Et af de mest indiskutable principper for danske læreres lønkrav har altid været lighedsprincippet: Vi er alle lige og skal derfor lønnes ens, bortset fra anciennitetsstigninger. Dette gamle solidaritetsprincip er imidlertid udsat for et stærkt politisk pres: Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet ved Ole Vig Jensen ønsker at gennemføre kvalitetsmåling af folkeskolen, herunder den enkelte lærer. Vi er oven i købet nået så vidt, at 'Lærere siger ja til målestok', som det hedder i en avisoverskrift i Berlingske Tidende den 20. august 1996.

Hvis dette skal opfattes som et signal til nye holdninger, er der grund til at være meget på vagt over for de 'evalueringsredskaber', man har tænkt sig at indføre specielt med hensyn til den enkelte lærers kvalifikationer. For hvad forstår man ved en god lærer, og hvem skal i givet fald foretage vurderingen: Eleverne, forældrene, kollegerne, skoleinspektøren, skoleforvaltningen eller skolepolitikerne? Det kunne tænkes at give højst forskellige svar. Det drejer sig jo om menneskelige relationer, om det udefinerlige samspil mellem børn og voksne, som - hvis det lykkes - langt mere har med talent at gøre end med alverdens seminarietimer i pædagogik og psykologi.

Hvem tør dog påtage sig at opstille en objektiv målestok for en lærers kvalifikationer ud fra nogle højst subjektive kriterier?

Men - hvis der ikke er nogen vej udenom, hvis den politiske beslutning er taget, kan jeg kun se en mulighed for objektiv bedømmelse: Lærerens deltagelse i Danmarks Lærerhøjskoles videreuddannelsestilbud. I Danmarks Lærerhøjskoles statut står der i formålsparagraffen, at Lærerhøjskolen har til opgave at videreuddanne folkeskolens og seminariernes lærere og udvikle og nyttiggøre den videnskabelige forskning med særligt henblik på skolens tarv. Vi er altså i den situation, at vi - som noget ret enestående i verden - har en institution, hvis formål det er at uddanne bedre lærere. Det sker på forskellige niveauer: Årskursus, speciallæreruddannelsen, der er kompetencegivende, og cand.pæd.-uddannelsen, for at nævne de mest almindelige. Kravene på de tre niveauer er naturligvis ikke de samme, og man kunne derfor, som i Sverige og Norge, tildele hver uddannelse et antal point, der automatisk udløste en lønforhøjelse, uanset hvor i systemet man var ansat.

Af de tidligere nævnte gode grunde har der indtil nu været stor modstand mod et sådant aflønningssystem. Gode grunde, ja. Men man kan heller ikke helt komme uden om Sandemose: Du skal ikke tro, du er noget, du skal ikke tro, du kan noget. (Det er i hvert fald hovedindholdet).

Hvad enten vi kan lide det eller ej, er der noget, der tyder på, at vi må finde os i en eller anden form for evaluering af vores arbejde. Så vidt jeg kan se, er afgangsbeviser fra Danmarks Lærerhøjskole det mest objektive måleinstrument, der er til rådighed. Man kan indvende, at et papir fra Danmarks Lærerhøjskole ikke garanterer for udbyttet bagefter i skolen. Korrekt, men hvis vi ikke tror på det gavnlige i at videreuddanne sig, og at Danmarks Lærerhøjskole i sit virke lever op til sit formål, bør vi snarest nedlægge den.

Birthe Høeg Møller

København