Forholdet mellem læreruddannelsen (seminariet) og folkeskolen (loven) burde ikke være et spørgsmål om hønen og ægget.

En vittig fætter, med kendskab til undervisningsverdenen, sagde engang: Hvis man uddannede mekanikere på samme måde, som man uddanner lærere, så vil jeg aldrig turde aflevere min bil på værkstedet. Den vil sandsynligvis aldrig komme til at køre igen! Jeg sagde jo, han var vittig, men det, han mente, var altså, at det, der foregår på lærerseminariet, har for ringe praktisk relation til folkeskolens virkelighed. Der er en verden til forskel på de to institutioner, men det er der sikkert en akademisk forklaring på. Ovenstående problemstilling har givet mange nyudklækkede lærere en sur start, man taler ligefrem om, at man kan opleve 'realitetschok'.

I disse dage sidder undervisningsminister Ole Vig Jensen i sit pædagogiske laboratorium og udtænker en ny læreruddannelse, hvor det faglige skal i højsædet.

Fremtidens lærer skal have fire fag - (dansk plus tre valgfrie) og dermed brydes ideen om enhedslæreren samt en del af idegrundlaget for den nuværende folkeskolelov.

Mange fag - få klasser eller få fag - mange klasser (elever).

Hvad vi end forventer af lærerens nye rolle, er det ikke kun en rolle, han spiller - den griber også ind i den enkelte identitet, efter U-, F- og Ø-tiden er brugt op.

Den uopslidelige debat om fag eller pædagogik er ofte misforstået. Der er ikke tale om et enten eller, men om et både og.

Ideen om få fag lyder umiddelbart tiltalende. Hvis man blot har rimelig garanti for, at man også ved fagfordelingen får sine fag?

Men med få fag for den enkelte lærer er der flere elever at sætte i centrum, flere lærerteam og en forældrekontakt, der bliver betydelig bredere (overfladisk).

Skal Ole Vig Jensen nu bagefter til at revidere folkeskoleloven, så den passer til den læreruddannelse?

Med samfundets kortere intervaller imellem de såkaldte 'paradigme-skift' bliver udskiftningen og justeringen af læreruddannelsen og folkeskoleloven naturligvis hyppigere. Ud fra de nævnte problemer undrer det undertegnede, hvorfor folkeskoleloven og læreruddannelsen ikke tænkes og skabes sammen og samtidig i en større 'pædagogisk symbiose'?

Således, at hvad der er tænkt som logisk det ene sted rent faktisk også foregår det andet sted og vice versa.

Der kunne måske derved spares en del tid, og der var ikke en verden til forskel på de to institutioner, for de var tilsammen en globus.

Som det er de fleste bekendt, er operaen ikke færdig, før den fede dame har sunget - vi får se, om Ole Vig Jensen får lagt et Columbus-æg?

Lars Jønner Alving

Vordingborg