Der er ikke meget, der kan få et entusiastisk lærerteam op at ringe som materialer om mange intelligenser og læringsstile. Euforien over de nye erkendelsesapparater har flere steder fejet over lærerværelserne gennem de seneste ti år, så voldsomt, at den ofte har taget den kritiske sans med op på fejebakken. Også i mange skoleforvaltninger.

Konceptet passer fint i dansk/nordisk undervisningstradition, for her er en fin mulighed for at levere en slags dokumentation for, at det, de fleste lærere intuitivt finder er en rigtig undervisningsmetode, bygger på forskning.

Desværre synes mange at overse, at dokumentationen for, at det virkelig er effektivt at undervise eleverne i overensstemmelse med deres foretrukne læringsstil, skal findes i nøje kontrolleret og afgrænset forsøgsundervisning, først og fremmest gennemført af det amerikanske professorægtepar Dunn.

Ingen tvivl om, at det virker. Når man bare er konsekvent, som man er det i de amerikanske forsøgsskoler; her får eleverne ikke lov til at slænge sig i pudehjørnet med opgaver, medmindre man er diagnosticeret som en elev, der lærer bedst gennem kinæstetiske metoder. Er man visuelt anlagt, må man pænt blive siddende på stolen. For metoden handler om effektiv læring, ikke om at opbygge social adfærd gennem hygge i undervisningssituationen.

Denne norske bog er en god introduktion til brug for den første begejstring. Den gennemgår det grundlæggende vokabularium og kendetegn ved hver enkelt læringsstil. Enkel og let forståelig og med god logik og inspirerende praktiske eksempler.

Det er sympatisk, at forfatteren gør meget ud af, at lærerne selv bør analysere deres egen og kollegernes foretrukne læringsstile. Men det virker ikke gennemtænkt at opfordre til at benytte sig af denne stil i hans eller hendes egen undervisning. Her mangler nogle mellemregninger og en del videreudvikling af synspunktet. For gennemfører man det konsekvent, vil kun auditive elever få udbytte af historieundervisningen, hvis det tilfældigvis er sådan, læreren er indrettet. Mens man til gengæld måske helst skal være taktil for at lære engelsk.

Forfatteren bruger det udmærkede ord indlæringsstationer for de aktivitetssteder, vi herhjemme plejer at kalde værksteder. Det er også en måde at skabe distance til den reform- og værkstedsskolepædagogik på, som stikker dybt i den danske lærersjæl. Men selv om man finder på nye ord og amerikansk dokumentation for noget helt andet, er det de veltjente og sympatiske måder at drive skole på, der stikker op. Dunn og Dunn er for amerikanere, det hele menneske for grundtvigianere.

Trods indvendingerne er det en fin bog til læreruddannelsen og som diskussionsoplæg til det seriøse lærerteam. Nem og velskrevet, på let forståeligt norsk.