpladen, og manden skal banke med. Det volder lidt problemer, og Solveig forklarer, at det skal de øve, for det er vigtigt for hans talesprog.

»De skift, vi laver her, svarer til de skift, vi laver, når vi taler - lyd for lyd og ord for ord. Og de processer, man bruger til de to slags skift, smitter af på hinanden i hjernen, så man kan træne det ene ved at gøre det andet«, forklarer hun og peger på sit eget hoved. Manden rejser sig og går tilbage til de andre i fællesrummet. Døren vil han selv åbne og lukke, selv om det volder lidt problemer.

»Jeg kan blive helt høj af det her arbejde, for det er så vigtigt«, smiler Solveig Karlshøj.

Hun har været på instituttet i 15 år, og hun nyder det varierede arbejde. Med kommunalreformen, hvor instituttet overgår fra amt til kommune, forventer hun, at en del ting vil ændre sig, men det meste af det regner hun med vil blive til det bedre.

De nære forhold og det faglige fællesskab i S81 kan hun godt frygte vil gå tabt.

»Jeg håber virkelig, at der i DLF er plads til eller forståelse for specialundervisning. Det har været festligt og dejligt med en forening, hvor alle næsten kendte hinanden, og formanden var tæt på, men jeg kan godt se, der ikke er meget slagkraft i sådan en lille forening i længden. Og jeg er sikker på, at der kommer noget godt ud af alt det nye«.