Internationale sammenligninger er vanskeligere at foretage, end man skulle tro, fordi det 'alt andet lige', der skulle udgøre basis for sammenligningen, næsten aldrig er lige. Middellevetiden er så rasende bekvem at sammenligne, fordi der for en gangs skyld er noget håndgribeligt at forholde sig til. En død dansker er nøjagtig lige så død som en død japaner.

Det er meget mere indviklet, når man prøver at sammenligne andre ting, selv noget så enkelt som indkomstforhold, for slet ikke at tale om noget så indviklet og svært forståeligt som for eksempel livskvalitet. Alligevel er det klart, at det er en god ide at forsøge, for kun ved at sammenligne det, danskere laver, med det, andre gør, får vi muligheder for at se det i et reelt perspektiv. De første inden for uddannelsessektoren, der for alvor har kastet sig ud i opgaven, er læsepædagogerne, der har sammenlignet læsefærdigheder i en lang række lande blandt andre også Danmark.

Det mest overraskende resultat var formentlig, at danske niårige hørte til de ringeste, både hvad læsehastighed og læsesikkerhed angik, langt under alle de industrialiserede og europæiske lande. Danske børn havnede på niveau med børn fra Venezuela, Indonesien, Trinidad-Tobago, Cypern og Portugal.

Den selvfølgelige danske reaktion var, at det måtte være en fejltagelse, for vi ved jo alle sammen udmærket godt, at den danske folkeskole er verdens bedste. Forfatterens kursiverede konklusion på redegørelsen for undersøgelsen lyder imidlertid: 'Når de danske resultater i den internationale læseundersøgelse således på nogle punkter overrasker os i vores forståelse af det danske skolesystem som et af verdens bedste, så er det - som det er fremgået af det foregående - ikke fordi undersøgelsen har været 'mangelfuldt' tilrettelagt eller gennemført, eller fordi prøverne har været 'dårligt konstruerede'.'

Den bedrøvelige status blev rettet noget op for de 14-åriges vedkommende, hvor danske børn scorede en 10.-12.-plads i læsesikkerhed og en 22.-plads i læsehastighed af i alt 31 deltagende lande, men det var ærlig talt heller ikke rigtig noget at prale af. Hvad forklaringen på jammerligheden kan være, er der ingen, der har turdet sige noget om, men at der er noget galt, kan der ikke være tvivl om. Danskerne får simpelthen alt for lidt for deres skolepenge.

Det er ikke sådan, at det danske uddannelsessystem ikke er blevet forbedret - det er det, men mindre end i andre lande. Det kan man blandt andet se af, at de 55-64-årige (os af den gamle skole) er de bedst uddannede i forhold til gennemsnittet i OECD. Situationen er altså nogenlunde den samme inden for skolevæsenet, som vi så med middellevetiden: Danmark har i de senere år - nogenlunde i min tid - tabt højde i forhold til andre lande.

Danmark er et af de OECD-lande, hvor der er ansat flest lærere per elev, og det er et af de lande, der bruger flest penge på sin folkeskole. Elevernes gennemsnitlige årlige timetal er til gengæld lavere end i de fleste andre lande, og 40 procent af de unge forlader skolesystemet uden anden uddannelse end grundskolen, mens gennemsnitstallet for de europæiske lande er 25 procent. Dertil kommer, at kønsfordelingen i stigende grad udvikler sig skævt. Nu om dage starter 56 procent af pigerne, men kun 33 procent af drengene på en almen gymnasial uddannelse. Hvordan kan det mon være, at den dyre danske skole ikke kan engagere to tredjedele af drenge så meget, at de går videre til en almen gymnasial uddannelse?

Måske skyldes det, at folkeskolen er ved at glide ind til den evige hvile på linie med folkekirken, kongehuset og hjemmeværnet? Pæn, honnet, ordentlig, stilfærdig - og kedelig. Det kan være, det er fordi folkeskolen er blevet et kvindeområde. En tredjedel af personalet er deltidsansatte kvinder, en anden tredjedel heltidsansatte kvinder og den sidste tredjedel er hel- og deltidsansatte mænd. Seminarierne uddanner langt flere kvindelige studerende end mandlige, og lønnen som skolelærer, er ikke noget at prale af, så hvorfor skulle karrierebevidste unge med høje karakterer blive skolelærere?

