Familieterapeut Jesper Juul og ikke mindst hans bestseller »Dit kompetente barn« kan gøre Ove Korsgaard arrig.

»Jeg er betænkelig ved den psykologisering, der sker på skoleområdet«, siger han.

I bogen skriver Jesper Juul blandt andet, at lærerne skal hente deres legitimitet ved at »gøre sig fortjent til forældrenes og børns respekt i kraft af deres evne til at vise respekt for den anden parts integritet og forskellighed«.

»Det, der glider ud af det perspektiv, er jo samfundet, staten. Og skolen som institution med en lov, undervisningspligt og et regelsæt, der skal opfyldes«, siger Ove Korsgaard, der er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og dr.pæd. på en afhandling om dannelse.

Hvis ikke læreren har en rolle at støtte sig til, en rolle, samfundet har defineret og giver legitimitet, og som læreren kan krybe ind i, så kan systemet efter hans mening ikke fungere, for det giver en »fuldstændig overbelastning af, hvad man kan og bør kræve af en lærer«.

Skolen er et generationsforhold

Ove Korsgaard er nervøs for, at skolen holder op med at være skole. At den ikke holder fast ved det, den er sat i verden for. Skolen har en basis, som man ikke kan løbe fra. Den er en institution, der skal føre den næste generation frem til at overtage ansvaret for samfundet.

Det kaldes også opdragelse, for skolen indgår i et generationsforhold, hvor skolen og læreren repræsenterer den voksne generation og samfundet, siger han.

Ove Korsgaard trækker et andet eksempel frem fra »Dit kompetente barn«, hvor Jesper Juul skriver: »Dagens lærere står over for en opgave, der går ud på at skabe en individuel personlig autoritet til erstatning af den kollektive rollebetingede autoritet for at udvikle deres evne til empati og omsorg«.

»Det er udtryk for en generel tendens til, at læreren skal være en autentisk lærer, en lærer med empati og omsorg. At det, der skal give lærerrollen legitimitet, er viljen til at demonstrere respekt for elever og forældre«.

Men det overskrider grænsen for, hvad man kan stille af krav, mener han.

Læreren skal være den kompetente

Det er læreren, der skal have de kompetencer, som barnet mangler. Jesper Juul fremstiller det efter Korsgaards mening næsten, som om barnet er kompetent, og at læreren skal lytte til barnet for at opnå den kompetence. På den måde bliver det pædagogiske forhold vendt fuldstændig på hovedet, for det giver kun mening at uddanne en kompetent lærer, hvis der er nogen, der mangler kompetence. Det er det, skolen er sat i verden for, og hvilke kompetencer der mangler, skifter så gennem historien.

»Når lærerne er så usikre, er det, fordi de ikke længere bliver opfordret til at se sig som samfundets repræsentanter over for næste generation. Autoriteten kan kun vokse ud af, at man er i stand til at fremstille lærerrollen og skolen som led i samfundets symbolske orden. For har man ikke en symbolsk orden at støtte sig til, så overbelastes det psykologiske forhold«.

Så smuldrer institutionen, for den kan kun opretholdes som det, den er sat i verden for, opdragelse og uddannelse af næste generation, ved at lærerne sætter ord på den legitimitet, de har fra samfundets side i klassen. Som Ove Korsgaard udtrykker det:

»Læreren er nødt til at italesætte sig selv som en autoritet, der henter sin legitimitet uden for sig selv og uden for samspillet med børn og forældre, hvor vigtigt det end er«.

Demokrati ikke kun en væremåde

Som det er nu, er der for stor fokusering på det psykologiske i forhold til det politiske, mener han. Den danske skole bryster sig af at være demokratisk, men det bliver ofte tolket som noget rent socialpsykologisk, en atmosfære, en væremåde, dialog og samtale.

»Det hører naturligvis med, men hvis ikke læreren er i stand til at sætte begreber på og formidle viden om, hvad demokrati er, mangler der noget vigtigt.

