Fy og føj Folkeskolen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Folkeskolens niveau er i forvejen så lavt, at det ikke er nødvendigt at manifestere det yderligere med den slags følgematerialer. Føj!'

Sådan lød ét af de breve, som Folkeskolens redaktion fik i sidste uge.

Halvdelen af bladets abonnenter fik i uge 35 et blad, som var pakket i en plasticpose sammen med en reklamekonvolut fra 'Vor Fantastiske Verden'. Og det var der en del, der ikke brød sig om. Der er blevet protesteret både via telefon- og postvæsen.

- Vi har en mærkat på postkassen, hvor der står 'reklamer - nej tak', og jeg vil ikke finde mig i at få dem sneget ind sammen med mit fagblad. Hvordan kan jeg undgå af få det i fremtiden, lød den typiske reaktion.

Folkeskolen bæres økonomisk af indtægter fra salg af annonceplads og penge fra medlemmernes kontingenter, og annonceindtægterne har de seneste år været støt stigende.

- Det har vi opfattet som positivt. Men vi véd selvfølgelig, at der er en grænse, og den mener en del af læserne, at vi har overtrådt, siger chefredaktør Thorkild Thejsen.

- Sammen med firmaet Stibo Media, som sælger bladets annoncer, har vi ønsket at teste reaktionerne på reklameindstik, derfor har vi solgt plads i halvdelen af oplaget. Vi regner med at distribuere en anden type reklametryksag senere, og først derefter vil vi samle op på læsernes reaktioner. Men hvis jeg skulle konkludere allerede nu, må jeg sige, at medlemmerne er mest imod. Hvis de skal vælge mellem højere kontingent og annonceindstik i folkeskolen, så foretrækker de tilsyneladende det første, siger Thorkild Thejsen.