Undervisningen i den danske folkeskole har, i samme takt som kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet - blandt andet som lærere - fået karakter af omsorg i stedet for præstation. Omsorg skal per definition helst gå fredeligt for sig. Konflikter er af det onde og skal udglattes, ikke kæmpes igennem så den ene part vinder, og den anden forsvinder. Præstationer bliver ikke værdsat. Alle skal have lov at være her - i skolen, i klasserne. Hvor skal de ellers gå hen? Lærernes arbejde med børnene er ikke mindre engageret, end det var før i tiden eller i andre lande. Det sigter bare ikke mod, hvor dygtige eller kloge børnene bliver, men mod, at de har det godt.

Den danske skole interesserer sig ikke så meget for matematik og naturvidenskab, og informationsteknologi har betydelig mindre interesse i Danmark end i andre OECD-lande. Særskilte timer i tekstbehandling er et af folkeskolens bidrag til indføring af eleverne i kommunikationssamfundet, i mysticiteter som edb. Selv om det mest er latterligt, så er det også en uartighed mod børnene på et tidspunkt, hvor ethvert voksent menneske, der overhovedet kommer i nærheden af skriftsproget, er i daglig kontakt med databaser, e-mail og internet. Helt barokt bliver det, når der i udlægningen af folkeskoleloven gøres opmærksom på, 'at skoler, der ikke har det fornødne apparatur til at kunne tilbyde undervisning i elektronisk tekstbehandling, fortsat kan tilbyde undervisning i maskinskrivning'. Nej, det er ikke noget fra et uland i det sorte Afrika, men et citat fra Bo Kjems: Folkeskoleloven med kommentarer (Kroghs Forlag, 1994).

Den økonomiske belastning ved anskaffelse af computere med programmer og opkobling kan kun være en dårlig undskyldning. Problemet siges at ligge i, at (deltidsbeskæftigede) lærer(inder) påstår, at de ikke kan finde ud af de indviklede maskiner uden at skulle på længerevarende kurser. Mon det er rigtigt? Hvis det skulle være tilfældet, burde behjertede sjæle råde dem til i en fart at finde et andet job. Der er grunde til at antage, at edb ligesom sex formentlig er kommet for at blive, så hvorfor slæbe bagefter netop i skolen? Der findes formentlig ingen anden kommunal virksomhed, der ikke er i besiddelse af 'det fornødne apparatur til . . . elektronisk tekstbehandling.

Når man kan tillade sig at vise en sådan ringeagt for børnene i folkeskolen, er det formentlig, fordi skolens struktur har fået lov at fossilere. Den tid, skolen tager sig af børnene, er den samme, som dengang deres mødre var hjemmegående og var parate til at tage sig af dem, når de efter nogle få timers forløb vendte hjem igen. Anden forklaring kan der vel ikke være på de timetal, der opstilles i folkeskolelovens paragraf 16? Der er ingen grund til at opregne dem, for det er de samme, som læseren - om hun eller han så end er 90 år gammel - udmærket kender fra sin egen skoletid.

Hvordan kan det være, at skoleåret ligefrem i folkeskolelovens paragraf 15 er fastsat til at bestå af 200 dage, når andre menneskers arbejdsår består af cirka 220 dage? Det kan næppe være af hensyn til børnenes undervisning, så grunden er formentlig, at det er for besværligt at skulle forhandle noget andet igennem med lærernes organisationer. I misforstået iver efter at få folkeskolen til at ligne en pølsefabrik eller en anden privat produktionsvirksomhed er den kommet til at lide af den samme grundskavank som ældreforsorgen: Den bliver indrettet først og fremmest efter at kontrollere de ansattes tidsforbrug og interesserer sig ikke for de resultater, der frembringes. Det går ud over børnene.

Det er kortbart at indrette en skole med små klassekvotienter. Så er der ikke nogen, der kan komme og bebrejde nogen noget. Det er nødvendigt for omsorgsfunktionen, men klassestørrelsen spiller ikke nogen rolle for indlæringen. Danske 3. klasser hørte i den internationale sammenligning til blandt de allermindste. Det kunne endda se ud som om, det for de 14-årige elever er sådan, at store klasser havde bedre scorer i læsefærdighed end klasser med få elever. Noget tilsvarende gælder mængden af undervisningsmateriale. Danske børn hører til dem, der havde mest materiale, men det klarer de sig ikke bedre af.