Hvad ligger der i statsborger- og medborgerbegrebet? Hvordan skal man forstå forholdet mellem religion, kultur og politik? Hvad er en retsstat, og hvilke principper bygger retsstaten på? Det er enhver lærer i en demokratisk skole nødt til at kunne svare på, men det er der faktisk meget få, der kan. De kan være sammen med børnene på en fin måde, men der er et vidensindhold knyttet til demokrati, et værdisæt, man er nødt til at kunne forklare, og som udgør en forskel til andre systemer, og man er nødt til at kunne bruge det aktivt«.

Det kulturelle og det politiske er blevet betragtet som to sider af samme sag. Derfor bliver det vanskeligt at takle den multikulturelle og europæiske sammenhæng, hvor demokrati og borgerskab indgår i nye konstellationer.

»Vi har hygget os ved at være gode på det interpersonelle plan, men det er bare ikke nok. Det bør man tage højde for i den nye læreruddannelse ved at prioritere, hvad der ligger i begreber som medborgerskab, statsborgerskab og demokrati, og hvad det er for nogle værdier, der er knyttet til de forskellige traditioner, og hvordan forholdet er mellem det kulturelle, det demokratiske og det religiøse, og hvordan man kan håndtere vanskelige problemer inden for demokratiets og retsstatens rammer«.

Læreruddannelsen bør give en helt anden indføring i, hvad det vil sige at være lærer. Der skal mindre fokus på psykologisering og mere på, at de studerende lærer at se sig selv som samfundets repræsentanter, som et af de første led, hvor man møder samfundet.

Ove Korsgaard er oprindeligt læreruddannet, men er nu lektor og institutleder, ph.d., dr.pæd., på Institut for Pædagogisk Filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU.

Han arbejder især med dannelse, medborgerskab og demokrati. Forsvarede i 2004 doktorafhandlingen »Kampen om Folket et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år«.

Han er en af initiativtagerne til en ny masteruddannelse i citizenship education udviklet af DPU i samarbejde med Syddansk Universitet.

Korsgaard har tidligere gennem en årrække arbejdet inden for højskolebevægelsen blandt andet som forstander for Gerlev Idrætshøjskole 1974-1991 og som formand for Højskoleforeningen 1985-1991.

Han har netop redigeret bogen »Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse« på DPUs forlag.

Af tidligere bøger, han har skrevet, kan nævnes: »Kundskabskapløbet uddannelse i videnssamfundet« (1999), »Kampen om kroppen« (1982) og »Kampen om lyset« (1997). Den sidste er oversat til japansk.

»Det kompetente barn«, som Ove Korsgaard kritiserer så voldsomt, er skrevet af familieterapeut Jesper Juul, der er uddannet lærer og har læst idéhistorie. Var leder af Kempler Instituttet i over 20 år, men trådte tilbage i 2004. »Dit kompetente barn« er udkommet i 21 oplag og solgt i over 85.000 eksemplarer i Danmark og oversat til ti sprog.

Folkeskolens anmelder skrev i 1998: Efter Jesper Juuls »opfattelse findes der ikke grænser, som det er nødvendigt at sætte for børn, bortset fra at holde dem tilbage, hvis de er på vej over for rødt, og andre indlysende forholdsregler«.

Han har blandt andet også skrevet: »Et æble til læreren. Folkeskolens oversete dimension« (1993).

Globaliseringsrådet blev nedsat af statsminister Anders Fogh Rasmussen i april 2005. Statsministeren sidder selv for bordenden, når rådet skal give regeringen gode råd om »en samlet strategi, som skal ruste Danmark til at blive et førende vækst-, viden- og iværksættersamfund«.

Rådet skal blandt andet støtte regeringens strategi om »uddannelser i verdensklasse«.

Den 18.-19. august mødes Globaliseringsrådet for at diskutere skole og læreruddannelse.

Læs om Globaliseringsrådets kommissorium og sammensætning på www.stm.dk