Indlæringen af de grundlæggende færdigheder - læsetræning, kendskab til matematik, beherskelse af to hovedsprog, integrering af edb i dagliglivet - skal ikke ske til ære for eliten. De unge, der tager fat på en videregående uddannelse, skal nok få lært disse ting, hvis de skal kunne klare sig. Dem, der bliver ladt i stikken på alle leder og kanter - og på grund af folkeskolens stadig større omsorgsorientering og længere internationale efterslæb værre i den nye end i den gamle folkeskole - er de svage elever. De kan nemt udpeges: Det er børn af fremmedarbejdere, kontanthjælpsmodtagere, enlige mødre og af forældre, der ikke selv har fået nogen ordentlig skolegang. Værst ramt er fremmedarbejderne, hvis børn allerede er godt i gang med at blive reduceret til et småkriminelt etnisk subproletariat under påskud af, at de skal bevare deres egen førmoderne identitet.

Den vigtigste faktor for indlæring af læsefærdighed synes at være en positiv holdning i hjemmet til trykt materiale, afspejlet gennem antallet af bøger, mens de anvendte undervisningsstrategier ikke syntes at have nogen særlig betydning. 'I danske 3. klasser var det især opmuntring til selvstændig læsning, en struktureret undervisning med krav til eleverne og evaluering af elevernes generelle færdigheder, der var kendetegnende for de mere effektive skoler'. Det er bemærkelsesværdigt, at danskerne i sammenligning med indbyggerne i andre OECD-lande lægger langt mindre vægt på, at skolen opretholder disciplin, forlanger regelmæssigt hjemmearbejde, og at skolelederne vurderer lærernes pædagogiske indsats.

Den nugældende, helt nye folkeskolelov tager ikke højde for de forandringer, der er sket med børnene, med familierne eller med samfundet - de er beskrevet ovenfor i Sjette afsnit, 37. fortælling. Forhold som børnenes tidligere kønsmodning og senere sociale modning tager skolelovgivningen lige så lidt højde for, som den indretter sig efter børnenes opvækst uden for familien, afviklingen af landbruget, ændringen af familiemønsteret, revolutioneringen af kommunikationsmidlerne, internationaliseringen. Skolen bliver derved utidssvarende. Den hører en anden tid til. Følgen bliver en tiltagende uddybning af forskellene mellem børnene ud fra deres forældres sociale og kulturelle omstændigheder. Det fremgår af læseundersøgelsen, at den dygtige del af de danske elever klarer sig fuldt ud på højde med de bedste i andre lande. Det er B-holdet, der trækker gennemsnittet ned. Symbolanalytikerne vil aldrig drømme om, at deres børn kun skulle undervises i ni år. De vil selvfølgelig sørge for, at deres børn får en ordentlig læsetræning, at de kommer på udlandsophold og får lært sprog, og at edb indgår i deres dagligliv - hvad ellers? 60 procent af børnene har computer hjemme. De 40 procent, der ikke har, får ikke nogen kompensation i skolen.

Folkeskolen yder dermed sit bidrag til ophævelsen af det nationale fællesskab. Også den er nået vejs ende i sin nuværende form.

Det danske uddannelsessystems akilleshæl er grundskolen. Det er mærkeligt, for netop på det område har vi i Danmark satset forholdsvis mange flere penge end andre lande, uden at der af den grund har været forbedringer at spore. OECD og velfærdskommissionen har peget på, at den danske læreruddannelse er for dårlig, navnlig at lærernes faglige niveau er for ringe. Det skyldes hovedsagelig den specielt danske forestilling om, at en lærer skal være en person, der kan undervise i det hele på alle klassetrin og i 15 forskellige fag. Kritikken afvises, som man kunne forvente, ganske mekanisk med, at uddannelsen af faglærere ville bryde med den danske skoletradition. Det er sikkert rigtigt - for det skulle jo netop også være formålet med eksercitsen. Fra lærerside forsvarer man sig med, at OECD lægger vægten på eksakt viden, mens det, den danske folkeskole særligt skulle give, er en alsidig personlighedsudvikling. For en udenforstående er det svært at indse, at eksakt viden skulle være en forhindring for en alsidig personlighedsudvikling - jeg ville umiddelbart mene, de to ting måtte gå overordentlig godt i spænd. Men eksakt viden passer ikke sammen med omsorg. (. . .)

Det er også børn af dårligt stillede forældre, der kommer til at hænge på folkeskolens dårlige læseundervisning - danske børn fra læsevante miljøer klarede sig ikke ringere end børn i andre lande. Det svarer udmærket til resultaterne af Erik Jørgen Hansens imponerende undersøgelse af den første velfærdsgeneration. Skolen reproducerer klassesamfundet. Det var egentlig ikke meningen. Eller var det?

Artiklen er cirka halvdelen af afsnittet 'Dansk Skole' i Søren Mørchs nye bog, Den Sidste Danmarkshistorie, som netop er udkommet på forlaget Gyldendal.

Søren Mørch er lektor ved Odense Universitet.